2011-01-23

The edible container garden


Det er trendy at dyrke køkkenhave, om det er en trend der bliver hængende kan man jo tvivle på, for som så mange andre hobbyer der kræver arbejde, så skal der lyst til.og har man ikke det, så holder man nok op igen efter et år eller 2. 

Selv har jeg været med lidt længere end trenden, og jeg bliver nok ved et godt stykke ud i fremtiden, faktisk kan jeg slet ikke forestille mig, ikke at kunne hente frisk grønt i haven. Selv på denne årstid er der lækkerier at hente derude.

Har man en altan, en lille have (eller en stor have...) eller en lille plet jord som man har råderet over, så er der masser af inspiration i bogen "The edible container garden" til at dyrke lidt grønt, uden at bruge meget plads på det.
Mange ting kan dyrkes i en krukke på altanen, eller på terassen. Et potte fyldt med salathoveder i forskellige farver og faconer,  er meget dekorativ på terassen, og er der noget mere lækkert end at række hånden ud efter en dejlig sød og saftig Cherrytomat, mens man ligger og soler sig ? Langt de fleste krydderurter vokser glimrende i krukker/potter eller kasser, og det er en fryd at tage saksen og gå lige udenfor egen dør og hente en stor håndfuld Timian, Basilikum, Salvie, Mynte eller Persille.
Mange slags chili og peberfrugter vil klare sig glimrende  på en varm altan eller terrasse, og er man lidt mere ambitiøs, kan selv squash og græskar vokser i krukker og potter, hvis bare de ikke er for små.

Der er ingen undskyldning, hvis altså man har lyst. Gider man ikke kan man heldigvis skaffe friske økologisk grøntsager mange steder fra, det giver bare ikke den samme tilfredsstillelse, som når man selv har dyrket det.
Velbekomme.

2011-01-20

Pesto danese ?

Alle kender den klassiske pesto med basilikum, pinjekerner og parmesan. Men hvad gør man når sommerens overskud af bredbladet persille er det der trænger sig på, og man ikke har brug for mere hakket persille i fryseren ?

Man laver selvfølgelig en pesto.
Jeg valgte at lave den med solsikkekerner og hasselnød og brugte rapskim olie i stedet for olivenolie. Dog er der stadig parmesan i den, og lidt hvidløg naturligvis.
Jeg skal love for at det smager godt på en gang pasta, og så har den holdt sig godt i fryseren fra i sommers.

Hvis nu man gerne vil gøre den endnu mere dansk, hvilken ost kan man så bruge, og er der en mere dansk ingrediens end solsikkekerner. (jeg tror at ren hasselnød vil være for gennemtrængende)

Forslag modtages med åbne arme.

2011-01-18

Det allerførste æg

Så leverede de endelige varen. 
Hvilken jubel et æg kan udløse.
Hvem af de 4 damer der har taget sig sammen står hen i det uvisse.
Men øve sig må de nok, for stort det var det ikke. 38 gram var hvad det kunne blive til.
Men hvilken farve, og hvilken smag.
Nu kan det ikke gå for hurtigt med den næste leverance.

Hvilken farve.
Og så på en vinterdag.

2011-01-16

Ribollita - Take 2

Så blev det tid til at forsøge sig med Ribollita suppe igen. Den suppe som jeg forelskede mig i, i Toscana, og som jeg har forsøgt at lave én gang før, med et halvkedeligt resultat (læs her : Ribollita - Take 1)

Er en bønne en bønne ?
Scarlet Emperor
'Scarlet Emperor'
En af de smukkeste bønner
Jeg har læst en del opskrifter siden da, og de var alle enige om, at der skulle bruges de hvide cannelinni bønner. Men nu var det lidt spontant at jeg besluttede mig til at lave Ribollita, så de 12 timer de tørrede bønner skulle stå i blød var lige i overkanten. Til gengæld havde jeg nogle af mine egne Pralbønner 'Scarlet Emperor' i fryseren, og da de ikke er tørrede, så skulle de bare koges, og det kunne jeg nå.

