2011-11-18

Gourmetferie, de sidste par dage. (Jægersborggade, Manfreds og Konditori Strangas)

Så er vi ved at været nået afrundingen på sidste uges extravagante Mini gourmet ferie. I Får lige Torsdag og onsdag samlet her, med undtagelse af tirsdagens aftensmad, som kommer seperat. Så det er et lidt lang indlæg, det håber jeg i bærer over med :-)

Tirsdag havde jeg glædet mig til, for vi havde sat et godt program, men egentlig kun med få faste holdepunkter.
For det første skulle vi ind og se på hvad Jægersborggade havde at byde på. Om eftermiddagen skulle vi ud på Åboulevarden og på Konditori Strangas, og om aftenen var der bestilt bord på Meyers nyeste projekt, nemlig Restaurant Radio.

Onsdag var sidste dag i ferien og der var ikke så meget mad på tapetet. Programmet stod på HW Larsen, som vi aldrig tidligere havde fået besøgt, og derefter skulle der fyldes op med gode italienske pølser og andet godt, hos Supermarco, inden turen endnu engang gik til Vestbadets spabadsfaciliteter og en gang grundig afslapning.
Og derefter var det slut. Torsdag morgen stod det atter på arbejdslivets glæder.

Jægersborggade er et lidt spøjst sted. En gade der helt klart har potentiale til noget rigtig godt. Smukke gamle bygninger og beliggenhed lige op til Assistenskirkegården. Synd at gaden er plastret til med parkerede biler. Der burde være brosten på vejen og det hele skulle laves om til gågade. Grøn beplantning skulle sætte lidt kulør og hygge til, og så ville der være lagt op til en gade med afslapning og hygge på de cafeer som kælderlokalerne skriger på. Men rolig nu, det kan være det kommer, for gaden er bestemt på vej.

Dagens første kulinariske indslag blev frokost på Manfreds. Hyggelige lokaler med rigelig brug af råt finer som gav en god stemning, selvom jeg ikke er helt sikker på, at det ikke bare var fordi de var midt i en ombygning.
I den bageste ende af lokalet, har de et lille aflukket lokale med glasvæg, hvor de har stillet alt deres vin op, så man kan sidde og se på det under middagen, og det er jo altid et hyggeligt indslag.
Men først og fremmest, så får man fremragende mad på Manfreds. Portionerne er små, så man er nød til at bestille flere retter for at blive mæt, og det gør ikke noget, for der er mange ting på menukortet man har lyst til at prøve. Retterne kommer ind , sådan lidt henad vejen, i den rækkefølge de nu får dem lavet, (der er altså ikke forret og hovedret) Og så deler man.

Vi fik først en helt forrygende grofthakket Tartar med brøndkarse og krummer af ristet rugbrød, og en mayonnaise baseret dressing til.
Derefter en Rigtig dejlig græskarsuppe, som jeg gerne ville have opskriften på. Der var kommet syltede løg i suppen, og det gav et godt modspil til den let sødmefyldte suppe.
Næste ret på bordet var en dejlig lille ting med knuste kartofler og pocheret æg, samt løvstikke. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det der kartoffel var lavet, men kombinationen af kartoffel, æg og løvstikke var lige i øjet.
Vi rundede af med en rigtig god svineskank der blev serveret med rå løg, Hvad den havde simret i må stå hen i det uvisse, men det var i hvert fald noget med vin.
Fra starten kom der surdejsbrød på bordet, og der blev fyldt op undervejs når vi havde spist op, og det gjorde vi et par gange for det var noget rigtig godt brød.

De havde vin på glas, og vi fik smagt et par stykker, som jeg med skam må melde ikke kan huske hvad var for nogle. Men det var gode dråber.

Manfreds kan afgjort forvente at få besøg af os igen.



Krydret kræskarsuppe med syltede løg

Pocheret øko æg, knust kartoffel og løvstikke
Svineskank (halvt spist)

Der var også Kaffe hos Manfreds, og jeg er sikker på at det havde været en fremragende kaffe, men vi valgte nu alligevel at gå lidt ned ad ganden og ind til Coffee Collective efter en Caffe Latte to go. De laver nu nogle gode dråber derinde. Lokalet er der ikke gjort meget ud af, men den kæmpe kafferister der dominerede lokalet udgød nu også hygge nok i sig selv.

Videre fra Coffee Collective, til Karamelleriet, hvor vi var så heldige at ankomme lige som der var lun karamelmasse man kunne få lov til at smage, uhm. Der var mange fristelser og vi kom da heller ikke ud uden lidt lækkerier i tasken. Lakrids Fudge,  Bløde karameller drageret i kakao og lakridspulver (jeg er afhængig allerede) og en pose blandede karameller. Jeg er ret stolt af at vi slap ud uden at bruge næste termin. (uh de har en webshop, det kan blive farligt)

Næste fristelse lå lige på den anden side af gaden, og hed Ro Chokolade.
Vi havde lige drukket kaffe, og modstod derfor den varme chokolade, i stedet købte vi en æske blandede chokolader, og lidt andre smagsprøver. Igen krævede det en god del viljestyrke at komme ud med alle kreditkort i behold.
Meyers bageri undgik vi helt at gå ind i, vi nøjedes med at kigge vinduer, og forsikre hinanden om, at vi hverken skulle have kager eller brød med hjem.

