2009-09-07

Tomater 2009

I starten af august var jeg ret pessimistisk omkring den kommende tomathøst. Kartoffelskimmel havde angrebet tomaterne i både drivhuset, og krukkerne.
Men nu ser det meget bedre ud. Jeg klipper stadig få blade med skimmel af hver dag i drivhuset. men det er ikke noget at snakke om, faktisk bliver det mindre og mindre uge for uge.

I krukkerne er tomaterne det rene rædselskabinet at se på. En uge uden vanding, forvandlede dem til brune skygger af det der stod der da vi tog hjemmefra. En god gang vanding, pustede lidt liv tilbage i dem, men skaden var sket. De var meget modtagelige da kartoffelskimmelen kom forbi og næsten gjorde kål på de sidste blade på planterne.
Nu er der stor set ikke mere skimmel, til gengæld er der heller ikke så meget plante tilbage, og det der er, er nærmest brunt og vissent. til gengæld, så er der tomater i massevis.

Man skulle ikke tro det, men de meget skravlede planter producerer tomater i massevis. Hvis de havde været sunde havde de sikkert givet endnu mere, men jeg tager hvad der kommer. Jeg forventede egentlig ikke at få en eneste tomat fra mine krukker, men nu bugner fryserne og der er lavet 3 store glas ovntørrede tomater i olie som nu står i kælderen og venter på at sprede sommerstemning til vinter, alle er fra krukkerne.

I drivhuset er der også masser at hente. Det er mest tomater af almindelig størrelse og form, men der er også Opalka'er. Opalka tomaterne har jeg taget frø af til næste år, men ellers gemmes de i fryseren til den sidste er høstet, så skal de alle flås og i en stor gryde hvor de skal blive til tomatsauce/Passata. Men ellers er der også blevet til 11 glas henkogte tomater a’la Camilla Plum. Og der kommer flere :-)

Krukkerne:
  • Tumbler, giver uanede mængder af dejlige søde cherry tomater, som er velegnede til tørrede tomater, som hældes på glas og dækkes af oliven olie.
  • Moneymaker, Klarer sig godt men er noget kedelige i smagen.
  • Sungold, Supersøde lækre cherrytomater. Er gode til slik, men for søde til mad.
  • Il San Marzano Lungo. En sugo tomat, der ikke smager af så meget i rå tilstand. De skal prøves i en sauce.
  • Tumbling Tom Red, små planter der giver mange cherry tomater, der desværrre ikke smager af noget som helst.
  • Bloody Butcher, Tomaterne smager dejligt, men planterne har været meget afpillede hele sæsonen, har givet få tomater, men er til gengæld begyndt at komme til live igen og sætte nye tomater. Her sent på sæsonen er de de eneste af krukke planterne der har grøn nyvækst.

Drivhuset:
  • Green Zebra Medium udbytte. smager udemærket, men er nok ikke i sortimentet til næste år.
  • Espero F1 En stor flot stor rød tomat med højt udbytte. Meget almindelig i smagen,og allround anvendelse.
  • Toftegårds rosa blomme Højt udbytte af flotte rosafarvede blommetomater på 5–8 tomater-. Smager pragtfuldt.
  • Toftegårds røde miniblomme F1 Store mængder af små dejlige søde tomater
  • Big Zebra Gav 3 tomater – meget store, og det var så det… smagen er udemærket. men den vil jeg ikke bnruge plads på til næste år.
  • Brandywine Tror det er en Pink Brandywine. Fik planten af min søster. satte 3 frugter og gik så i stå i lange tid. Nu hænger der mange store tunge frugter og modner lidt efter lidt. Smagsmæssigt den bedste Bøftomat jeg har smagt.
  • Favorita F1 Dejlig dejlig Cherrytomat. god til slik og til mad. Stort udbytte.
  • Green Sausage Sjove aflange grønne tomater. Godt udbytte.
  • Opalka Favoritten i år. smagte den sidste år på Toftegård, og måtte bare have dem. Afsøgte hele internettet for frø og fandt dem til sidst hos dianeseeds.com. Det er en meget stor Aflang heirloom tomat, som smager rigtig godt, også i rå tilstand. Giver ikke så stort et udbytte som jeg havde håbet, men har hørt fra andre som har fået frø og planter af mig, at de kan give et højt udbytte, så vi prøver igen til næste år.
Friland / Selvsåede
  • Wild Goldy dukkede op mellem hokaidoerne og fik lov til at stå. Nu vælter de ud over det hele sammen med græskarrankerne og tomaterne er ved at modne. Det har været lidt spændende at følge de jeg ikke vidste hvad det var for nogen. Nu hvor de er modne, genkender jeg dem som en Ribs tomat som vi havde sidste år fra Toftegård. De smager dejligt sødt. Det mest interessante ved dem er vel egentlig, at selv gennem den værste tørkeperiode har de fået lov til at passe sig selv, jeg har ikke vandet dem én eneste gang. De har ikke fået skimmel so krukketomaterne, og planterne ser supersunde ud. Jeg vil tage frø, og så skal jeg se om det kan lykkedes igen til næste år.
Man kan læse meget mere om tomater, både mine og mange andres på havelyst.dk Der er 2 åbne haver som alle kan se med i, men vil man se alle de andre 140 haver, skal man være medlem af Landsforeningen praktisk økologi som driver havelyst.dk samt hjemmesiden havenyt.dk

Her er en lille samling billeder af mine tomater i 2009

Get the flash player here: http://www.adobe.com/flashplayer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...