2008-12-21

Julen er nær

Så nærmer julen sig, ferien er begyndt og de fleste gaver er købt.
Ja - i morgen skal vi ud og handle de sidste par gaver, sammen med alle de andre "sidsteøjebliksdesperate" julehandlende. Men det går nok, vi ved hvad vi skal have, så det kommer ikke til at tage så lang tid.
Juletræet er hentet ind og pyntet, så nu begynder stemningen så småt at indfinde sig. Ellers synes jeg nu, at jo ældre jeg bliver jo længere skal vi hen i december før jeg kommer i stemning. Vi skal holde sammen med mine forældre i år, det skal nok blive hyggeligt.

Vinter-tristheden jages på flugt af havebøger,blade, og dejlige drømme om hvad der skal laves i haven til foråret.
Jeg har bestilt et abonnement af bladet "The English Garden" og glæder mig til det første kommer - til februar !. I mellemtiden ligger jeg planer.
Jeg arbejder på en ny haveplan, som udvidelse af den oprindelige vi fik lavet af en havearkitekt. Ambitions niveauet har rykket sig en del, siden planen blev lavet, så der skal noget nyt til. Derudover er jeg ved at lave lister over alle de dejlige frø der skal købes til køkkenhaven og drivhuset.
Når det kommer til stykket, er der jo ikke så lang tid til at vintergækkerne dukker frem, og derefter lurer foråret lige om hjørnet, og så er det jo bare med at være klar.

2008-11-16

En fugl i hånden

5 minutter før vi skulle ud af døren for for at køre Henrik til lufthavnen hørte jeg et svagt bump mod en rude i tilbygningen. kiggede lidt rundt før jeg fik øje på en fugl der lå oven på vores halvtag.
For det meste er det en gråspurv eller en musvit der flyver ind i ruderne - når altså ikke det er en due. Denne gang var det dog en lidt mere udsædvanelig fugl, nemlig en flagspætte.
Den lå ude på halvtaget og så lidt omtåget ud og da vinden begyndte at vælte den lidt rundt åbnede jeg vinduet og tog den ind. Den protesterede ikke men plirrede bare lidt med øjnene. Det var ret dårlig timing, for som nævnt var vi på vej ud af døren. Heldigvis gik der ikke så lang tid før den begyndte at åbne øjnene lidt mere og herefter gik der kun et par minutter før den begyndte at stritte imod. I mellemtiden var det så begyndt at hagle og jeg syntes det var lidt brutalt bare at lukke en lettere omtåget spætte ud i det vejr, så jeg gik ud og satte den på den overdækkede terrasse. Da jeg slap den fløj den straks op og satte sig på en bjælke, og jeg skyndte mig ind for ikke at forskrække den yderligere. tilsyneladende har den fået et slag i hovedet så den er blevet lidt omtåget. Der så ikke ud til at være andet i vejen.
Da jeg kom hjem fra lufthavnen var den væk, så jeg håber den er kommet sig helt igen.

2008-11-10

Det sir blip blop

Der er sjove lyde på badeværelset og det er lidt hyggeligt !! Det er nemlig vores Bryg #11 der står og gærer.
Denne gang er det en lakrids stout. Sidste år lavede vi den som et forsøgsbryg, og den blev dømt værdig til at blive genbrygget.

2008-11-01


Malten simrer lystigt afsted, og i hele huset breder sig en duft af kogt brød. Uhmm.......






Her er der gang i den manuelle cirkulationspumpe. Vores anlæg er ikke så sofistikeret, men det virker. Det er godt at vi er 3, så vi kan skiftes til at hælde, ellers ville man nok blive lidt træt.









Der sparges - hvilket betyder at der langsomt hældes friskt varmt vand over malten fra oven, mens der stille og roligt tappes fra bunden. Herved vaskes sukkerstoffer og andre øl bestanddele med ud i den færdige urt.







Herefter skal der tilføjes humle og lakrids, og så skal der koges i 1 time. Nu er der udover duften af kogt brød, også en liflig humleduft.
Efter kogning skal øllet køles ned, og gæren skal tilsættes, og så skal der bloppes i 1-2 uger, inden det skal omstikkes og stå i endnu et par uger, hvorefter det skal flaskes - og lagre lidt mere.
Nu er der gået en uge.

