2012-09-30

Pizza med hvidløgssauce

Da jeg har ret mange hvidløg fra haven i år, gik jeg en tur på nettet for at finde opskrifter hvor hvidløg var hovedingrediensen.  Først og fremmest søgte jeg efter en god opskrift på en hvidløgscreme, der ikke bare gik ud på at rive noget hvidløg ned i en cremefraiche.
Cremen skulle bruges til Tapas og til at spise på godt brød, og så måtte det godt være en der kunne gemmes på glas. Jeg fandt ikke én - så hvis nogen har en god opskrift, eller et bud på hvordan man laver sådan en, så vil jeg blive glad for en kommentar.

Men i jagten på hvidløgscreme kom jeg forbi denne opskrift : Pizza: Garlic Creme Sauce
Den måtte straks prøves af, så manden blev sat til at lave pizzadej.


Som topping brugte jeg en rest flanksteak skåret i smalle strimler, og lidt frisk løg.
Og jeg skal lige love for at den smagte godt.

Denne portion sauce er nok til 2 små pizzaer
  • 1-2 spsk smør
  • Lidt olivenolie
  • 3 fed hvidløg, revet fint eller knus i morter.
  • 125 ml piskefløde
  • 75 ml mælk
  • 1 lille dl revet parmesan
  • Salt & Friskkværnet peber.
  • 1 lille smule tørret chili
Smør smeltes sammen med olivenolien ved lav varme, tilsæt hvidløg, rør rundt og hæv varmen.  Tilsæt fløde og mælk og rør til det koger. tilsæt salt, peber og chili sammen med parmesanen og fortsæt med at røre til saucen bliver tyk hvilket sker ret hurtigt. Fjerne gryden fra varmen. Og så er den klar til din favorit pizzabund

Min pizzabund må gerne være sådan en der hæver op i "bobler" selvom den på billedet var lige lovlig vild :-)

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Hvidløg, Løg, chili

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...