Og ja en bønne er selvfølgelig en bønne, men der er meget stor forskel på smagen og udseenet. F.eks var det lidt pudsigt at hælde en lyslillla bønne pasta i suppen.....Det kunne heldigvis ikke ses på det færdige resultat.
Bønnerne viste sig at være perfekte til suppen, da de er meget smagfulde og har en god konsistens. Jeg tror at de har tilført betydelig mere smag og bund til suppen, end de hvide bønner ville have gjort.
Derudover var alle opskrifter enige om, at der skulle tilsættes bladselleri. Jeg mener ikke jeg er kræsen, men der er få ting som jeg altså bare ikke bryder mig om. Selleri er en af disse ting (både blad og rod-selleri. ).
I stedet brugte jeg persillerod, for at få lidt af den kant i smagen som ellers ville komme fra bladsellerien.
Skal det være helt rigtigt, skal man have fat i noget Toscansk palmekål (Cavalo Nero) men grønkål går an.

Brødet man bruger har stor indflydelse på slutresultatet, så vælg et med lidt substans. Som f.eks et godt italiensk landbrød.

Her er hvad jeg gjorde : (4 portioner)

Sæt 300g bønner til at koge i 30-40 minutter, de skal være møre men ikke udkogte.

1 gulerod,
1 lille persillerod,
1 løg, og
2 fed hvidløg  hakkes, og steges i olivenolie  sammen med lidt groftkværnet peber ca. 10 minutter uden at brune (det skal svede)
300 gram hakkede tomater og  
1 tsk tørret chili tilsættes og steger med i ca. 10 minutter. Tilsæt
300 gram grofthakket frisk grønkål,1 liter vand og halvdelen af de kogte bønner

Kog op, og lad koge i ca 15 minutter.

Resten af bønnerne pureres med lidt vand og hældes i suppen sammen med  
120g daggammelt brød der er skåret i store tern.
Kog op igen, og rør i suppen indtil brødet er gået i opløsning og suppen er blevet tyk. Det tager 20-30 minutter.
Det kan være nødvendigt at tilsætte mere vand, men suppen skal have konsistens af en lidt tynd stuvning.
Smag til med salt, peber og evt. lidt mere chili.


Ved servering dryppes suppen med en god olivenolie.

Denne gang blev det ikke kedeligt. Det blev en god kraftig suppe med masser af bund i smagen, og med en fyldighed der gjorde, at selv ikke manden savnede sit kød.
Den blev oveni købet sammenlignet med den suppe vi fik i Toscana, bedre anmeldelse kan vist ikke fås.Og hvis det ellers går som jeg forventer, så smager den endnu bedre i morgen, jeg glæder mig allerede.

Fra haven er der brugt : Løg, Hvidløg, Tomat (henkogt), Grønkål, Bønner (frosne), Persillerod, Chili (tørret).

2011-01-12

Suppe og Rilette

Sidste weekend var der rigtig gang i gryderne, og der blev produceret lækre ting på stribe, og en enkelt knap så vellykket ret.  Se indlæggene  "Når det ikke fungerer" og  "Pulled Beef
Udover de to andre retter, så var der også gang i suppegryden.

Suppe:
Der var en del gode kraftben ben med den 1/4 ungtyr vi fik leveret i efteråret, og de røg alle i suppegryden sammen med
Porrer, Persillestængler, Pastinak, Persillerod, Laurbær, Hvidløg,  Peber og gulerødder.
Det hele simrede i  7 timer hvorefter supen blev sigtet og kogt ind, til der kun var 2 liter dejlig kraftig Fond tilbage.

Fra haven er der brugt : Porrer, Pastinak, Persille, Persillerødder, Hvidløg, Løg

Rillettes:
Alt det reelle kød fra suppebenene pillede jeg af og lavede Rillettes. 
Jeg stegte lidt løg, og tilsatte det trevlede kød og lidt marv, sammen med laurbærblade, lidt enebær og hvidløg, og lod det simre ved svag varme et par timer. Undervejs tilsatte jeg lidt af Fonden for at holde det fugtigt og for at give noget af smagen tilbage til kødet. Det blev afsluttet med en god skefuld af fedtet fra suppen, for at give den rigtige smørbare konsistens, og for at få det til at hænge sammen.
Det er fantastisk på et stykke ristet brød, og vil gøre sig godt som en lille forret serveret med salat og lidt surt til.

