2011-11-26

Hurtige pastaretter i en travl hverdag.

I en hverdag der kører lidt for hurtigt til min smag lige nu, er der ikke så meget tid til at lave mad. Det bliver mest til hurtige ting der kan sammensættes af der der nu lige gemmer sig i køleskabet, eller en færdigret fra deli'en (fryseren). Take away er det såmænd også blevet til, og ikke af den gode slags.

Nu håber jeg snart der bliver tid og energi til noget "rigtig madlavning" Simresæsonen er jo over os......

Nå men her på det sidste er det da alligevel blevet til et par lækre små pastaretter, sådan nogen som kan bikses sammen på 15 minutter, og som smager forrygende dejligt.

Pasta carbonara på afveje.
Den her var rigtig nem. Princippet i fremstillingen er som Pasta Carbonara men baconen er skiftet ud med peberfrugt og en rest krydret italiensk salami i strimler, som først svitses på panden samme med lidt Rosmarin.
Meeget lækkert.





Pasta med røget laks.
Inspirationen til denne kom fra Hanne K's Verden jeg havde ikke alle de ingredienser hun brugte, så det er en noget justeret udgave, men alligevel meget lækker.

1 peberfrugt eller en stor mild chili, styrke 1.
2 porrer.
1 glas hvidvin.
200 gram røget laks.
1 tomat. (fordi jeg ikke havde 2)
2 æg
1 dl mælk. (jeg havde ikke fløde)
salt og peber.

Peberfrugt og porrer snittes fint, og steges på panden et par minutter i lidt olie. TIlsæt 1 glas hvidvin og lade det kogelidt ind.
Tilsæt nu hakket tomat uden kerner og laks i mindre stykker.
Rør æg med mælk og tilsæt til retten.
smag til med salt og peber
Varm igennem og bland med friskkogt pasta.


-----------------------
Fra Haven er der brugt: Porrer, Peberfrugt, Den allersidste friske tomat, Rosmarin,

2011-11-18

Gourmetferie, de sidste par dage. (Jægersborggade, Manfreds og Konditori Strangas)

Så er vi ved at været nået afrundingen på sidste uges extravagante Mini gourmet ferie. I Får lige Torsdag og onsdag samlet her, med undtagelse af tirsdagens aftensmad, som kommer seperat. Så det er et lidt lang indlæg, det håber jeg i bærer over med :-)

Tirsdag havde jeg glædet mig til, for vi havde sat et godt program, men egentlig kun med få faste holdepunkter.
For det første skulle vi ind og se på hvad Jægersborggade havde at byde på. Om eftermiddagen skulle vi ud på Åboulevarden og på Konditori Strangas, og om aftenen var der bestilt bord på Meyers nyeste projekt, nemlig Restaurant Radio.

Onsdag var sidste dag i ferien og der var ikke så meget mad på tapetet. Programmet stod på HW Larsen, som vi aldrig tidligere havde fået besøgt, og derefter skulle der fyldes op med gode italienske pølser og andet godt, hos Supermarco, inden turen endnu engang gik til Vestbadets spabadsfaciliteter og en gang grundig afslapning.
Og derefter var det slut. Torsdag morgen stod det atter på arbejdslivets glæder.

Jægersborggade er et lidt spøjst sted. En gade der helt klart har potentiale til noget rigtig godt. Smukke gamle bygninger og beliggenhed lige op til Assistenskirkegården. Synd at gaden er plastret til med parkerede biler. Der burde være brosten på vejen og det hele skulle laves om til gågade. Grøn beplantning skulle sætte lidt kulør og hygge til, og så ville der være lagt op til en gade med afslapning og hygge på de cafeer som kælderlokalerne skriger på. Men rolig nu, det kan være det kommer, for gaden er bestemt på vej.

Dagens første kulinariske indslag blev frokost på Manfreds. Hyggelige lokaler med rigelig brug af råt finer som gav en god stemning, selvom jeg ikke er helt sikker på, at det ikke bare var fordi de var midt i en ombygning.
I den bageste ende af lokalet, har de et lille aflukket lokale med glasvæg, hvor de har stillet alt deres vin op, så man kan sidde og se på det under middagen, og det er jo altid et hyggeligt indslag.
Men først og fremmest, så får man fremragende mad på Manfreds. Portionerne er små, så man er nød til at bestille flere retter for at blive mæt, og det gør ikke noget, for der er mange ting på menukortet man har lyst til at prøve. Retterne kommer ind , sådan lidt henad vejen, i den rækkefølge de nu får dem lavet, (der er altså ikke forret og hovedret) Og så deler man.

