2011-08-27

MAD Foodcamp, festivalen der ikke ville drukne

 Planen var lagt i sidste øjeblik, turen skulle gå til MAD Foodcamp, som foregår udenfor på Refshaleøen i København. Vejrudsigten så fin ud og jeg glædede mig til at komme afsted.
Klokken 6 i morges blev jeg vækket af et gevaldig omgang lyn og tordenvejr, der var næsten dagslys derude og hønsene var stået op. Jeg stod op og tjekkede vejrudsigten som helt havde skiftet karakter, og den stod nu på regn hele dagen, hmmm - nå godt jeg havde bestemt mig, for ellers var det vist blevet ved tanken.
Men jeg lagde mig nu til at sove igen, da jeg ikke skulle være derude før 11-12 tiden

Manden forbarmede sig over mig og kørte mig hele vejen til Refshaleøen. DSB havde nemlig bestemt sig til at aflyse de fleste S-Tog ind mod byen, og sammen med regnvejret var turen med det offentlige mildest talt ikke tiltalende. Derude skulle jeg mødes med Karin og Torben, et par dejlige havevenner som jeg tog turen rundt på festivalen sammen med, det er nu en gang hyggeligst med godt selskab.
Billeder blev det ikke til, for det var lidt for risikabelt at tage kameraet frem i det vejr.


Billede fra MAD Foodcamp.dk

Festivalen er lagt på en græsmark på Refshale øen, hvor der var ryddet cirkler forbundet af stier. Cirklerne var indkranset af vægge bygget op af halmballer hvilket gav en meget god tråd til grøntsagernes oprindelse, og en god afskærmning for verden udenfor og vejret. Venlige mennesker fornyede en gang i mellem et dække af halm på stierne som dæmmede op for det værste mudder.  Inde i cirklerne var der forskellige temaer såsom Urtehaven med mange højbede med fristende kål og andre flotte grøntsager.
Gadekøkkenet med madteltet. Markedspladsen midt i det hele med masser af boder med smagsprøver, salg, madlavning og samtaler om mad. På Gården, med levende køer, det danske landkøkken og grøntsager.  Det vilde landskab hvor man blandt andet kan smage på tang. Smagen af korn med fantastisk brød, lækre kanelsnurrer og hindbærsnitter, øl fra Herslev og mel fra skærtoft.

Der er flere, og jeg kan kun sige at hvis ikke du ved hvad du skal lave søndag denne weekend, så er her et rigtigt godt bud.
Jeg får faktisk lyst til at tage derud igen i morgen for der er også mange spændende aktiviteter, nu får vi se

Highlight fra dagen.
  • En snak med en økologisk kåldyrker, om sommerfuglelarver og andre skadedyr, samt forbrugerne krav om pletfri mad, der fører til meget spild allerede hos producenten.
  • Debat om Honning med tilsat frugtsukker for at holde den flydende konsistens - kan det stadig kaldes Honning (Sælges som SweetHoney)
  • Brød fra Röstånga Mölla - Brød med saft og kraft, ærgerligt at man skal til Sverige for at købe det. Det der rugbrød med soltørrede tomater mmm, skønt.
  • En lækker Honningis fra Skarø
  • Og så fik jeg også smagt den næsten sagnomspune flæskestegs sandwich fra Meyer. Og ja den er god.
  • Et utal af smagsprøver på alt fra det mest fantastisk brød, over salt til gulerødder i mange varianter og tang (som faktisk smager lidt af fisk, eller er det omvendt ...)
  • Mange mad interesserede mennesker der trodsede regnen og dukkede op i gummistøvler og regnfrakke for at smage sig gennem festivalen.
  • Bønner fra Svanholm. En bønne er ikke blot en bønne. Og så en fantastisk gammel håndsvingsbønnesnitter fra Holland. (Sådan én må jeg ha. Men hvor mon man finder den..)
Men det vigtigste indtryk af alle var helheden. Antallet af deltagende dyrkere, madører og andre udstillere og formidlere. Hvor var det bekræftigende at se det kæmpe udvalg af friske økologiske kvalitets varer i alle afskygninger, og med mange individuelle vinkler. Jeg håber for dem, at vejret bliver bedre i morgen, for selvom det var et imponerende antal mennesker der trodsede vejret, så kunne der have været mange flere. Og det enorme arbejde der har ligget i forberedelserne, fortjener at det bliver en kæmpe succes, hvilket det allerede er.

