2010-12-31

Nytårsmenuen - Lidt anderledes end andre år.

Her i huset har vi i år valgt at gå en lidt anden vej med nytårsmenuen.
Hvor det plejer at være det røde kød og den lidt finere madlavning der står på menuen, har vi i år valgt en mere rustik tilgang. Har man læst bloggen i år så kan det ikke overraske at det er det italienske Land køkken der endnu en gang vinder frem her i køkkenet.
Jeg vil ikke røbe for meget, for gæsterne er ikke kommet endnu, og man ved jo ikke hvem der læser med.
Men jeg kan sige så meget at menuen indeholder:  Godt hjemmebagt brød, Tørret skinke, Rosmarin, God kylling fra Hopballe mølle, Ansjoser, oliven, Tomater og hvidløg og ikke mindst rødvin i rigelige mængder, både i maden og glasset. Desserten har vi uddelegeret til en yderst kvalificeret kvinde som heldigvis også skal være med til at spise den.
Jeg vender tilbage i det nye år med en beskrivelse af menuen.

Må i alle få et godt og lykkebringende nytår, med masser af godt havevejr og lækker mad på bordet.

2010-12-21

2010 - En slags status og glædelig jul

Men først skal vi have overstået december, julen og nytåret.
Ja ikke sådan at forstå at det bare skal overstå i en fart, for uden julen og nytår,
  • ville vi så ikke bare glide fra det ene år til den næste uden at opdage det ?
  • ville vi tænke over de ting der var sket i løbet af året hvis ikke det var for nytåret.
  • ville vi opdage at tiden var fløjet, hvis ikke det pludselig var December og snart jul.
Her hos Grøntsagspigen er der sket ting og sager. Bloggen vågnede fra de døde i løbet af 2009, men først her i sidste del af 2010 er jeg rigtig begyndt at skrive indlæg. Jeg har ledt efter et fokusområde for bloggen, og er endelig nået frem til at det overordnede tema er det der binder haven og køkkenet sammen. Fra haven til maven er der en børnebog der hedder, men det er også en betegnelse der passer på det jeg vil med min blog.Nu får vi se hvor jeg bevæger mig hen i løbet af 2011, jeg har planer om at sætte fokus på enkelte grøntsager, og både skrive noget om dyrkningen af dem, og hvordan jeg bruger dem i køkkenet. Måske bliver det sæson aktuelle grøntsager, og måske bliver det bare det jeg lige har lyst til at skrive om. Vi får se, nu skal man jo ikke love for meget :-)

I efteråret 2010 er der kommet liv i haven. Helt bogstaveligt i form af 4 høns der har fået bolig lige midt på græsplænen, ærespladsen om man så må sige. Hønsene skal berige haven på flere områder, og med deres hyggelige klukken og pludren og mildest talt fjollede opførsel så opfylder de allerede ét af ønskerne ved anskaffelsen, nemlig liv i haven. De er utroligt underholdende.
Men de skal jo også bidrage på det produktive plan.
Nu er de endnu ikke ret gamle, men vi havde håbet at få lidt æg inden det blev vinter, med det må vi tilsyneladende vente lidt med. vi krydser fingre for at de rigtig kommer igang når foråret melder sig.
Når hønsene er ca. 2 år gamle er det planen at de skal udskiftes med nogle yngre høns, så vi kan holde ægproduktionen oppe. Som 2 årige vil de også være perfekte til suppegryden, på den måde går de ikke til spilde som gamle udtjente høns.
Til forår vil der flytte kyllinger ind i hønsegården, de skal opfedes og slagtes, så der også kan komme lidt "hjemmelavet" kyllingesteg på bordet. Det glæder vi os meget til.
Som økologisk havedyrker i et villakvarter, har man mildest talt problemer med at skaffe sig økologisk gødning, og her kommer hønsene igen ind i billedet, idet de kan omsætte vores madrester og ukrudt fra haven til noget af det kraftigste gødning man kan få, nemlig hønsemøg. Det vil give et godt tilskud i komposten, og forhåbentlig en endnu mere frodig køkkenhave, uden vi skal bruge mange penge på økologisk tørret hønsemøg.
Køkkenhaven er vokset, så den nu indeholder 12 højbede (tidligere 6) Det har vi virkelig kunnet mærket i køkkenet hvor vi til tider har haft svært ved at følge med og få det hele spist. Det har givet anledning til at gemme diverse ting i frossen, syltet eller henkogt tilstand (Se: Opgørelse af vinterlager) og det nyder vi godt af her til vinter hvor vi kan hente det frem fra fryseren og kælderen.
Derude, i køkkenhaven, er der også stadig masser af mad at hente. (Se: Vinter grønt i haven) så alt i alt har haven i år bidraget rigtig meget til kosten i den lille hjem.
Har man fulgt min blog her i efteråret, vil man have bemærket at der er blevet lavet en del suppe af havens grøntsager. Det er en meget nem, utrolig alsidig og lækker måde at bruge grøntsager der måske har overstået deres allersprødeste friskhed, men som ikke fejler noget som helst.

Jeg kan ikke skrive om haven uden at nævne tomaterne ! Tomater er min absolutte favorit grøntsag, både at spise og at dyrke. 2010 har ikke været det bedste tomat år. Vinteren var lang og foråret var koldt, så planterne fik ikke den optimale start. Det kan nu ses i kælderen hvor lageret af henkogte tomater ikke er så stort som sidste år, men vi klarer os nu nok alligevel :-) Siden vi fik drivhus, har jeg ikke købt en frisk tomat. Uanset hvor lækre og modne de ser ud, så er smagen en skuffelse i forhold til de hjemmedyrkede. Sådan bliver man lidt forkælet/forvænt når man selv dyrker og udvælger de sorter man bedst kan lide.

Jeg håber 2010 har været et godt år for jer derude i blogland, og at alle når hjem til jul trods sne og is.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...