2012-07-06

Urban Farming, seminar med Madkulturen

Madkulturen holdt mini seminar om Urban farming, og jeg var så heldig at få en gratis billet under neglene via Mad og Medier. Jeg vil ikke lave en slavisk gennemgang af alle indlæg fra seminaret, men kommentere på det som rørte noget i mig - negativ eller positivt. Og så tilsætter jeg min egen holdning undervejs.

Det skal siges at jeg måske nok undervejs i indlægget har nogle lidt små negative opstød, men det betyder ikke at jeg ikke fuldt ud støtter, understøtter, tror på og praktiserer (Sub)Urban gardening. Lokal mad er vejen frem - Basta !

(Sub)Urban høst,  en tilfældig dag i august 2012.


Fælles haver
Der blev talt en del community gardens. Jeg kunne aldrig selv drømme om, at lade andre få indflydelse på hvad der skal vokse i min egen have. Men ideen er jo god nok, hvis en gruppe personer kan finde sammen om det at dyrke en have, så er det da en fantastisk ting.

Det kan være svært, faktisk lidt af en kamp at finde et stykke jord, hvor man kan få lov til at dyrke grøntsager. Egentlig burde det være nemt, Der er mange grønne arealer der ikke bliver brugt til noget som helst. Ikke at alle grønne arealer blot skal omdannes til køkkenhave, men i mange parker vil der være plads til at afsætte et hjørne eller 2, til 100 m2 køkkenhave.

Jon Pape fra Københavns kommune fortalte om initiativer og muligheder samt kommunens rolle i København. Tilsyneladende er der en del der mener at kommunen skal være drivkraften bag dyrkning, men Jon og hans bagland, har helt ret i, at det hele skal ske af frivillighedens vej - hvis ikke folk gider dyrke jorden og gider kæmpe for at få lov, så bliver det hele ikke til noget. For det at dyrke grøntsager er ikke en kamp, men det kan være en kamp at finde et sted at gøre det, hvis man bor på 4. sal uden så meget som en altan. Og vil man kæmpe for det, så er der også en god sandsynlighed for at man vil passe haven i lang tid. Det kommunen og regeringen kan gøre, er at kampen for et stykke jord ikke er alt for hård.

VIDEO : "København som grøn foregangsby" - Jon Pape

Jon Pape nævnte også urbanisering og den stadige tilvækst på 1000 personer i København hver måned.  det er sikkert rigtigt at flere og flere vil flytte til byen og bo - det vil jeg sådan set ikke betvivle. Specielt ikke fordi der tilsyneladende er en holding i samfundet og hos politikerne om at det kan man ikke gøre noget ved. Nej, da slet ikke hvis ikke man forsøger. Får lidt fnidder når jeg hører nogen sige, at udviklingen den kan man ikke gøre noget ved. det er afmagt og/eller mangel på vilje til at gå imod strømmen og tage ansvar, danne sin egen mening og slukke for tidens strømninger. Urban farming er godt, men det ville være bedre at få flere mennesker ud af byerne og tilbage på landet (siger hende byboen.. Hmm)

Østersbanker Jeg kan ikke li' østers (ved det godt, jeg skal se at blive voksen... ) så ideen om at lave en østersbanke i københavns havn, var ikke en jeg lige synes var indlysende eller skulle prioriteres. Men ideen er der såmænd ikke noget i vejen med, og da de små indskallede kræ faktisk renser vand, så er det da bare med at komme i gang.

VIDEO : "Østersbanker i storbyen" - David Koch Mouritzen 


Dyrkning i byjorden. Og mht til jorden, så er der lige den lille krølle, at meget jord i byområder er klassificeret som forurenet, og så er det faktisk ulovligt. Jakob Magid fra Institut for Jordbrug og Økologi på KU LIFE snakkede om dyrkning i forurenet jord, og det var opmuntrende at høre at forsøg har vist, at ingen eller forsvindede lidt af forureningen komme med i de madvarer der dyrkes. F.eks kommer der ikke noget med ud i æbler og anden frugt. Ting der dyrkes i jorden kan skrælles, og så slipper man af med det meste. Det var ret opmuntrende at høre om de resultater.