Så har du ingen planer søndag, og er du i nærheden af københavn, så kan et besøg på Refshaleøen anbefales.
Husk praktisk fodtøj :-)

Hindbær lækkerier ice edition

Der er meget lille forskel på mit sidste indlæg og det her, altså bortset fra at det her indlæg handler om det sidste indlæg, og så lidt til. (eller noget..... )

Hindbær lækkerierne er blevet udviklet lidt,

Jeg lavede dem med 1.5 liter hindbær og tilsatte 4 piskede æggehvider og en tur i ismaskinen.




Min ismaskine er ikke den mest effektive der findes det er sådan en her fra Philips. Men den virker bedre end at putte ismassen i fryseren og røre en gang i mellem.
Den kan ikke fryse det helt, så isen skal lige en tur i fryseren til dagen efter, og så er den klar.


Det her er simpelthen den bedste is jeg har smagt meget længe.
Konsistensen er lidt mellem flødeis og Sorbet, og jeg ved ikke rigtig om det egentlig falder ind under kategorien 'Sherbert' Men den definition har jeg fundet i 7 forskellige versioner, så det tør jeg ikke udtale mig om :-)

Ovenpå en lørdag aften på sofaen med hovedpine, mens jeg skulle have været på en rigtig hygge tur på Restaurant med en dejlig veninde, så var sådan en gang is et lille plaster på såret.

I dag går turen til MAD Foodcamp på refshaleøen, er spændt på hvad de har at byde på.

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Hindbær

2011-08-23

Hindbær lækkerier på 5 minutter

I haven har vi 2 forskellige slags hindbær. Begge slags er efterårshindbær og begge slags er en for os ukendt sort. Normalt kan jeg godt lide at kende sortsnavnene på det jeg har i haven, men da det her er aflæggere fra haver hvor jeg har fået lov til at smage på dem først, så er det ok.

Jeg har valgt at vi kun skal have efterårshindbær, da de dels ikke får orm, og dels giver bær på et tidspunkt hvor der ikke er meget andet at hente i bærhaven, det skulle da lige være Brombær, men dem har vi ikke, endnu - Jeg har lige fået et par planter og glæder mig til første høst næste år.

Hindbærrene giver rigtig godt lige nu, og når man lige er kommet ind fra haven med friskplukkede hindbær, så er det på sin plads med en lille hurtig belønning.



ca. mål:
250 ml Hindbær
1½ dl Creme Fraiche 9% Økologisk fra Thise
½ stand vanille (korn)
½ - 1 dl sukker, start med lidt, og smag til

Det hele puttes i blender, og køres til det er en jævn masse.
Nydes med ske, og det er tilladt at slikke sig om munden
Velbekomme.

-----------------------
Fra haven er der brugt : Hindbær

2011-08-21

Tærter og Timbale (Squash overskud)

Her på matriklen er det højsæson for grøntsagstærter. Vi spiser dem naturligvis friskbagte, men der ryger også en del i fryseren som vi kan tage af i løbet af vinteren.
Specielt overskuddet af Squash bruges til tærter - og her kommet et godt tip til at få brugt de der lidt for store squash som der altid vil være nogen af.

Jeg arbejder med 3 størrelses kategorier :
1. De små dejlige friske faste squash som er super delicate og som vi selv spiser så frisk som muligt.
2. Den der mellemstørrelse, som ikke er helt fortabt, men er lidt kedelig.
3. De store som ryger direkte ind til hønsene, som bliver ret fornøjede.

Mellemkategorien er dem der blandt andet ryger i tærterne, og her kommer så tricket til at få halvkedelige squash omdannet til en velsmagende ingrediens i grøntsagstærter.