Vi fik først en helt forrygende grofthakket Tartar med brøndkarse og krummer af ristet rugbrød, og en mayonnaise baseret dressing til.
Derefter en Rigtig dejlig græskarsuppe, som jeg gerne ville have opskriften på. Der var kommet syltede løg i suppen, og det gav et godt modspil til den let sødmefyldte suppe.
Næste ret på bordet var en dejlig lille ting med knuste kartofler og pocheret æg, samt løvstikke. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det der kartoffel var lavet, men kombinationen af kartoffel, æg og løvstikke var lige i øjet.
Vi rundede af med en rigtig god svineskank der blev serveret med rå løg, Hvad den havde simret i må stå hen i det uvisse, men det var i hvert fald noget med vin.
Fra starten kom der surdejsbrød på bordet, og der blev fyldt op undervejs når vi havde spist op, og det gjorde vi et par gange for det var noget rigtig godt brød.

De havde vin på glas, og vi fik smagt et par stykker, som jeg med skam må melde ikke kan huske hvad var for nogle. Men det var gode dråber.

Manfreds kan afgjort forvente at få besøg af os igen.



Krydret kræskarsuppe med syltede løg

Pocheret øko æg, knust kartoffel og løvstikke
Svineskank (halvt spist)

Der var også Kaffe hos Manfreds, og jeg er sikker på at det havde været en fremragende kaffe, men vi valgte nu alligevel at gå lidt ned ad ganden og ind til Coffee Collective efter en Caffe Latte to go. De laver nu nogle gode dråber derinde. Lokalet er der ikke gjort meget ud af, men den kæmpe kafferister der dominerede lokalet udgød nu også hygge nok i sig selv.

Videre fra Coffee Collective, til Karamelleriet, hvor vi var så heldige at ankomme lige som der var lun karamelmasse man kunne få lov til at smage, uhm. Der var mange fristelser og vi kom da heller ikke ud uden lidt lækkerier i tasken. Lakrids Fudge,  Bløde karameller drageret i kakao og lakridspulver (jeg er afhængig allerede) og en pose blandede karameller. Jeg er ret stolt af at vi slap ud uden at bruge næste termin. (uh de har en webshop, det kan blive farligt)

Næste fristelse lå lige på den anden side af gaden, og hed Ro Chokolade.
Vi havde lige drukket kaffe, og modstod derfor den varme chokolade, i stedet købte vi en æske blandede chokolader, og lidt andre smagsprøver. Igen krævede det en god del viljestyrke at komme ud med alle kreditkort i behold.
Meyers bageri undgik vi helt at gå ind i, vi nøjedes med at kigge vinduer, og forsikre hinanden om, at vi hverken skulle have kager eller brød med hjem.

På Jægersborggade bor også Per's Griseri, hvor vi tidligere på året købte vores halve ØF Gris. Der var vi forbi og sige tak for godt kød, og starte forhandlinger om næste leverance af kød til tørsaltet bacon og hjemmelavet salami.

Dagens søde stime fortsatte. Da vi var færdige med Jægersborggade bevægede vi os mod Åbulevarden og Konditori Strangas, som jeg havde læst meget godt om. Konditoriet er meget minimalistisk indrettet, men alligevel føler man sig med det samme hjemme. Det gør man på grund af betjeningen som udføres med godt humør og charmerende italiensk accent, mens Konditoren fra baglokalet spøgefuldt skælder ud på engelsk, med umiskendelig græsk accent, skælder ud fordi der tales italiensk i forlokalet, han forlanger Græsk  :-)

Kagerne vi fik, var et par små perler, og vi var begge yderst tilfredse med vores valg. Også Strangas kan forvente at se os igen en anden gang.

 Mandens kage:
Chokoladekage med tørret jordbær overtræk

 Min kage:
Chokolade Ganache og Havtorn fromage

Efter den omgang, mente vi at det nok var bedst at vi bevægede os til fods et stykke tid. Så vi satte kurs mod Israels plads og torvehallerne, hvor jeg ville have krydderier med hjem.

Dem købte vi hos ASA i hal 2. ASA's stand er ret fantastisk der vælter krydderier ud over det hele, og vi blev tilbudt en kop hjemmeblandet Chai, men måtte pænt sige nej tak, vi kunne ikke indeholde mere.....
Jeg fik købt spidskommen ( både hel og stødt) Hel Kanel og Økologiske Laurbærblade.
Resten af torvehallerne måtte vente til en anden gang, nu har vi jo også været der før.