Fra haven er der brugt : Løg, Hvidløg

Resterne:
Fedtet jeg skummede af suppen er gemt og skal bruges til fuglemad, altså til de vilde fugle.
Til de lidt mindre vilde fugle, nemlig hønsene er der også lækkerier, de har nemlig fået de udkogte grøntsager fra suppen, og jeg skulle hilse og sige at det smager godt.

Tilbage er kun de rene knogler og brusken.
Waste not, Want not.

2011-01-10

Pulled Beef.

I efteråret fik vi fat i en 1/4 økologisk ungtyr hvilket i dette tilfælde svarer til ca. 55 kg dejligt mørt og meget velsmagende kød, hvoraf hoveddelen stadig ligger i vores fryser og venter på at blive til lækre retter.
Til weekenden tog vi en Oksetyksteg op af fryseren. Jeg har allerede beskrevet den kedelige skæbne der tilfaldt hoveddelen af Tykkammen, i mit forrige indlæg. Men resten af kødet har heldigvis fået en bedre skæbne.

Den uheldige oksetykkam fra i går har fået lidt oprejsning. Jeg tog en ende af stegen og lavede Pulled Beef  efter inspiration fra Klidmoster, (Tak)
Kødet blev brunet i en lille ovnfast gryde, herefter stegte jeg løg og hvidløg, tilsatte hakkede tomater og en godt skvæt rødvin, hvorefter jeg lagde kødet tilbage i gryden, og satte hele herligheden i ovnen ved 100 grader.
2 timer senere skruede jeg ned til 80 grader, tilsatte 2 dl suppe (mere om denne i næste indlæg)  og lod det stå natten over. Om morgenen gav jeg det yderligere en time ved 150 grader.
Efter denne behandling faldt kødet nærmest fra hinanden og det smagte fantastisk og var mørt og saftigt.
Saucen passerede jeg gennem en sigte, og stod med en fantastisk aromatisk og kraftfuld sauce.

Mums
Jeg lavede en kartoffelmos med lidt pastinak og masser af smør.
Det passede helt forrygende til Pulled Beef og den gode sauce.
Det hele blev rundet af, med en af vores egne juleøl årgang 2010



Fra haven er der denne gang brugt : Løg, Hvidløg, Tomat, Pastinak.

2011-01-08

Når det ikke fungerer

Der var lagt op til én af vores efterhånden faste lørdags simre retter, hvor vi med et glas Rødvin i hånden hjælper hinanden med at skrælle, snitte og stege de ting der skal i den simregryde vi har valgt denne gang. Oftest laver vi en stor portion, så der kan komme færdiglavede retter i fryseren til de dage hvor vi kommer sent hjem, eller hvor jeg bare ikke gider lave mad.
Dagens ret var Ølstegt oksetykkam, med masser af rodfrugter direkte fra haven. En ret vi har prøvet før og er glade for.

Den brunede tykkam fik selskab med Løg, Hvidløg og porrer, som stegte med lidt, inden øl og Timian blev tilsat.
det simrede i 30-45 minutter inden der blev tilsat Gulerødder, Pastinak og Persillerod og bouillon, og det hele simrede videre i 1 time. Lidt Chili blev tilsat for at give lidt smagsmæssig bund,
Det skulle blive en dejlig fyldig ret med mørt kød, og dyb smagfuld sauce, men sådan gik det ikke helt.
Kødet var sejt, hvilket vi ikke helt forstod da det er fra den 1/4 økologiske ko der ligger i vores fryser, og hvor alt det andet kød har smag ganske pragtfuldt.
Chilien smagte for meget igennem, og gav en skarphed til retten som ikke klædte den. Det var jo nok kokkens skyld, jeg glemte at selv chili af samme sort og fra samme plante kan have forskellig styrke.
Brødet vi fik til, var tørt og kedeligt og alt i alt var det ikke det store festmåltid.
Rodfrugterne smagte rigtig godt, og saucen blev godt, hvis man ser bort fra den uklædelige skarphed fra chilien. Men kødet ødelagde den gode stemning.