Tærtefyld :
Der er ikke mål på, for det kommer lidt an på hvor mange squash man har, og så er det ikke nødvendigt at være så præcis. Brug også andre slags grøntsager der kan koges ud, f.eks tomater og græskar.

Squash skåret i tern.
Løg - ca. 2/3 mængde i forhold til squash. - grofthakket.
Hvidløg, efter smag - Hakket
Chili, efter smag - Hakket
Krydderurter, feks Oregano og persille.

Løg, hvidløg og chili steges i en stor gryde til løgene er gennemsigtige.
Tilsæt squash og rør godt rundt. Efter ca. 5 minutter sænkes temperaturen og så skal det simre uden låg indtil konsistensen er som lidt tyk grød.
Smag til med salt og peber.

Squash og løg indeholder en del vand, så være forberedt på at det kan tage nogle timer, hvis du laver en stor portion.

Man står nu med en slags grøntsagsgrød, der har en intens smag af løg og squash, det er meget lækkert.
Skal man ikke bruge det hele med det samme, kan det fryses ned i passende portioner.

Grøntsagstærte :
Jeg har 2 bunde som jeg skifter i mellem.

Bund 1 :
300 g mel (jeg blander groft mel og hvedemel)
30 g smør
lidt salt
Vand.
Mel, salt og smør røres sammen på røremaskine. Når smørret er helt smuldret, tilsættes vand lidt ad gangen til konsistensen er passende til udrulning med kagerulle.
Rul den ud og beklæd formene med den. Bag 10min  ved 220 grader, inden fyldet hældes i.

Bund 2:
100 g hvedemel
200 g groft mel – (fuldkorns hvede, spelt, el. lign.
3 æg
1 lille klat smør
mælk
lidt salt
Bland mel, smør, salt og æg godt.
tilsæt mælk til dejen har en passende konsistens.
Rul den ud og beklæd formene med den. Bag 10min  ved 220 grader, inden fyldet hældes i.


Fyld : 
Grøntsagsfyldet i tærterne, kan varieres alt efter hvad man har af grøntsager.
Broccoli er en klassiker, og er rigtig god til tærter, Porrer og grønne bønner er også gode.
Kombinationer af forskellige slags grøntsager er også et hit, så det er faktisk kun fantasien der sætter grænser.
Har man nogle rester af stegt eller kogt kød, kan de sagtens kommes med i tærten.
Grøntsager der kræver lang tilberedning for at blive møre, forkoges eller steges inden de puttes i tærten.

Læg de valgte grøntsager i bunden, så de stort set fylder tærten ud, pak dem ikke for tæt.

Fyld :
1 god stor suppeske af tærtefyldet fra før.
2 spsk Creme Fraiche og
2 æg.
Smag til med salt og Peber og tilsæt evt friske krydderurter eller andre smagsgivere.

Hæld fyldet over grøntsagerne.
Drys tærten med Rasp og evt. parmesan. og dryp med lidt olivenolie.
En variation som er rigtig god, specielt hvis man har kylling i tærten, er at blande raspen op med finthakket mandel, det giver en dejlig smag.

Bages ved 200 grader til midten af tærten føles fast, det tager ca 30 minutter.

Man kan selvfølgelig også lave tærten uden squash fyldet, så skal man bare bruge lidt mere creme fraiche og måske et æg ekstra. Men Det giver en helt anden dybde i smagen når der er sådan en gang indkogt løg og squash med i tærten.

Her er en grøntsagstærte med grønne bønner. (De grønne bønner er forkogte)

Grøntsagstærte

Timbale
Sidst jeg lavede en stor portion tærtefyld, var det meningen at vi skulle have en dejlig frisk tærte til aftensmad, men det tog lagt tid for fyldet at koge ind, og så blev det for sent at lave tærter.