Og så gik turen hjem med alle de indkøbte godter. Om aftenen spiste vi på Meyers nyeste restaurant, men derom senere .....


Onsdag var en lidt mere stille dag. Vi startede med en tur i kødbyen og HW Larsen. Vi havde nok forventet at komme til at bruge penge, men selvom der var mange spændende ting derinde, så købte vi nu ikke noget. Måske var vi ved at være en smule trætte. Men nu ved vi hvad de har derinde, og vi vender sikkert tilbage på et senere tidspunkt.

I stedet gik vi over på den anden side af gade, til Kødbyens Deli som kunne byde på Fish 'n' Chips, Sandwiches og Dagens ret.
Nu praler de af at lave Byens bedste Fis'n Chips, så sådan en omgang valgte manden at sætte tænderne i. Om det ar byens bedste ved jeg ikke, men jeg skulle hilse at sige at det smagte lækkert.
Jeg valgte en Sandwich. Havde jeg vidst hvor store deres sandwiches var, havde jeg nok bedt om at få den delt i 2, og pakket ind hver for sig, for hold da op...... Og så smagte den lækker. En kyllinge sandwich med en dejlig dressing, og masser af forskelligt fintsnittet grønt. Mums så god en sandwich har jeg ikke fået længe.  Som sagt så var den ret stor, så den sidste halvdel blev pænt pakket ned, og blev til min torsdags aftensmad.
Vi fik hver en god øl til. De havde et lille med udsøgt udvalg af special øl. Manden valgte en 'Anchor Steam Beer', mens jeg tog en 'Blanche de Namur'

Mandens Fis'n Chips.
Lavet på Torsk og serveret med Sauce Tartare, Citron båd, og frisk Estragon.

Min kæmpe sandwich med kylling og masser af friskt grønt.
Fennikel, tomat, salat og mange andre gode ting.


Så gik turen til sydhavnen og SuperMarco, hvor vi fyldte depoterne op med Dejlig skinke,gode pølser, Olivenolie og Pasta.

Herefter bød resten af dagen på afslapning og forkælelse med varme karbade, Sauna og Jacuzzi i Vestegnens kurbad. Til aftensmad spise vi brød fra Meyers Deli med Knuthenlund fåreost, min egen rillette og god italiensk skinke og pølse.
Sådan en tur tager vi igen en anden gang, for der er meget mere der venter på at blive opdaget derude i Købehavn og nyt kommer til hele tiden.

Men pueh ha, måske var det meget godt at det var ved at være slut, ellers ville jeg snart kunne trille.....

2011-11-13

Dim Sum på Vesterbro

Mandag i vores mini gourmet ferie, startede med frokost. Vi havde snakket frem og tilbage om hvor vi skulle spise, og havde også overvejet Schønnemans. Men så stødte jeg på en anmeldelse i Politiken af Helle Brønnum Carlsen, der havde været på Restaurant Saxo på Vesterbro og spise Dim Sum. Anmeldelsen var god, og Dim Sum er noget ingen af os havde prøvet før, så det valgte vi at kaste os ud i.
Restauranten ligger på hjønet af Istedgade og Colbjørnsensgade - ca 2 minutters gang fra hovedbanegården.

Set udefra ligner det ikke et sted vi ville gå ind under normale omstændingheder. En Vietnametisk restaurant der reklamerer med danske hakkedrenge, har 150 pladser, ligner en kinesisk restaurant af den sædvanelige danske slags og forøvrigt stort set er menneske tom (nu var det jo også mandag). Hvis ikke vi på forhånd havde bestemt os for at prøve deres Dim Sum, var vi bare gået videre.

Billeder fra Saxo's hjemmeside

Indenfor fik vi et bord og deres Dim Sum menu kort, som er ret omfattende.
Man får et menukort med billeder af retterne. Der er numre og så står titlen på kinesisk. Heldigvis så får man også en liste ved siden af hvor der er engelsk tekst, så man ved hvad man bestiller. Man krydser af på listen hvad man vil have og giver den til betjeningen.
Helle Brønnum Carlsen skrev i sin anmeldelse, at 3-4 forskellige slags af hver ville være passende pr. person, så vi bestilte 7 forskellige til deling og det kunne ikke have passet bedre.  Desværre fik jeg ikke spurgt om vi måtte få bestillingssedlen tilbage, for så kunne jeg nemlig have fortalt jer hvad det var vi fik :-)

Der gik ikke lang tid før de første små dej pakker landede på vores bord. De kommer ind i dampbakker i en lidt strøm, og pludselig har man bordet fyldt med mad, hvilket ikke er usympatisk. Der er noget hyggeligt ved at sidde med en masse fælles fade der fylder det hele, og så tager man hvad man lige har lyst til. Selvfølgelig havde vi fælles favoritter, så de blev delt med millimeter demokrati.
Fyldet varierede fra rent grøntsagsfyld til de mere kødfyldte hvor der både var svinekød og rejer i. Fælles for dem alle var at de var utrolig lækre og tilberedt så fyldet smagte friskt og man kunne smage hvad man fik i munden. (Faktisk var der en undtagelse, for manden insisterede på at vi skulle forsøge med en gang hønsefødder i ingefær, og de var altså ikke særligt spændende..... )
Udover de små pakker og hønsefødderne, bestilte vi også en krabbesuppe. Også den var utrolig lækker, portionen var så stor at havde jeg spist hele skålen og ikke andet, så kunne jeg have trillet ud af restauranten, så det er absolut en deler, og der er nok til alle hvis man er 4-6 afsted sammen.

Vi spiste nr. 2,4,11,27,36,38,41 (menuen ligger på hjemmesiden)
Manden fik et par øl, mens jeg valgte den mere traditionelle Jasmin te, som passer rigtig godt til.
Hele regningen lød på 441 kr, og det må siges at være billigt for den smagsoplevelse.

Som sagt så har vi ikke prøvet Dim Sum før, så vi har ikke noget sammenligningsgrundlag, men jeg ved at til den pris og den kvalitet, så kommer jeg igen, og spiser lækker Dim Sum med Jasmin Te til.



2011-11-12

Mandag: Vesterbro: Falernum Vinbar og Synergi Købmand

Så er vi nået til Mandag.
Søndag springer jeg let og elegant over, selvom det faktisk ikke er fortjent, For vi fik dejlig Brunch på Cafe Zeleste, og fantastisk Goulash hos gode venner om aftenen.

Mandag startede vi med at tage S-toget til Nørreport, og gå forbi Perchs, for at fylde Te lageret lidt op. Derefter til Torvehallerne, som overraskende nok kun havde åbent hos spisestederne. Det blev derfor ikke til noget med indkøb af krydderier hos Asa som planlagt, men en fabelagtig kop kaffe hos Coffee Collective blev det da til.
Coffee Collective skal man ikke gå til og bestille en kop af ugens filterkaffe hvis man har travlt, for det tager sin tid. Til gengæld kan man så nyde ritualet undervejs - og resultatet er en rigtig god kop kaffe. Vi fik en Kieni fra Kenya. Det gør jo heller ikke noget, at firmaet forsøger at arbejde sammen med kaffebønderne for at finde en bæredygtig måde at dyrke kaffe på.

Billede fra Coffee Collectives hjemmeside.

Derefter gik turen mod Vesterport, og Frokost på Saxo Restaurant. Men den fortjener et indlæg for sig selv, så den kommer senere.

Fra Saxo gik turen mod værnedamsvej, på Vesterbrogade skuede mit øje pludselig en forretning der hed Øko Best. Der måtte vi naturligvis ind og kigge os omkring. Undervejs derinde mens vi browsede gennem deres ret store og varierede udvalg, spekulerede jeg over, hvordan det dog var undgået min opmærksomhed, at der lå et økologisk supermarked på Vesterbrogade. Konklusionen må være, at jeg ikke kommer nok på Vesterbro ! Økologisk tørgær, Allehånde, Lakrids og sennepsfrø røg i rygsækken inden vi gik videre mod Værnedamsvej.

Værnedamsvej er en ret kort, men meget hyggelig gade med et lille men godt udbud på den kulinariske front.
Når man kommer fra Vesterbrogade er noget af det første man møder, et skilt hvor der står "Synergi Købmand" Man skal ind igennem en lille hyggelig gård for at komme indtil købmanden, og det er egentlig ret fint, da det sætter stemningen. Butikkens facade er dækket af blanke fliser og stemningen er sat til en god gammeldags købmands forretning. Det er dog ikke helt det billede der møder én når man træder ind af døren. Butikken er ret lille, smagfyldt og hyggeligt indrettet, hylderne er kun 1/4 fyldte og her stopper sammenligningen med den gamle købmand. Ikke at det er en dårlig ting, at sammenligningen stopper, for det er gode ting der står på hylderne, og selvom lokalet er lille, kan man bruge en del tid på at udforske det der står på dem. Og nu vil jeg ikke påstå at jeg kan huske hvad der stod på hylderne, men vi kom derfra med aftenens dessert nemlig en fuldstændig forførende Rødgrød med en fløde som jeg regner med var blandet op med mascarpone (altså fløden)  og 2 små skærebrædder i oliventræ som jeg ikke kunne stå for.

