2011-07-24

Blåmuslinger med linguini

Blåmuslinger har aldrig rigtig sagt mig noget, hvilket nok er grunden til at jeg aldrig har forsøgt at lave mad med dem før. Men på en eller anden måde, så er de krøbet ind på mig og har banket på for at komme med i mine gryder. Årstiderne har haft en finger med i spillet. Gennem et stykke tid har man en gang imellem kunnet bestille 2 kg blåmuslinger fo 88 kr, og de ligger der på billedet og ser så fristende ud, og tilsidst kunne jeg ikke modstå. Man skal jo udvide sine horisonter en gang i mellem.

Jeg  valgte at lave dem på den klassiske metode, så de blev dampet i hvidvin. En god hjemmelavet pasta, rullet ud til tynde Linguini strimler (dertil bruges et stk mand og et stk pastamaskine)

Muslingerne skal renses og sorteres inden brug. Er der huller i skallen skal de kasseres.
Åbne muslinger bankes let mod bordet, og lukker de sig ikke, skal de også kasseres.
Er der uåbne muslinger efter tilberedning, så kasseres de også.

Men nu til maden :

2 pers.
1 kg Blåmuslinger
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
Frisk chili (evt tørrede flager)
En håndfuld finthakket persille.
1-2 glas hvidvin
Salt og peber

250 g. Linguini.

Skalotteløg, og hvidløg sauteres i olie, sammen med en en lille smule chili.


Herefter tilsættes finthakket Persille, salt peber og  Muslinger og vendes rundt et par gange, inden Der tilsættes Hvidvin, og det hele dampes i 5-10 minutter til muslingerne er åbne. Vend rundt et par gange undervejs.

Tag muslingerne op med en hulske, og vend Linguinien rundt i væden, hæld muslingerne tilbage i gryden, og vend igen lidt rundt. Server rygende varm i gryden.


Jeg er hermed omvendt. Det var en meget lækker ret, med en dejlig delikat smag af muslinger og hav.
Heldigvis var der muslinger nok, til næste dag også.

Fra haven er der brugt : Skalotteløg, Hvidløg, Persille. Chili

2011-07-22

Røget svinemørbrad med Rosmarin og Honning

Jeg har længe haft lyst til at lege med røgning i min kuglegrill, men jeg har aldrig fået gjort noget ved det. Nu  skulle det dog forsøges.  Der skulle tilføjes lidt ekstra smag for at røgen ikke skulle stå alene. Og måske var det bierne der summede i baghovedet, for valget faldt på Honning og Rosmarin.

Til mørbraden :

Røgesmuld og en grill der kan lukkes
1 stk Friland Svinemørbrad
Rosmarin
Flagesalt
Honning

Jeg startede med at lave en Rosmarinsalt, ved at blende salt og Rosmarin

Rosmarinsalt

Det gned jeg mørbraden godt ind i, og stillede den på køl mens grillen blev klar.
Lige før den røg på grillen, hældte jeg et godt lag honning ud over den.

En lille metalbakke blev fyldt med røgesmuld, og sat ind ovenpå kullen, mens Mørbraden blev lagt ved siden af, med en foliebakke til at opfange saften.
jeg kunne ikke lade være med lige at afprøve Hanne K's trick med at ligge nogle løg ned i foliebakken. Dem dryppede jeg på forhånd med lidt olie.


Efter ½ time så den sådan her ud og var klar til at spise.

 
 
Tilbehør skulle der også til.

½ agurk.
2 tomater
3 fed hvidløg - pressede
Lidt fintsnittet rødløg.
2 spsk creme fraiche
Lidt olie.

Min oprindelige plan var at lave noget der mindede om en Tzatziki, men ak den bøtte creme fraiche jeg troede jeg havde var skrumpet ind til næsten ingen ting. (nogen havde brugt det)
I stedet blev til til blandede grøntsager i strimler og små stykker, vendt rundt i cremefraiche, Rosmarinsalt og olivenolie.


Nyopgravede kartofler skulle der også til.
Lidt Romainesalat, også fra haven, blev strimlet fint, og brugt som bund for de strimlede grøntsager på tallerkenen.

Røget svinemørbrad med nye kartofler og grønt.

Mørbraden havde fået en rigtig god smag. Honningen, Rosmarinen og det røgende gik godt sammen, og den syrlige dressing med hvidløg til grøntsagerne afbalancerede det hele rigtig godt.
Den kunne godt have smagt lidt mere af Rosmarin, den var lidt for diskret, og så skal røgen af 5 minutter før næste gang. Ellers er der ikke noget jeg ville have lavet om.
Alt i alt er jeg ret godt tilfreds med mit første forsøg med røgning.

Fra Haven er der brugt : Kartofler, Løg, Rosmarin, Agurk, Tomat, Salat, Hvidløg
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...