Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pasta. Vis alle opslag

2013-01-19

Grønkålslasagne med Karl Johan svampe

Jeg fik sidste år River Cottage kogebogen 'Veg every day' i gave. Opskrifterne i kogebogen er uden kød, og på den måde adskiller bogen sig fra de fleste af mine andre kogebøger. Men det afskrækker nu ikke, da vi alligevel ofte har kødløs dag, uden det er noget vi tænker videre over.

Jeg har kigget i bogen men aldrig fået lavet nogle af opskrifterne.
Men det skal der laves lidt om på, og jeg har startet med hans opskrift på Kållasagne.

Ude i haven kæmper selv grønkålen mod kulden lige nu. Den overlever men bladene er lidt slappe. Det gør dog ikke noget, når man alligevel skal dampe den.



Kållasagnen laves med en slags kålstuvning og ristede svampe i stedet for Kød og tomatsauce. 
Og den blev rigtig lækker. Jeg havde ikke alle ingredienser ved hånden, så jeg lavede en smule om undervejs (ikke meget), det håber jeg at Hugh tilgiver mig. Og så er opskriften herunder til 2 personer.

  • 200 g Grønkål og eller Palmekål, jeg brugte en blanding.
  • Ca. 250 gram svampe. Jeg brugte tørrede Karl Johan svampe, da det var de eneste svampe jeg havde. De skal bløde ud i lunken vand ca. 45 minutter før brug.
  • 3 fed hvidløg, finthakket
  • Lasagneplader, frisk er bedst, men jeg brugte tørrede, da det var det jeg havde.
  • Smør
  • 20 gram parmesan, fint revet
  • Timian
  • Olie, Salt og Peber
Fjern de grove stilke fra kålen og hak den i grove stykker. I følge opskriften skulle kålen nu i koldt vand og varmes op til kogning i 4-5 minutter. Det er mig meget imod at koge kål alt for lang tid. Så i stedet dampede jeg på følgende måde :
Put kålen i en gryde og hæld ca. 1/2 cm vand i bunden af gryden.
Bring vandet til kogepunktet, og rør rundt i kålen til den er faldet sammen, det går hurtigt. Læg låg på gryden og tage den af varmen. Lad gryden stå til du skal bruge kålen.

Svampesauce

Svampene steges i smør til væsken er ude af dem. Tilsæt herefter det finthakkede hvidløg Timian, salt og peber. Steg videre i 2-3 minutter og stil til side.

Bechamel sauce
Bechamelsaucen bliver dejlig krydret i smagen med gode smagsgivere.

3/4 liter mælk
1 løg i små tern
2 laurbærblade.
5-6 sorte peberkorn
Det hele puttes i gryde og varmes op tillige under kogepunktet. Stil gryden til side mens resten af retten forberedes.  Smagen trækker fint ud i saucen og giver en dejlig smag.
I opskriften står der også man skal bruge lidt knoldselleri, men det havde vi ikke og jeg er ikke den store fan.

  • 30 g smør
  • 30 g mel
  • 1 tsk Dijon sennep
Når du er klar til at lave Bechamelsaucen, laver du en smørbolle af mel og smør. Sigt mælken og hæld den langsom ned til melblandingen under kraftig omrøring.
Smag den til med salt, Peber og lidt Dijon sennep

Nu er alle delene til lasagnen klar, med mindre du liiige vil lave en hjemmelavet lasagneplade.

Bland kålen op med lidt under halvdelen af Bechamelsaucen.

Start Lasagnen med et lag Bechamel og herefter
Lasagneplader,
Kål,
Lasagne plader,
Svampene og lidt Bechamel,
Lasagne plader,
Bechamel.

Slut af med  parmesan på toppen, og dryp med lidt Olivenolie.

Bag lasagnen i ovnen i ca. 30 minutter, og spis den med stor nydelse.

----------------------
Fra Haven er der brugt: Grønkål, Toscansk palmekål, Laurbær, Løg, Hvidløg, Timian,

2012-10-30

Svampe: Jagt, speltotto og pastasauce

For et par uger siden holdt jeg havetræf for havelystfolket, men inden vi samledes i haven omkring det sammenbragte frokostbord, havesnakken og generel hygge efter sædvanlige rammer, havde vi denne gang udvidet konceptet med en svampejagt. Vi er så heldige at der er et par svampekyndige imellem som kunne hjælpe os med at kende forskel på spiselig og giftig, velsmagende og kedelig. Det var vores første svampetur så det var meget rart at have nogen med der kunne vejlede.

Det blev til en god portion svampe, og selvom en stor del blev kasseret af ekspertene ved gennemsyn, så fik vi alligevel et godt udbytte.


Honningsvampe
Vi fandt:
  • Honningsvampe, 300 g
  • Rørhatte, flere forskellige - 500 g.
  • Foranderlig skælhat - 150 g.
  • Stor tragthat, 100g 
  • Énkelte Blandede


Dagen efter blev Skælhat og tragthat brugt i en skøn svampecremesauce til en gang frisk pasta, herligt.
Meget nem sauce, der smager himmelsk og lidt syndigt.

