2005-03-27

Slavearbejde i baghaven, eller rekreation på terassen ?

Hvis man læser min seneste post, er man vist ikke i tvivl om, at jeg for ½ år siden var mere end almindelig træt af at være nybagt husejer (igen) og de trængsler som istandsættelsen medførte. Mange ting er sket siden da, og jeg må sige at det gode humør er vendt tilbage - mangefold.

Når først håndværkerne er smidt ud, og man selv har haft chancen for at vise hvad man duer til med opsætningen af et nyt køkken og maling samt diverse andre småting, så er det ved at ligne et hus der er til at bo i (Underdrivelse - huset er blevet fantastisk), selvom der stadig mangler at blive syet et par gardiner og nogle lavet andre småting , som nye vinduer og lign.
Tiden er derfor moden til at beskæftige sig med andre sider af livet som husejer - HAVEARBEJDET.
Fra starten har havearbejdet været en byrde vi vidste ville komme. Når man køber et hus på et 1008 m2 stor grund, så er det ingen hemmelighed at der skal ligge noget arbejde i haven, hvis ikke man vil bo i en vildmark (tanken om at skulle ordne have har gjort ideen tillokkende).
Og ikke til at tage fejl af - Påskeferien er det perfekte tidspunkt, solen skinner og temperaturen er udholdelig, så vi kaster os ud i haven med spade og grensaks.
Nu snakker vi jo altså ikke om at rykke ukrudt om, men derimod at nedsave en tjørnehæk der ikke har været klippet i 10 år, at grave buske op, og flytte dem, sætte 20 planter til en hæk, fælde en række af småtræer. Save alt egnet træ op til brænde ( Som vi skal bruge i den udendørs pejs vi er velsignede med på terassen ) og så ikke at glemme at nyplantede og flyttede buske, skal vandes, og vandes og vandes og vandes og vandes og nej man har ikke en vandslange der er lang nok, så det er spandevis der slæbes og slæbes og......
Man bliver træt, træt, træt - Hey der er en muskel jeg ikke vidste jeg havde, og én mere - og ja der er også muskler i storetåen !.

Overraskelsen er, at det er sjovt !
Altså ikke ha ha sjovt, men en pragtfuld måde at få den daglige motion.
Efter 4 dage i haven er jeg færdig, træt, udkørt, flad.
Det har været 4 pragtfulde dage.
Hvad skal jeg lave i morgen ? - I haven (og jeg glæder mig)

Svaret på overskriftens spørgsmål, må derfor være - at have arbejde ér slavearbejde, men det er på den dejlige måde, der gør en helt afslappet, og tilfreds med sig selv. Den sene eftermiddag på terassen, nydes i extrem grad når man kan læne sig tilbage og kigge på den hæk man lige har klippet (læs: fældet) og dissekeret til en stak brænde.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...