2012-06-28

Hurtig mad på den langsomme måde.

Pølser og kartoffelsalat er normalt hvad jeg vil kategorisere som nem og hurtig mad.
Et par pølser på panden. Kartoflerne koges, afkøles og favorit dressingen hældes over
Nemt !

Og det var da også nemt her til aften. Det tog faktisk ikke særlig lang tid at lave måltidet, men jeg kom til at kigge på tallerkenen og tænke lidt over det arbejde der reelt lå bag, og så var det egentlig ikke så hurtigt.

Kartofler : Hjemmedyrkede, har været i jorden siden 18. marts.
Dressing : Her startede jeg med at røre en mayonaise, af egne æg.
Agurk : Dyrket i eget drivhus.
Pølser : Dem lavede vi selv, sidste år i september af fars fra en dejlig økologisk frilandsgris
Ketchup : Hjemmelavet af tomater fra sidste års høst i drivhuset.

2012-06-19

Jordbær og Honning

Det er ikke for meget sagt at vi svælger i Nyslynget Honning. Vi spiser det på græsk youghurt, og ikke mindst på friskhøstede Jordbær, som jeg skulle hilse og sige er en himmelsk kombination.

Men det er også en udfordring, pludselig at stå med så meget skøn honning mellem fingrene, når nu man ikke gør ret meget i det søde køkken.  Vi spiser ikke ret meget kage, og jeg er ikke den store bager. Is skal jeg dog prøve at lave, og så skal der bruges Honning i årets syltetøj.

Jeg modtager gerne forslag til hvad den gode Honning kan bruges til, og det behøver ikke includere bagning :-)



-----------------------
Fra Haven er der brugt:  Jordbær, Honning

2012-06-10

Nyslynget Honning på Nybagte Boller

Så bliver det ikke bedre.

Nyslynget Honning, og Friskbagte boller helt enkelt og helt fantastisk.
Og det er den allerførste honning fra vores stade - hvilket jo ikke gør det mindre fabelagtigt.

Hold øje med "Bier i Baghaven" manden kommer nok snart med et lille indlæg

-----------------------
Fra Haven er der brugt:  Nektar, Pollen

2012-06-09

Åben have Søndag den 17 kl 13.

Jeg vil bare minde om, at der i næste weekend er åben have her hos mig. 

Klik her for at se detaljer



Lige nu futter den her flok rundt i hønsegården og giver liv og glade dage. Næste uge er de nok vokset lidt, men er stadig sjove.


-----------------------
Fra Haven er der brugt:

2012-06-06

Salat med K(ød) på

Et lille let aftenmåltid med substans og udnyttelse af årstidens grønt, og gårsdagens rester.

Man tager 
En rest mørt rødt kød og skærer det i tynde skiver.
En gang blandet salat vendt med olivenolie og eddike + salt og peber.

Salaten anrettes (ligges) på en tallerken, og skiverne af kød anrettes ovenpå.
Slut af med Olivenolie, groft revet parmesan, salt og peber.

Velbekomme..


-----------------------
Fra Haven er der brugt: Masser af salat.

2012-06-05

Nem Curry med Kikærter og spinat Vegetarisk eller med kylling

En herlig tid på året, hvor der er rigeligt at lave i haven med udplantning, hvis man er sådan en der forspirer, men samtidig er det nu haven begynder at give igen, med de første løg fra efterårssætningen, Frisk spinat og salat og hvis man kan nænne det, kan man nu høste dejlige friske hvidløg.

Selvom haven endnu ikke leverer hele måltider, så inspirerer den alligevel til at lave dejlige vegetar retter, og supplere med hvad skuffer gemmer på.

Vegetarisk Curry med Kikærter, Spinat og Perlerug.



2 Løg, hakket groft
4 fed hvidløg, finthakket

2 spsk Currys paste
1 tsk Spidskommenfrø
1 tsk Korianderfrø
1 tsk tørret chili (ikke alt for stærk)

3 tomater, groft hakkede.
2 dl Perlerug
400 g Kikærter. (udblødte og kogte)
2 store håndfulde frisk spinat (eller en stor skål)

Perlerugen koges mør i vand.
Alle krydderier brændes af på en varm pande. Tilsæt lidt olie og eller smør, og steg løgene med til de er bløde. Tilsæt tomater,  kikærter og perlerug incl  ca. 1 dl af kogevandet og varm igennem.
Tilsæt den finthakkede spinat og rør i retten til spinaten er faldet sammen.
Server som den er, evt med fladbrød.

Curry med Kylling, Kikærter og spinat.

Retten ovenfor smagte dejligt, og da jeg et par dage efter skulle finde på noget i en fart, blev det med inspiration fra samme ret.
Der endte med at være for lidt spinat i første udgave, så jeg opjusterende mængden ret meget i denne omgang, jeg har ikke lige noget vægtmål, så det må blive lidt på slump, men det er heller ikke vigtigt, der skal bare være nok. jeg er forøvrigt sikker på at frossen spinat også vil virke, og så skal man nok bruge ca. 4 kugler helbladet frossen spinat.
Og så er denne udgave ikke vegetarisk, ej heller er den på billede, den lille sag glemte jeg lige.


2 Løg, hakket groft

4 fed hvidløg, finthakket
2 spsk Currys paste
1 tsk Spidskommenfrø
1 tsk Korianderfrø
1 tsk tørret chili (ikke alt for stærk)

1 stort Kyllingebryst, skåret i tern på ca. 2x2 cm.
1 Dåse flåede tomater - eller et glas henkogte, som jeg brugte. Tomaterne hakkes fint, eller passeres gennem en sigte.

400 g Kikærter. (udblødte og kogte)
2 store skåle frisk spinat, eller bare hvad du kan have i favnen på vej ind fra haven. (evt frossen spinat.)

Alle krydderier brændes af på en varm pande. Tilsæt lidt olie og eller smør, og steg løgene med til de er bløde. Tilsæt herefter kylling, og steg 5-10 min. Tilsæt tomater og kikærter og varm igennem.
Tilsæt den finthakkede spinat og rør i retten til spinaten er faldet sammen.
Retten behøver ikke noget tilbehør, men kan evt serveres med fladbrød, eller i et Pitabrød

Versionen med kød er mere fyldig i smagen end den vegetariske, men det skyldes lige så meget at der var mere spinat i retten.

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Spinat, Hvidløg, Løg, Tomat,
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...