En af tingene der gik galt, var at jeg glemte at være kritisk overfor opskriften vi tog udgangspunkt i. Kødet skule have simret i 2½ time og ikke de angivne 1½ time, og så selvfølgelig den svigefuldt stærke chili.
Det kan lære mig at have for travlt på en simrelørdag :-)

Det hele kan stadig redes, for en ende af tykkammen står lige nu i en 80 grader varm ovn i en lille ovnfast gryde hvor det skal blive til pulled beef, efter inspiration fra Klidmoster.
Det bliver så til aftensmaden i morgen, så håber vi at det kan opveje dagens skuffelse.

2011-01-01

Nytårsmenuen, full disclosure

Så er nytårsmenuen fortæret, 2011 er kommet godt i gang med høj solskin, en hjemmelavet burger er fortæret og energien er ved at være tilbage i kroppen, så kan det da kun blive et godt år. Og så kan der blive tid til at afsløre hvad der var på Nytårsmenuen her i går.

Vi havde bestemt os for at der skulle en lidt anderledes menu på bordet i år, Noget af det mad vi er gladest for at spise er fra det italienske landkøkken, så det ville vi gerne servere for vores gæster.

Valget fald på :
Forret : Crostini hertil en tysk Weissburgunder fra Mosel.
Hovedret. : Pollo alla Cacciatora (jægergryde med kylling), Hertil en Rosso De Montepulciano
Dessert : Tiramisu serveret med Vin Santo.

Crostini brød
Det var meningen at der skulle serveres 2 slags crostini fyld, men da jeg i dagene op til nytår havde lagt mig med mave influenza, måtte de stakkels gæster lade sig nøje med én slags.
Til gengæld var det en ret lækker crostini topping, hvis jeg må sige det selv. Valget faldt på den meget simple  opskrift som jeg også tidligere har omtalt, nemlig fint hakket, tørret italiensk skinke af egen import, blandet med en hint af Rosmarin og en god olivenolie og givet en god omgang bank i en morter.
Fyldet blev smurt på små skiver hjemmebagt og ristet ciabatta brød, og serveret med Olivenolie og salt og peber på bordet så man selv kunne justere.
Som vært synes jeg det så en smule pauvert ud, og ville gerne have serveret en ekstra type, men de var populære og folk var glade, hvad kan man så ønske sig mere.


Hovedretten var det centrale og her faldt valget på Jamie Olivers udgave af klassikeren Pollo alla Cacciatore, eller som vi ville kalde den herhjemme : Jægergryde med kylling.
Men her hører sammenligningen med den Danske jægergryde også op.

1 stor (2 kg) kylling parteres, og marineres i ½ flsk. rødvin med 8 blade laurbær,2 store stilke Rosmarin, salt og peber. lad gerne stå natten over i marinaden.

Brunet kylling
Kyllingen duppes tør, og vendes i hvedemel, brunes i olivenolie og tages op af gryden
Hvidløg svitses i olien, og 8 ansjos fileter og en god håndfuld grønne oliven tilsættes, og steger med et par minutter. Tilsæt 2 dåser flåede tomater og marinaden og giv et opkog.
Sæt det hele i ovnen ved 180 grader i 1½ time, og server med noget godt brød. (eller grøn salat eller hvide bønner eller ...... ) Hvis nødvendigt jævnes saucen inden serveringen.
 

Den samlede ret
lige inden den kom i ovnen.
Jeg brugte 2 kyllinger fra Hopballe mølle á 1600g, retten bliver noget mere fyldig og lækker, når der bruges en god kylling der har fået god til til at vokse til en seriøs størrelse kylling, og ikke et sølle kridhvidt industri skrog, som desværre sælges i hobetal i diverse supermarkeder.
For at få ekstra kyllingesmag i retten, havde vi på forhånd kogt fond på skroget og halsen fra de 2 kyllinger. og det blev tilsat inden den røg i ovnen.


Desserten var uddelegeret til vores gode ven Sylvia fra 'Sylvias Creations' og hun kvitterede ved at lave en utrolig lækker Tiramisu, der var let og opkvikkende, som sådan én skal være.
Og så var vi klar til Cocktails, Cognac, Scotch gode samtaler, god musik, gamle venner og en helt igennem dejlig aften.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...