Billede af Synergi Købmand, fra AOK

Derefter slentrede vi ned af Værnedamsvej, som er ret kort, men alligevel formår at indeholde en del interessante butikker. Franske specialiteter, Vinhandler mm. og et par gode bæverdinger såsom Viggos og Falernum. Viggos har vi været på tidligere, kunne vi huske da vi nu så den igen.
Da nu det hele gik ud på at opleve noget nyt, så gik vi på Falernum.

Falernum er et hyggeligt sted, hvor man dumper ned i en afslappet og rolig atmosphære. Hvor du kan nyde et glas vin, eller købe en hel flaske (30 forskellige slags vin kan købes i glas). Vi endte med at bruge et par timer derinde, Vi sludrede drak noget af deres fremragende vin bestilte en tallerkenfuld pølse og skinke og slappede helt af.

Gavmild snack tallerken med mange gode ting
Herlig tekst fra Falernums vinmenu

Da vi havde fået vin og hygge nok, gik vi om hjørnet, ud på Gammel Kongevej og hen til Meyers Deli.
Der købte vi lidt proviant til aftensmaden som skulle fortæres hjemme. Vi købte brød, Ost og Hindbærsnitte. Ikke et dårligt aftenmåltid - men måske vi snart har brug for nogle grøntsager .......



Billedet herover viser dagens hjembragte skatte.
  Te og Honningkager fra Perchs.
  Lakridsstang, Gær, Sennepskorn og Hel Allehånde fra 'Øko Best'
  Skærebrædder og Rødgrød fra 'Synergi Købmand'
  Æblecidereddike, Brød, ost og hindbærsnitte fra Meyers Deli

2011-11-10

Lørdag : Kurbad & Gourmandiet

Vores Gourmet ferie er gået over al forventning, og desværre er den nu slut, og vi er tilbage på arbejdet.

Vi startede det hele med en dejlig afslappende tur i Vestbadets kurafdeling hvor der er 4 forskellige slags saunaer, Spabad og varmvands bassin.
Skøøøn måde at starte en miniferie, så er man nede i tempo fra start.

Om aftenen var vi på Restaurant Gourmandiet på Rosenvængets alle. Gourmandiet er startet som en slagterforretning, og  det er stadig butikslokalet man træder ind i, når man kommer for at spise. Dog spiser man i et tilstødende lokale.
Der er noget charmerende ved at blive præsenteret for råvarerne som det første når man kommer ind af døren, det giver en ret god sammenhæng mellem oprindelsen og smagsoplevelsen.

Konceptet er meget simpelt, alt undtagen forretten er økologisk.
Der er én forret og det er en tallerken med lækre pølser af vildsvin, lidt oliven og ristede mandler. Meget lækkert.

Til Hovedret er der én slags tilbehør, Som på dagen var lækre Grønne Bønner med Sesam og Ristede mandler + Kartoflerne der vist nok var forkogte og derefter havde fået en tur på panden.
Man kan vælge mellem 2 sauce : Okseglace og økologisk bearnaise.
Tilbehøret var super lækkert, Både Glace og Bearnaise var meget vellykkede, og grøntsagerne var tilberedt til perfektion.

Bøfferne er Centrum i måltidet, hvilket er meget naturligt når nu udgangspunktet er en slagter butik.
Man kan vælge mellem 5 forskellige udskæringer og de fleste fås i forskellige størrelser.

    Entrecôte
    Rib-Eye
    T-bone
    Côte de Boeuf
    Tournedos

Vi valgte begge Rib-Eye, manden en 300 gram med Bearnaise, og jeg en 250 gram med Okseglace.

Bøfferne var stegt lige tilpas og kødet var af super kvalitet, dog var grillstriberne lige lovlig sorte, og smagte lidt brændt. Bagefter fortrød vi at vi ikke fik sagt noget, men det er jo vores egen skyld.

