2011-07-03

Risotto med valske bønner og ærter

I går blev aftensmaden noget amputeret, fordi vandet begyndte at strømme ind i kælderen, ca 5 minutter før vi skulle spise. Så i stedet for at gå til bords, gik vi i kælderen og begyndte at flytte ting, da vandet stod højest, var der ca 40 cm. Føj for en omgang.  Heldigvis (hmm...) havde vi prøvet det før, så alle de vigtigste ting, og det der ikke kunne tåle vand, stod på de øverste hylder. Det vil sige at det var målet, men på mystisk vis havde en del effekter sneget sig ned på kældergulvet igen, så vi fik travlt med at flytte ting op i højden.
 Et par timer senere da vandet havde trukket sig igen, og vi havde fået skovlet det ud der ikke løb selv, skulle aftensmaden så spises. Jeg var overbevist om, at svinemørbraden ville være vildt tør og nærmest uspiselig. Heldigvis var den blevet reddet af, at jeg nærmest havde pakket den ind i løgbåde, og at jeg havde skruet ned på 1 og lagt låget på. Så den var stadig dejlig og meget spiselig.

Efter gårsdagens strabadser var jeg en kende træt i dag, og gad ikke det store mad cirkus. Jeg valgte at lave Risotto. Ærter og valske bønner er der masser af i haven lige nu, så det var en oplagt kombination.

Det hele blev lavet lidt på slump, så der er ikke mål på opskriften idag.
Inspirationen kommer herfra.  BBC Good Food

Løg, grofthakket.
Hvidløg, hakket
Bacon i små tern
Ris
Smør
Hvidvin
Grøntsags bouillon
Valske Bønner
Ærter
Parmesan
Salt og Peber

Valske bønner og ærter gives et kort opkog i grøntsagsbouillonen

Bacon og løg steges i smør til løgene er bløde, tilsæt hvidløg og steg yderligere et par minutter.
Tilsæt Risotto Ris og steg under omrøring, til alle risene er dækkede af smør, og der kun er en lille hvid kerne tilbage i de enkelte riskorn.
Tilsæt et glas hvidvin og kog på middelvarme og under omrøring til hvidvinen er dampet ind.
Tilsæt nu grøntsagsbuillon, en stor skefuld ad gangen, og lade risene opsuge inden der tilsættes mere.
Når konsistensen er som en lind grød, tilsættes en klat smør, valske bønner og ærter. Når bønner og ærter er varme er maden klar.

Så er der serveret, og det smagte af sommer og sol, hvilket var dejligt oven på al den vand.


Fra Haven er der brugt : Ærter, Valske Bønner, Løg, Hvidløg

1 kommentar:

  1. ok - det må være det jeg laver i aften, lavede nemlig kylling igår og kogte fond efterfølgende- jeg har jo ikke noget vand i kælderen. Og her du en fin opskrift uden ost - skønt. Tak for det Randi.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...