Jeg kom derfor på noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før

400 gram grønne bønner, koges til de er næsten færdige.
2 suppeskeer tærtefyld,
4 Æg
2 spsk Creme Fraiche

Æg og creme fraiche piskes sammen , og tærtefyldet blandes i.
En Ovnfast form smøres godt.
Hæld et lille lag (1 cm) af tærtefyldet i formen
Lige nu et lag grønne bønner i formen og fyld lidt mere af tærtefyldet på.
Fortsæt sådan til der ikke er flere bønner, og hæld så resten af fyldet i formen.

Bages i ovnen ved 200 grader til den føles fast.
Den vil hæve op og blive fint lysebrun på toppen.

Når den kommer ud af ovnen, vendes den ud på en tallerken.
Læg en anden tallerken over den og vend en gang til. - Tada, en fin Timbale.


Uhh hvor den smagte godt, og den var perfekt tilbehør til en dejlig Kotelet, som jeg ikke lige fik et billede af.

----------
Fra haven er der brugt : Squash, Løg, Hvidløg, Grønne bønner, Oregano, Chili, Persille, Æg,

2011-08-14

Et rigtigt griseri

I går var vi på landet.
Et stort ønske er at kunne opfede vores egne grise, men i en villahave i forstæderne, er det ikke det der står øverst på ønskelisten, hverken hos kommunen, naboerne, grisene eller os selv for den sags skyld.

For længe siden er vi holdt op med at købe konventionel svinekød. De forhold de bliver budt vil vi simpelthen ikke være med til at støtte som forbrugere. Vores indtag af svinekød har derfor begrænset sig til det vi har kunnet finde som økologisk eller Friland, og det har betydet at vi en gang i mellem har savnet en kotelet eller en ribbenssteg. For nyligt har vi så taget os sammen til at starte jagten på halve økologiske grise.

Jagten er startet på nettet, og søger man på økologisk svinekød, dukker der flere mulige emner op. Det skulle dog hurtigt vise sig at vores forestilling om grises velfærd og dermed behov for plads til at røre sig på langt oversteg de regler der er for økologiske svinebesætninger.
Det overraskede os at finde ud af, at reglerne tillader at grise i 7 ugers alderen lukkes inde i stalde, med kun minimal adgang til udendøresarealer der oveni købet i mange tilfælde er beton belagt.

Økologi er for mig en mærkesag, intet er mig mere naturligt, end at undlade at sprede, og spise gift, og at dyrke og opdrætte på den mest forsvarlige bæredygtige måde, så vi sikrere at der er sund jord i mange generationer fremover. Dog må jeg indrømme, at når det gælder kød, så kigger jeg mere på dyrenes velfærd, end på økologien.
Reglerne for økologisk dyrehold er et stort skridt i den rigtige retning, og vi har set at de dyr der lever under de forhold, har det ganske fint, ser glade ud og har krølle på halen.
Måske er jeg lidt sentimental eller er min ide om hvordan dyrene skal have det under opvæksten utopisk ??
Måske, men i hvert fald fortsatte vi jagten for at finde slagtegrise med jord under klovene og mulighed for at, ja altså være en rigtig gris

Jagten er foreløbig endt, ikke langt fra København, hvor vi stødte på et rigtig Griseri.
67 grise var der, og de havde (som ejeren udtrykte det) alt for meget jord at gå på. De kan slet ikke nå at holde græsset nede, så han er nød til at slå det flere gange om året, ellers forsvinder grisene i vildnisset :-)
Og de bor i hytter ude på marken, så de kan gå ud og ind som det passer dem. Han avler dem ikke selv, men får økologiske smågrise hjem fra steder hvor han mener der er ordentlige forhold. Og så bliver de ellers sluppet løs på marken, hvor de går til de er klar til slagtning.


Se det er et rigtigt griseliv, og derfra vil vi gerne have vores halve gris. Så nu skal vi bare finde ud af hvordan vi gerne vil have den parteret, og så finde en onsdag hvor vi har tid til at modtage 45 kg fersk gris, og så står den på flæseksvær og koteletter.

Som det ses på billedet så er der grise i flere farver, det skyldes at det er en blanding af 3 forskellige racer: Dansk Landrace, Yorkshire og Duroc. Den næsten chokoladebrune farve kommer fra Duroc.
Vi glæder os til at sætte tænderne i kødet fra en gris er har haft masser af plads til at løbe rundt og udvikle en god muskulatur, mulighed for at supplere kosten med orme, rødder, og hvad de nu ellers kan finde derude på marken, så kødet kan få en dybere og mere kompleks smag.

I det hele taget så glæder vi os over at det kan lade sig gøre at finde steder hvor grisene i sandhed har et godt liv. Mon ikke der findes flere steder derude, hvor grisene har det lige så godt, og forhåbentlig kommer der flere til.
Et andet positivt aspekt ved at de har "alt for meget plads" er at der ikke er problemer med gylle, markerne er store nok til at aftage den mængde de leverer og omsætte det til genvækst af græs og andet godt som grisene så spiser. Og se det er jo det helt rigtige :-)

Men hvad så med økologien - er det godt nok ?
Skal man så lade være med at købe økologisk svinekød - Nej Nej Nej.
Nytter det overhovedet noget -  Ja - meget
Selvom økologiske svin ikke har det helt så godt som jeg synes de skal have det, så har de det stadig meget meget (MEGET) bedre end de konventionelle, og et sted skal vi jo starte - ikke ? Og en af de rigtig gode ting er at søerne (moder grisen) skal gå på friland og at grisene skal fødes på friland, og blive derude i mindst 7 uger. I konventionelle svinebedrifter er søerne inde hele livet, og holdes i små båse hvor de nærmest ikke kan bevæge sig.
Så har du valget mellem konventionel og økologisk, så vælg økologisk, og hav det godt fordi du støtter et landbrug med meget gladere grise.

2011-08-07

Solbær (kan de bruges 3 gange ???)

Sæsonen for frisk solbær er overstået  for i år. Her hos os er udbyttet beskæmmende lavt, hvilket mest skyldes at buskene måtte lide under en utidig flytning i foråret, og efterfølgende mangelfuld vanding. Faktisk er jeg overrasket over at der overhovedet var en høst.
Hønsene har ikke hjulpet. Buskenes nye placering var nemlig midt i den nye løbegård vi etablerede i foråret, og der gik lige et par dage inden vi fandt ud af, at hønsenes nye livret, var de små spæde blomsterknopper på solbærbuskene. Vi lavede en inddækning af buskene og de resterende knopper kunne så få lov til at udvikle sig i fred og ro.

Vi plejer at lave solbærsyltetøj og solbær snaps og så fryser vi resten af bærrene ned. Men med den sparsomme høst i år havde vi lyst til at prøve lidt andet, mere luksuriøst

Jeg stødte på Solbærrom hos La Tascha, og sådan én måtte jeg prøve, så den er nu sat over, og er allerede næsten helt sort. Den glæder jeg mig til at smage.

Og inspirationen fra blogverdenen fortsatte, da jeg hos Himmelske kager, stødte på solbæris. Den lavede jeg også en portion af. Den ér smagt og jeg er glad for at der mere af den i fryseren, for den er da helt fantastisk. Samme opskrift skal prøves med Jordbær, Hindbær og måske med Rabarber ?

Men så var der heller ikke flere Solbær. ØV.

Solbæris
Solbærgenbrug ?

Som sagt, så plejer vi at lave solbærsnaps, hvor solbær overhældes med Vodka og trækker i ca. ½ år, hvorefter den filtreres og stille væk. Den kan godt drikkes med det samme, men jo ældre den bliver jo bedre. Det kan ikke betale sig andet end at lave en lille portion hvert år. Jeg laver ikke mere en ca. 1/4 liter, for så meget af det drikker vi jo heller ikke :-)

Tidligere på året opdagede jeg at jeg havde glemt at filtrere solbærsnapsen fra sidste år, så det skyndte jeg mig at få gjort. Jeg stod så med en portion solbær med et pænt indhold af vodka. De smagte ikke godt !
Men af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at smide dem ud, og hønsene skulle trods alt ikke have dem, er ikke sikker på at fulde høns er en god ting, selvom det sikkert havde været morsomt at se på.