På Jægersborggade bor også Per's Griseri, hvor vi tidligere på året købte vores halve ØF Gris. Der var vi forbi og sige tak for godt kød, og starte forhandlinger om næste leverance af kød til tørsaltet bacon og hjemmelavet salami.

Dagens søde stime fortsatte. Da vi var færdige med Jægersborggade bevægede vi os mod Åbulevarden og Konditori Strangas, som jeg havde læst meget godt om. Konditoriet er meget minimalistisk indrettet, men alligevel føler man sig med det samme hjemme. Det gør man på grund af betjeningen som udføres med godt humør og charmerende italiensk accent, mens Konditoren fra baglokalet spøgefuldt skælder ud på engelsk, med umiskendelig græsk accent, skælder ud fordi der tales italiensk i forlokalet, han forlanger Græsk  :-)

Kagerne vi fik, var et par små perler, og vi var begge yderst tilfredse med vores valg. Også Strangas kan forvente at se os igen en anden gang.

 Mandens kage:
Chokoladekage med tørret jordbær overtræk

 Min kage:
Chokolade Ganache og Havtorn fromage

Efter den omgang, mente vi at det nok var bedst at vi bevægede os til fods et stykke tid. Så vi satte kurs mod Israels plads og torvehallerne, hvor jeg ville have krydderier med hjem.

Dem købte vi hos ASA i hal 2. ASA's stand er ret fantastisk der vælter krydderier ud over det hele, og vi blev tilbudt en kop hjemmeblandet Chai, men måtte pænt sige nej tak, vi kunne ikke indeholde mere.....
Jeg fik købt spidskommen ( både hel og stødt) Hel Kanel og Økologiske Laurbærblade.
Resten af torvehallerne måtte vente til en anden gang, nu har vi jo også været der før.

Og så gik turen hjem med alle de indkøbte godter. Om aftenen spiste vi på Meyers nyeste restaurant, men derom senere .....


Onsdag var en lidt mere stille dag. Vi startede med en tur i kødbyen og HW Larsen. Vi havde nok forventet at komme til at bruge penge, men selvom der var mange spændende ting derinde, så købte vi nu ikke noget. Måske var vi ved at være en smule trætte. Men nu ved vi hvad de har derinde, og vi vender sikkert tilbage på et senere tidspunkt.

I stedet gik vi over på den anden side af gade, til Kødbyens Deli som kunne byde på Fish 'n' Chips, Sandwiches og Dagens ret.
Nu praler de af at lave Byens bedste Fis'n Chips, så sådan en omgang valgte manden at sætte tænderne i. Om det ar byens bedste ved jeg ikke, men jeg skulle hilse at sige at det smagte lækkert.
Jeg valgte en Sandwich. Havde jeg vidst hvor store deres sandwiches var, havde jeg nok bedt om at få den delt i 2, og pakket ind hver for sig, for hold da op...... Og så smagte den lækker. En kyllinge sandwich med en dejlig dressing, og masser af forskelligt fintsnittet grønt. Mums så god en sandwich har jeg ikke fået længe.  Som sagt så var den ret stor, så den sidste halvdel blev pænt pakket ned, og blev til min torsdags aftensmad.
Vi fik hver en god øl til. De havde et lille med udsøgt udvalg af special øl. Manden valgte en 'Anchor Steam Beer', mens jeg tog en 'Blanche de Namur'

Mandens Fis'n Chips.
Lavet på Torsk og serveret med Sauce Tartare, Citron båd, og frisk Estragon.

Min kæmpe sandwich med kylling og masser af friskt grønt.
Fennikel, tomat, salat og mange andre gode ting.


Så gik turen til sydhavnen og SuperMarco, hvor vi fyldte depoterne op med Dejlig skinke,gode pølser, Olivenolie og Pasta.

Herefter bød resten af dagen på afslapning og forkælelse med varme karbade, Sauna og Jacuzzi i Vestegnens kurbad. Til aftensmad spise vi brød fra Meyers Deli med Knuthenlund fåreost, min egen rillette og god italiensk skinke og pølse.
Sådan en tur tager vi igen en anden gang, for der er meget mere der venter på at blive opdaget derude i Købehavn og nyt kommer til hele tiden.

Men pueh ha, måske var det meget godt at det var ved at være slut, ellers ville jeg snart kunne trille.....

2 kommentarer:

  1. Fantastisk ferie! Tak for at dele. Det inspirerer helt klart til at komme op af sofaen og af sted. Jeg må da kunne klare den ned til Kødbyens Deli og en gang Fish and chips ca. 600 m. væk ;-).

    Ha´en god søndag
    Birgitte

    SvarSlet
  2. ja afsted mig dig til kødbyens deli. Herligt sted at hente sin mad, der er glade og muntre folk bag disken og god mad.

    Og det VAR en ret fantastisk ferie :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...