2008-11-09

Æbleriet

i dag har vi "æblet" til den helt store guldmedalje, der er blevet skrællet, kogt, bagt og moset.
Resultatet er 1 stk stor Æblebradepandekage til fryseren.
8 glas æblemos med vanille i varierende størrelse (uhm smager godt på tykmælk) Et endnu ikke kendt antal glas med æblegelé (det drypper stadig)
Når nu ikke vejret er til havearbejde, så er det jo altid noget at man kan bruge tiden på at udnytte en del af have udbyttet.
Hvordan var det nu i Matador ? Var det ikke 200 kr man fik udbetalt for "værdi af egen nyttehave". Det var måske mange penge dengang - sandheden er nok, at der kan hentes en del besparelser på at dyrke egen have, specielt hvis man virkelig forstår at udnytte høsten. Jeg vil ikke sige at jeg er voldsomt dygtig på det område, men det bliver til mere og mere hvert år.
Det er pudsigt som tingene kommer igen, min forråds hylde i kælderen ligner grangiveligt noget fra min Mormors viktualierum. Vores forældre generation er i stor stil gået væk fra at hengemme udbytte, eller endsige dyrke egne grøntsager. Jeg tror det er fordi de ikke gider mere. De er børn af en anden tidsalder, deres generation har set alle hjælpemidlerne, og tilsætningsstofferne komme frem. Alt der der gjorde deres hverdag lettere - hvorfor skulle de blive ved med at gøre tingene selv ?.
Men tiderne skifter, og som så ofte før kommer der modreaktioner. Vi laver tingene selv, fordi vi kan se en værdi i det. Værdien er ikke kun af økonomisk karakter, der er en stor tilfredsstillelse at smage på noget man selv har lavet, og vide at det er meget bedre end noget man kunne have købt - og vide hvad der er i det.
Til næste år skal der gøres mere i samme stil. Der skal vælges rodfrugter til køkkenhaven, som kan gemmes i garagen, og bruges vinteren igennem. Vinter porrer, efterårs gulerødder, syltede agurker (både dem man putter i hotdogs, og så cornichoner) Tomatsauce (passata) henkogte tomater, frosne tomater, solbærsyltetøj, jordbær marmelade og meget meget mere.
Jeg glæder mig allerede.

2008-10-10

Endelig Fredag

Efter en hektisk efter arbejde eftermiddag med aflevering af forsinkede bøger på biblioteket, indkøb til weekendens gæstemiddag med hyggelige venner, hurtig (læs: panisk) oprydning i diverse bunker, hjemmelavet Pizza til aftensmad (fordi vi havde god tid, eller..... ), mere oprydning og lidt mere, sidder vi nu i lænestolen med benene oppe og leger gammel gift ægtepar med næsen i et godt glas rødvin. Notting Hill er på skærmen og den er da meeeget sød, på den der stilfærdige engelske måde.
Men her sidder jeg og glæder mig til resten af weekenden, hvor vi skal hygge med gæsterne, og når de er taget hjem igen, ser det ud til at vi kan glæde os til tørvejr, så måske kan det blive til både den føromtalte bladsparketur i skoven, og et par timer i haven. ( nu skal jeg bare lige have pusten igen)

2008-10-07

Oktober - hvor kom du fra ?

Er det nu vinter ??.
ja oven i min hjerne kan det ikke passe, for der er masser af røde æbler på træerne, tomater i alle nuancer i drivhuset, spinat i køkkenhaven - Og forøvrigt: Var det ikke sommer i går ?
Men termometret i drivhuset sagde 0 grader i morges og der var rimfrost på græsset, så noget er der vel om det. Jeg kan vel heller ikke blive ved med at ignorere det faktum, at det er Oktober og at der er efterårsfarver over det hele.
Og det er vel også godt nok - alle årstiderne har sin charme, og farverne er helt klart en af efterårets store forcer.
Vi må nok snart en tur i skoven og gå i visne blade - næst efter knase-sne, er visne blade det hyggeligste at gå og sparke til, iført dejlig varmt tøj.

2008-10-06

Æblegelé

Så har Henrik lavet årets æblegele.
De store Bramley æbler er hurtige at skære op og koge, så nu står der 8 glas i kælderen sammen med alle de henkogte tomater, syltede chilier og meget andet.

2008-10-05

Jeg har Bagt !!

Bramley æbler i haven Isoleret set er det vel ikke den store nyhed at der er bagt endnu en æblekage i denne verden... Men når nu det er mig der har bagt den, så er det noget stort. Bagning er nemlig ikke det jeg gør mest.
Men i år er Bramley æblerne blevet usædvanligt røde, og har gjort det svært at finde på gode undskyldninger for ikke at bage en æblekage.
Første kriterie for at jeg går i gang med at bage. er at det skal være nemt, ikke noget med at stikke fingrene ned i en klistret dej, og have tør dej ud over hele køkkenbordet, næeh nej nemt skal det være. Jeg fandt denne opskrift på Æblebradepandekage som så nem ud, og det var den - og den smager glimrende.

Nyt layout - igen, igen, igen .....

Jeg er også gået over til blogger.com
eller det vil sige - blogger.som har jeg brugt hele tiden, jeg har bare lavet mit eget design. Et design som jeg ikke rigtig har kunnet få på plads.
Jeg har nu valgt at følge ét af mine egne mantraer - "Keep it simple stu...." og valgt én af blogger.com standard skabeloner, istedet for at bruge en masse tid på at lave mit eget.
eller..... dvs. helt standard er den ikke - jeg har været inde og fjerne de værste "bells and vistles", så hjemmesiden er blevet lidt mere clean at se på.
Så jeg håber i kan lide det - jeg er i hvert fald tilfreds.

2008-09-27

Ølbryg #10 - Juleøl 2008

Så er bryg nr. 10 sat over til gæring.
Det foregik denne gang hos Frank og Dorte og brygget er et forsøg på at genskabe juleøllen fra sidste år, som var helt i top.
Opskriften blev fulgt til punkt og prikke bortset fra gæren, som vi ikke kunne få helt magen til, og efter fiaskoen med bryg #9 tog vi ingen chancer, så vi koncentrerede os fuldt ud om hovedbrygget.
Gæringen begyndte allerede sammen aften, så nu kan vi bare vente på resultatet. Det er faktisk lidt mere spændende end det plejer at være, fordi vi prøver at genskabe en absolut succes
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...