Jeg endte med at putte dem i en bøtte og overhælde dem med en god portion sukker, hvorefter jeg satte dem i køleskabet. Her har de stået nogle måneder bagerst på øverste hylde. Når jeg er stødt på dem har jeg smagt på dem og rørt rundt, konstateret at de stadig ikke smagte godt, og stillet dem tilbage.
Pludselig en dag smagte jeg på den saft der efterhånden var dannet, og sød musik opstod. Den herligste lille solbærlikør var opstået og straks blev den filtreret og hældt på flaske :-)

Men nu blev jeg jo nysgerrig. Der var stadig forbavsende meget smag tilbage i solbærrene, kunne man mon lave syltetøj af dem ?
Det kunne man ikke .... ! Da det blev kogt op omdannede solbærskinnet sig til en mærkelig sej ting man ikke kunne tygge. Nå men massen blev passeret gennem en sigte, og jeg har nu en slags puré, som jeg er sikker på vil smage godt på en pandekage.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om solbærrene kunne være brugt til en dessert eller en kage, for inden de blev kogt var skinnet ikke sejt. Men på den søde side er min fantasi ikke så stor.
Er der nogen af jer der kunne finde på en dessert eller kage hvor sukkersyltede solbær med et hint af Vodka, kunne være brugt ?

Småting og finurligheder

Der sker mange småting i køkkenet lige for tiden, Nem og dejlig mad bliver lavet med friske grøntsager direkte fra haven, og der gemmes til vinter og forår hvor der ikke er noget at hente derude.

Om sommeren kan jeg godt lide at lade haven bestemme hvad vi skal have at spise. Måske har jeg på forhånd bestemt at vi skal grille, eller også har jeg bare taget noget kød af fryseren, og så går jeg en tur i haven og ser hvad der frister eller trænger til at blive spist. Det kommer der en gang i mellem noget nyt ud af, selvom det ofte ender med et stykke grillet kød og en gang salat mad varierende indhold, hvilket der jo absolut ikke er noget som helst galt med. Men altså, noget nyt kommer der ud af det en gang i mellem

Bruchetta på Speed
En dag stod jeg med dette udgangspunkt :



Det var både årets først høst af grønne bønner, og rød peber.
Den røde peber der ligger øverste til venstre i billedet, ja der er én lille og 3 ultra små peberfrugter, er de mindste peberfrugter jeg har set i mit liv. Det er en ny sort jeg prøver af 'Mini Bell' Og mini, ja det skal jeg da lige love for. Men godt det smager de.

Den første høst af grønne bønner, kan man kun spise på én måde her i huset.
De koges, til de er lige præcist gennemvarme, og så serveres de helt enkelt med olivenolie og flagesalt, Så der havde vi dagens forret.

Grønne Bønner med olivenolie og salt

Resten af de dejlige ingredienser blev til et bruchetta på speed, eller et landgangsbrød med grøntsager, bestem selv :-)


Squash, Rød peber og chili, blev skøret i skiver, og ristet let på panden, sammen med lidt løgringe, og en lille smule bacon !.
Det hele blev lagt oven på to store skiver Ciabatta brød, der på forhånd var dryppet med Olivenolie.
Tomater skåret i både blev fordelt på brødene.

Æggen blev rørt sammen med 2 spsk Cremefraiche, og hakket oregano + salt og Peber. De blev stegt på panden som scrambled eggs, og derefter fordelt oven på grøntsagerne.
Til slut drysses med lidt ost, og det hele sættes i ovnen til osten er gylden.

Mums, siger jeg bare.  

Deli
Som tidligere nævnt, så er August absolut køkkenhavens højsæson, og i køkkenet giver det sig udslag i nedfrysning, syltning og Henkogning.
Nogen gange kan det være lidt svært at holde styr på hvor meget jeg lavede af det hele, og når nu de henkogte tomater slap op 2 mdr for tidligt, hvor mange ekstra glas skal jeg så lave for at have nok til det næste år ?
Derfor har jeg lavet en ny underside, hvor jeg vil forsøge at holde styr på, hvad der ryger på lager i den lokale Deli. Du kan følge med her : Ny side - Deli

For første gang nogen sinde har jeg forsøgt mig med henkogning af Grønne bønner. Efter at vi er begyndt at købe 1/4 køer og halve grise, så bliver fryseren fyldt alt for hurtigt op, så alt det der kan opbevares på hylden i kælderen i stedet for i fryseren, er velkommen. Jeg har ikke prøvet at bruge af dem endnu, så jeg må vente i spænding.

Til afdelingen af finurligheder, må absolut høre de 2 glas henkogte squash jeg har fremstillet. Det er helt på forsøgsbasis, og udelukkende fordi jeg lige nu plukker flere squash end vi kan nå at spise og lave tærter af, så noget nyt skulle prøves.  Jeg er meget skeptisk, og forventer egentlig ikke andet end en omgang meget bløde squash, som måske kan bruges som fyldstof i en vinter simregryderet.

Og så har jeg startet på henkogning af tomater, 2 glas af det foreløbigt blevet til, og det skulle gerne blive til mange flere dejlige glas af "guldet i kælderen" Sidste år lavede jeg ca. 25 glas.

Røde tomater, Orange tomater, Bønner, Squash

Pølse på glas ??? 
En anden finurlighed er dette glas :

Tysk jægerpølse på glas...  Jeg stødte på det i Edeka i Goslar, og jeg kunne ikke modstå fristelsen, konceptet er da mildest talt finurligt. Jægerpølsen er ikke smagt, men en Løgpølse efter samme princip, er spist og smagen var da ok, ikke noget særligt, men heller ikke blandt de dårligste løgpølser (hmm, egentlig er det vel bare løgpølsefyld på glas.)


Håber i nyder alle de dejlige friske grøntsager derude.

2011-08-04

August - Grøntsagspigens favorit måned

August er overskuddets måned, det er nu man på ingen tid kan samle grøntsager sammen til hele ugens forbrug, på kun 15 minutter. Det er en pragtfuld måned, og tidspunktet hvor alle ens forventninger bliver indfriet, eller også bliver man skuffet. Heldigvis er der ikke så mange skuffelser i år. Den fugtige Juni har selvfølgelig sat sine spor, og der er kommet skimmel i frilandstomaterne, dem i drivhuset er heldigvis ikke så hårdt ramt endnu. Den manglende sol har fået en del ting til at stå lidt i stampe, men de sidste dages varme vejr har virkelig fået alting til at skyde i vejret.

Lige nu henter vi: Salat, Grønne bønner, Persille, Tomater, Chili, Peberfrugt, Auberginer, Squash, Agurker, Drueagurker, Kartofler, Basilikum, Løg, Gulerødder. Og en kurv som på billedet, tager kun 10 minutter at fylde.



Løgene er for længst høstede, og toppene er klippet af kartoflerne. Der er græskar på vej til efterår og vinter, og Majsplanterne er så frodige som aldrig før (men ingen kolber endnu ...) Pastinak, Rødbeder, Persillerødder og Gulerødder til vinteropbevaring vokser lystigt, og diverse kål er omsider blevet plantet ud (alt for sent) og jeg håber at de når at udvikle sig til gode store planter inden kulden kommer (aj altså, man kan næsten ikke tænke på kulden i det her vejr)

Grøntsager skal spises friske, så er de bedst. Men der skal jo selvfølgelig også være noget til vinteren, og det er altid ét af  mine primære mål, når jeg planlægger årets køkkenhave.
Der skal både været noget der kan plukkes og gemmes, enten i fryser eller på glas, og så skal der været noget der kan bruges frisk midt om vinteren, det kan være Grønkål, Pastinakker, Gulerødder, Porrer.

Her er en lille billedkavalkade fra køkkenhaven lige nu. Lidt senere skal der nok komme indlæg med det der sker med de friske grøntsager i køkkenet.

