Sorterne :
De søde (Peber) | De milde |
Feher Ozon - Sød Paprika | Aji dulce |
Keystone - Rød Kæmpepeber | Habanero Dulce |
Snackpeber, Long Red Marconi | |
De mellem stærke | De stærke |
Czechoslovakian black | Chocolate scotch bonnet |
Piment d'espelette Øko | Cayenne |
Ungarsk Lang | Fatali |
Fresno | Habanero, rød |
Pinocchios Nose | |
Sibirisk rød huspeber | |
Royal Black |
Det er ikke dem alle der har givet lige godt, men alligevel har vist Chili nok til det kan dampe ud af begge ører hele vinteren. Nu skal jeg i gang med Nedfrysning, Chilisauce og andre gode ting, så vi kan få rigtig meget ud af høsten her til vinter.
Det er de søde der skuffer i udbytte, kun Feher Ozon gør det rigtig godt, og den kommer afgjort på listen til næste år igen (hvis altså den smager godt, der er ikke nogen modne endnu) Er der nogen der kan anbefale mig en god SnackPeber der giver et godt udbytte, for dem har jeg aldrig haft held til at få noget ordentlig udbytte af.
De 2 Milde (Dulce), har jeg ikke prøvet før, der er ikke ret mange frugter på nogen af dem, men de er også forvist til nogle mindre potter, så det kan være forklaringen. Måske vil jeg forsøge mig med en overvintring, og se om jeg kan få noget ud af dem til næste år.
Af de mellemstærke, er det Espelette der imponerer med udbyttet - og den står endda på terassen. Da den ovenikøbet smager godt, så er den også en genganger til næste år. Men Ungarsk Lang og Czechoslovakian black er godt med, og er da også gengangere fra sidste år. Fresno, som jeg fik af Maria til havetræf i April giver også ganske pænt, og kan også havne på listen til 2011
Blandt de stærke er der 2 overvintrede planter fra 2009, nemlig Habanero, og Chocloate Schotch Bonnet. De har begge været meget tidlige med modne frugter, men da jeg nok ikke har været hurtig nok til at få dem givet noget nyt jord i foråret, så er de ikke blevet ret store. Udbyttet er dog en del større end på de 2 nysåede af samme sort (Jeg såede dem i tilfælde af at de gamle ikke blev til noget, og kunne ikke nænne at kassere dem ...) Royal Black er ny på min liste og er en plante jeg lod mig friste af da jeg var på Toftegård for at hente krydderurter i foråret. Den står på terassen og er en utrolig smuk busket plante med mørke blade og sortlilla frugter som bliver røde når de er modne (glæder jeg mig til at se ...) den skulle være velegnet til overvintring i vindueskarmen, så det skal da prøves.
Fatali er også ny for mig, og også en plante fra Toftegård. Jeg såede selv, men ikke en eneste plante dukkede op, selvom jeg endte med at så hele posen :-( Der er ikke mange frugter på, og de er stadig grønne, men den er også forvist til en lille potte i år, så den er tilgivet. En anden ny er Pinocchios Nose, som Anja gav mig frø af, det er nogle imponerende lange frugter, som jeg er meget spændt på at smage.
Sibirisk Huspeber er en genganger fra sidste år, den står i vindueskarmen som den plejer, og giver utroligt mange små frugter, med en god anvendelig styrke der kan bruges i mange sammenhænge. Og så er der Cayenne, som i år ikke giver så mange frugter, men nok til at forsyne os med cayenne pulver indtil næste år.
Og nu er jeg allerede godt igang med at lave listen til næste år, så må vi jo se hvordan det går med begrænsningens kunst til den tid ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar