2011-11-12

Mandag: Vesterbro: Falernum Vinbar og Synergi Købmand

Så er vi nået til Mandag.
Søndag springer jeg let og elegant over, selvom det faktisk ikke er fortjent, For vi fik dejlig Brunch på Cafe Zeleste, og fantastisk Goulash hos gode venner om aftenen.

Mandag startede vi med at tage S-toget til Nørreport, og gå forbi Perchs, for at fylde Te lageret lidt op. Derefter til Torvehallerne, som overraskende nok kun havde åbent hos spisestederne. Det blev derfor ikke til noget med indkøb af krydderier hos Asa som planlagt, men en fabelagtig kop kaffe hos Coffee Collective blev det da til.
Coffee Collective skal man ikke gå til og bestille en kop af ugens filterkaffe hvis man har travlt, for det tager sin tid. Til gengæld kan man så nyde ritualet undervejs - og resultatet er en rigtig god kop kaffe. Vi fik en Kieni fra Kenya. Det gør jo heller ikke noget, at firmaet forsøger at arbejde sammen med kaffebønderne for at finde en bæredygtig måde at dyrke kaffe på.

Billede fra Coffee Collectives hjemmeside.

Derefter gik turen mod Vesterport, og Frokost på Saxo Restaurant. Men den fortjener et indlæg for sig selv, så den kommer senere.

Fra Saxo gik turen mod værnedamsvej, på Vesterbrogade skuede mit øje pludselig en forretning der hed Øko Best. Der måtte vi naturligvis ind og kigge os omkring. Undervejs derinde mens vi browsede gennem deres ret store og varierede udvalg, spekulerede jeg over, hvordan det dog var undgået min opmærksomhed, at der lå et økologisk supermarked på Vesterbrogade. Konklusionen må være, at jeg ikke kommer nok på Vesterbro ! Økologisk tørgær, Allehånde, Lakrids og sennepsfrø røg i rygsækken inden vi gik videre mod Værnedamsvej.

Værnedamsvej er en ret kort, men meget hyggelig gade med et lille men godt udbud på den kulinariske front.
Når man kommer fra Vesterbrogade er noget af det første man møder, et skilt hvor der står "Synergi Købmand" Man skal ind igennem en lille hyggelig gård for at komme indtil købmanden, og det er egentlig ret fint, da det sætter stemningen. Butikkens facade er dækket af blanke fliser og stemningen er sat til en god gammeldags købmands forretning. Det er dog ikke helt det billede der møder én når man træder ind af døren. Butikken er ret lille, smagfyldt og hyggeligt indrettet, hylderne er kun 1/4 fyldte og her stopper sammenligningen med den gamle købmand. Ikke at det er en dårlig ting, at sammenligningen stopper, for det er gode ting der står på hylderne, og selvom lokalet er lille, kan man bruge en del tid på at udforske det der står på dem. Og nu vil jeg ikke påstå at jeg kan huske hvad der stod på hylderne, men vi kom derfra med aftenens dessert nemlig en fuldstændig forførende Rødgrød med en fløde som jeg regner med var blandet op med mascarpone (altså fløden)  og 2 små skærebrædder i oliventræ som jeg ikke kunne stå for.

Billede af Synergi Købmand, fra AOK

Derefter slentrede vi ned af Værnedamsvej, som er ret kort, men alligevel formår at indeholde en del interessante butikker. Franske specialiteter, Vinhandler mm. og et par gode bæverdinger såsom Viggos og Falernum. Viggos har vi været på tidligere, kunne vi huske da vi nu så den igen.
Da nu det hele gik ud på at opleve noget nyt, så gik vi på Falernum.

Falernum er et hyggeligt sted, hvor man dumper ned i en afslappet og rolig atmosphære. Hvor du kan nyde et glas vin, eller købe en hel flaske (30 forskellige slags vin kan købes i glas). Vi endte med at bruge et par timer derinde, Vi sludrede drak noget af deres fremragende vin bestilte en tallerkenfuld pølse og skinke og slappede helt af.

Gavmild snack tallerken med mange gode ting
Herlig tekst fra Falernums vinmenu

Da vi havde fået vin og hygge nok, gik vi om hjørnet, ud på Gammel Kongevej og hen til Meyers Deli.
Der købte vi lidt proviant til aftensmaden som skulle fortæres hjemme. Vi købte brød, Ost og Hindbærsnitte. Ikke et dårligt aftenmåltid - men måske vi snart har brug for nogle grøntsager .......



Billedet herover viser dagens hjembragte skatte.
  Te og Honningkager fra Perchs.
  Lakridsstang, Gær, Sennepskorn og Hel Allehånde fra 'Øko Best'
  Skærebrædder og Rødgrød fra 'Synergi Købmand'
  Æblecidereddike, Brød, ost og hindbærsnitte fra Meyers Deli

2 kommentarer:

  1. Fantastisk ide! Alt det og meget mere kan man opleve i Kbh. og det lyder som havde I været i Paris eller Barcelona. Selv vi, som bor lige midt i orkanens øje, kunne have godt af sådan en miniferie. For eksempel har jeg altid så travlt med at navigere på min cykel i den tætte trafik på Værnedamsvej, at jeg slet ikke havde opdaget købmanden i gården, så tak for tippet :-)

    Glæder mig til at høre mere
    Birgitte

    SvarSlet
  2. Hej Birgitte.
    Der sker ret meget i København på den kulinariske front for tiden. Og det var også derfor vi valgte at holde ferie herhjemme. Vi var bange for at vi gik glip af alt for meget :-)
    Jeg kender godt det der med at man ikke opdager det der ligger lige for næsen af én hver dag.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...