Tomat
'Moskvich'
Aubergine
'Fairy Tale'

Romaine salat
   .
Chili
'Czechoslovakian black'


Små ny buskbønner på vej
'Contender'

Majs

Grønne bønner
'Cobra'


Ikke spiselig :-)
Men smuk og Henriks bier elsker den.

Pralbønne 'Scarlet Emperor'
Det er ikke for ingenting den kaldes pralbønne,
Se lige de blomster

Efterårshindbær 'Ukendt'
De første bær modner nu

Græskar 'Harlekin'
En del af vinterforrådet.


Og så er kyllingerne derude ikke helt så søde længere, se nu bare den her grimrian
 
Nå nej, faktisk så er de stadig ret nuser når bare man kommer lidt mere på afstand :-)
Ren hygge i løbegården

2011-08-01

Risotto med Blåmuslinger

Nu må det vist være på tide at fortælle hvad der skete med det sidste kilo blåmuslinger fra Årstiderne.
Bloggen er blevet lidt forsømt i den forgange uge, da ferien er startet og vi har været en tur i den skønne middelalderby Goslar, i Tyskland. Jeg vil ikke skrive om maden vi spiste, selvom vi fik lækker mad, og heller ikke om øllet vi drak, selvom det er mit ynglingsøl - nemlig tysk øl. Maden var nemlig ikke i fokus, det var hyggen og samværet, poker om aftenen og høje grin - og nåeh jo, det gode tyske øl :-)

Men tilbage til blåmuslingerne: som tidligere omtalt bestilte jeg 2 kg blåmuslinger ved Årstiderne, og det ene kg blev til Hvidvinsdampede Blåmuslinger med linguini.
Kg nr. 2 fik en lidt anden, men ikke dårligere, skæbne.

Risotto med Blåmuslinger:

Olie
1 kg Blåmuslinger
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1-2 glas hvidvin
Salt og peber

 
1 løg
1 gulerod
250 g. risotto ris.
evt. ekstra hvidvin.
Smør
Friskrevet parmesan.

Starten af retten er faktisk helt lige som at lave hvidvinsdampede blåmuslinger.

Muslingerne skal renses og sorteres inden brug. (se tidligere indlæg)
Fintsnittet Skalotteløg, og hvidløg sauteres i olie. Salt og peber tilsættes sammen med muslingerne og det hele vendes rundt et par gange, inden Der tilsættes Hvidvin, og det hele dampes til muslingerne er åbne. Vend rundt et par gange undervejs.

Hæld væden fra og stil muslingerne til afkøling, inden de tages ud af skallen.
Væden gemmes og holdes på kogepunktet, så det er klar til risottoen.

Risotto :
Løg og gulerod snittes fint (gulerod i små tern) og steges  i olie, til løgene er gennemsigtige.
Tilsæt risen, og rør rundt til alle ris er overtrukne med olie, og er begyndt at blive lidt gennemsigtige i kanten.
Tilsæt nu væden fra muslingerne lidt ad gangen, og lad det dampe  ind undervejs og under omrøring. Risen må ikke koge tør, men skal heller ikke flyde i alt for meget væske. Hvis nødvendig kan spædes med lidt ekstra hvidvin og ekstra vand.
Fortsæt indtil risene er næsten færdige. De skal ende med at være al dente - altså med en smule bid.

Tilsæt muslingerne og en god klat smør, fortsæt omrøring til muslingerne er gennemvarme.
Den færdige konsistens af risottoen, skal være lidt grødagtig og dejlig cremet. Men der skal stadig være en smule bid i risen.

Server med et godt drys parmesan på toppen.


En rigtig god ret, og selvom mange af ingredienserne er de samme som i de dampede Blåmuslinger fra dagen tidligere, så er det et helt andet smagsindtryk.
Det bliver ikke sidste gang jeg køber Blåmuslinger hos Årstiderne, eller hos fiskehandleren.



Fra haven er der brugt : Skalotteløg, Hvidløg, Gulerod,
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...