VIDEO : "Bylandbrug og miljølovgivning" - JakobMagid

ByBi Oliver Maxwell fra Bybi var også forbi og fortalte om projektet. Desværre har de ikke lavet en video med Oliver, han var ellers et meget levende og karismatisk indslag. Han fortalte om biernes fantastisk verden, og om den effekt de havde på de mennesker der passede dem. ByBi er et social projekt, og er med til at give, bland andet hjemløse, en identitet og en hverdag. Som sådan har de en retfærdiggørelse allerede der. Men det spændende er at der bliver lavet meget mere Honning i et ByBi stade, end i dem der står på landet. Det skyldes selvfølgelig alle blomsterne, og træerne. På landet er der mange steder monokultur, og det begrænser biernes muligheder for indsamling. Meget spændende projekt - det kan i læse mere om på bybi.dk

På seminaret blev der naturligvis talt rigtig meget om dyrkning af grøntsager i bymiljøer, det var jo lidt det som det hele handlede om. Der blev også talt rigtig meget om hvad der skulle dyrkes i. Mange fantasifulde kasser, strukturer og beholdere blev fremvist og præsenteret. Og her bliver jeg lige lidt kritisk igen, for med tanke på mine egne højbede derude hvor jeg som ny haveejer der ikke havde tænkt så meget over den slags endnu, importerede en hulens masse jord til at fylde i, kan jeg ikke lade være med at tænke på logistikken i at bygge alle disse konstruktioner.
Der skal transporteres byggematerialer og jord, for ikke at tale om vanding. jo mere du bygger i højden, jo mere kunstig vanding skal der til. Og hvor skal al den jord komme fra ?

Jeg savnede de initiativer der skal få folk til at dyrke på egen Altan/Terasse/Minihave/Andelsbolig græsplæne. Det der ikke kræver den store planlægning, men bare drejer sig om at sætte en spade i jorden og gå i gang.  Initiativer som fælles kompostering i boligforeninger og i grundejerforeninger. Billige lokalt fremstillede løsninger til dyrkning på altan. Og her taler jeg ikke om sanse kit - Nej sg* sælg nogle sæt med gode store altankasser, eller letvægtskrukker, sammen med lidt håndværktøj og en samling frø, eller måske ovenikøbet nogle udplantningsplanter.

Gør det nemt for folk, det er tilsyneladende det der skal til nu til dags. Ikke at det at dyrke grøntsager er svært, det er faktisk snydenemt, man skal bare bruge lidt tid på det.

Men hvor meget er der i det ..... Er der potentiale i at dyrke i højden og på byggetomter ? - ja i nogen grad. Men det vigtigste er for mig den potentielle holdningsændring der ligger i det at dyrke egne grøntsager, for har man først smagt egne friske grøntsager, så er det svært at gå tilbage til de slatne fra supermarkedet, som ikke var modne ved plukning, og derfor ikke smager af så meget.

Måske er der mere potentiale og mængde i SubUrban Farming. I forstæderne er der groteske mængder af store græsplæner der ikke bliver brugt til noget som helst, både i private haver og på offentlige arealer. Og se det kunne blive til mange grøntsager, måske man ovenikøbet kunne producerer mere end man selv kan spise (det er i hvert fald mit mål) så man kan dele, eller hvis ikke man selv vil dyrke, så kunne man måske låne 50-100 m2 ud til en der gerne vil, men som ikke har noget jord.

Der kommer med stor sandsynlighed mere om Urban/SubUrban  farming her på bloggen i fremtiden, for det er et nærmest uudtømmeligt emne.
For nu vil jeg med nogen forsinkelse, sige tak til Madkulturen for et godt og inspirerende seminar, som her næsten 4 mdr. senere stadig kan få mig til at fare i blækhuset.


Happy farming.

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Inspiration og fornemmelse for jord.

1 kommentar:

  1. Urban gardening, og farmening er som du skriver virkelige gode initiativer, godt fordi miljøet og menneskene har godt af det. Gang på gang bevises det at have arbejde er godt for krop og sjæl. Og har man blot muligheden for to krukker og et stykke kommunalt låne jord, så udnyt muligheden, du bliv sund og rask af det. Op af sofaen og grib planteskeen. Tak Randi for et spændende indlæg!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...