Svampecremesauce
  • Svampe der er velegnet til stegning på pande (f.eks Champignon)
  • Løg, finthakket
  • Hvidløg, finthakket
  • Timian, masser af det uden grene.
  • Smør
  • Parmesan, fintrevet (en god håndfuld til 100 g svampe)
  • Piskefløde. (ca ½ dl pr. 100 g svampe)
  • Salt og peber
Steg finthakket løg og hvidløg i smør til løgene er gennemsigtige. Tilsæt grofthakkede svampe og timian og steg videre på middelvarme til svampene er faldet lidt sammen.
Tilsæt nu piskefløde og kog lidt ind, inden duu tilsætter parmesanen.
Smag til med salt og peber, Skulle saucen være blevet lidt for tyk, så juster med en smule vand.


I denne weekend vovede vi os ud på egen hånd i den lokale skov, og havde heldet med os.  Det kan være lidt svært at bestemme svampe når man er uerfaren og ude midt i en skov, hjemme ved spisebordet var det lidt nemmere i ro og mag at kigge på svampene og finde ud af hvad det var for nogen. Vi tog en del fra som vi havde taget med fordi vi var i tvivl, og tænk nu hvis de var gode. Dog kørte vi lige en tur forbi de føromtalte eksperter for at få set vores fund igennem, og de godkendte heldigvis størstedelen af vores fund.

Vi kom hjem med :
  • Champignon, 500 g
  • Foranderlig skælhat, 50 g.
  • Violet Hekseringshat ca 100 g
Champignon står i skrivende stund i køleskabet og venter på at blive brugt til en gang Boeuf Bourguignon, mens Skælhat og Violet hekseringshat er blevet brugt til en dejlig Speltotto sammen med et par store champignon for at fylde.




Speltotto med svampe.
(Endnu en opskrift uden mængdeangivelser, men det er altså ikke så vigtig, brug meget af det du bedst kan lide og mindre af det andet). Har du ikke spelt så kan byg, eller ris selvfølgelig også bruges.
  • Hel Spelt (ca 3 dl til 2 personer)
  • Violet Hekseringshat
  • Foranderlig skælhat.
  • Champignon
  • Løg
  • Hvidløg
  • Hvidvin
  • Timian
  • Olie, Smør
  • Hønsebouillon
  • Salt, Peber
Svampene hakkes groft, løg og hvidøg fint.
Rist løg, hvidløg og de groveste (mest faste) svampe i smør eller olie til løgene er gennemsigtige, tilsæt  spelt og vend rundt til alt spelt er dækket af olie/smør. Tilsæt nu de finere svampe og rør yderligere til de er faldet lidt sammen.
Hæld nu et stor glas hvidvin ved, og rør rundt til det er helt fordampet/opsuget.
Herefter tilsættes hønsebouillon i små portioner ad gangen, og hver gang skal spelten have lov til at opsuge det hele, inden der tilsættes nyt.
Fortsæt indtil spelten er færdig. Det kan være individuelt hvor kogt den skal være, jeg synes godt den må have et godt bid,
Tilsæt nu den revne parmesan og smag til med salt og peber. Speltottoen skal være cremet og lidt flydende i konsistensen, juster evt med lidt vand (eller fløde/mælk)
Der skal røres hele tiden, for at retten for den cremede konsistens den skal have. Det er noget med påvirkning af stivelsen.
Jeg sluttede af med et drys hakket bredbladet persille, det giver en god smagskontrast til 'ottoen.

Violet Hekseringshat                           Champignon        

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Løg, Hvidløg, Timian, Persille, Hønsefond (jo jo det er rigtig),

2012-07-19

Spaghetti og kødboller med krydderurte sauce

Efterhånden er min have sådan indrettet, at en rundtur med en saks i hånden kan give mange forskellige smagsindtryk, og hurrah for det.

Her til aften skulle maden være nem. En lille pakke Fars af ØkoFrilands grisebasse var taget af fryseren om morgenen, og de blev lavet til kødboller. Blot tilsat et enkelt æg, salt, peber, spidskommen og lidt chiliflager og formet til små kødboller der blev stegt på panden i en god klat smør.l


En herlig høst af masser af urter blevet kørt på foodprocessoren sammen med olivenolie salt og peber og hvidløg.
Urterne var en god blanding af Mynte, salvie, persille, rucola, Syre, oregano, Blomsterkarse og så lidt spinatbede for fyldens skyld. Hvidløget er nyøstet fra haven og har en dejlig frisk og mild smag.
Det skulle ikke være Pesto, men alligevel kunne jeg ikke lige modstå en håndfuld revet parmesan i blandingen.

Det hele blev serveret med en gang spaghetti, og det smagte herligt af sommer og sol.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Spinatbede, Persille, Ruccola, Belgisk syre, Mynte, Salvie, Oregano, Blomsterkarse,  Hvidløg
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...