Til Dessert kunne man vælge mellem Ost, eller Æblekage, og vi valgte begge æblekagen, som smagte helt forrygende.

Æblekagen, taget med min mobil, så kvaliteten er derefter.

Betjeningen var lidt ujævn. De var rigtig søde og venlige, men der var ikke sammenhæng mellem køkkenet og serveringen, blandt andet var vi ikke færdige med vores Forret, inden vi fik serveret Bøffen, og det er ikke så smart. Vi måtte også minde om, at vi skulle have vores Rødvin, og det bestilte vand.

Men alt i alt var det en rigtig god aften, og vi kommer gerne igen.
Regningen sluttede på ca. 1350 og det kan jeg ikke komme i tanker om andre steder jeg har prøvet, hvor man får den kvalitet i det prislege.

2011-11-07

Gourmet ferie i København

Vi holder ferie. Ferie vi har trængt til og udskudt på grund af byggeprojekt herhjemme. Well byggeprojektet er ikke færdigt endnu, men ferien, den trængte vi til.
Vi overvejede meget og længe om vi skulle tage til udlandet, men efter mange overvejelser, besluttede vi at blive hjemme, og holde ferie i København.

Der er nemlig rigtig meget vi aldrig få gjort i København. Selvom den ligger lige derinde, kun 10 km væk, så kommer vi bare ikke derind. Jægersborggade og Værnedamsvej er bare noget vi har læst om, men aldrig har fået udforsket.

Målsætningen er, at vi skal forkæles og spise en masse god mad, opdage gode butikker og hænge ud i vinbarer og konditorier.

Ferien har allerede bragt os forbi Kurbad, gode bøffer hos Gourmandiet, Brunch på café Zeleste, National museet, Franks Goulash, Coffee Collective, Dejlig Dim Sum, Værnedamsvej, hygge på vinbar og god shopping.

Forude venter stadig Konditori Strangas, Restaurant Radio, Jægersborggade,  Shopping i HW Larsen og SuperMarco og endnu mere afslapning i kurbad.

Jeg får slet ikke taget billeder undervejs, Har alt for travlt med at hygge mig og opdage.  Men her er et billede at det vi hjembragte idag, senere kommer der indlæg om de bedste oplevelser.


Nu må jeg flade ud, og sove...

2011-11-06

Ketchup, Chilisauce og Æble Relish

Sidste weekend var der stor aktivitet i køkkenet, ud over den Chili Relish jeg skrev om i sidste indlæg, blev der også lavet Ketchup, Chilisauce og Æble/Løg Relish.

Ketchup, Chilisauce og Æble Relish.

Æble / Løg Relish

1 stort løg i tynde ringe.
3 Æbler  med skræl i meget tynde både.
1/4 tsk Kardemomme
2 Stjerne Anis
½ dl Æble cider eddike
2 spsk Sukker.
Salt og Peber

Sukker og Eddike mængder justeres efter æblernes sødme

Løg steges i lidt olie sammen med Stjerne anis, Kardemomme og peber bløde. Tilsæt Æbler, og steg videre et øjeblik.
Tilsæt sukker og eddike, og varm igennem.
Smag til med salt, peber, sukker og eddike.
Jeg ville gerne beholde lidt konsistens i æblerne, så det ikke blev grød agtigt, og så skal man passe meget på at man ikke giver det for lang tid.

Giver 2 glas.
Smager rigtig dejligt til kød, og i en sandwich med en rest lammesteg.

Chili Sauce
Her bruger jeg ikke en opskrift, men mere de forhåndenværende ingredienser.
Masser af Løg
Chili
Tomater
Peberfrugt
Hvidløg
Spidskommen
Lidt eddike.

Løg steges sammen med hvidløg til de bliver gennemsigtige, og så tilsættes resten af ingredienserne, skåret i grove stykker.
Det hele simrer indtil chili og tomater er helt bløde og det hele er grødagtigt.
Så passeres det gennem en sigte, og koges videre til ønsket konsistens.
Smag til med salt, Peber og eddike.
Er den blevet for stærk, så tilsæt lidt sukker, det dæmper meget af styrken, men pas på at den ikke bliver sød.

Tomat Ketchup.
Her følger jeg opskriften i en dejlig bog af Amy Goldman. Bogen hedder 'The Heirloom Tomato'

7 Kg tomater
1½ Kg Løg
½ Kg Rød peber
4 spsk hakket hvidløg.
3 spsk salt
700 ml sirup (majssirup eller alm. sirup)
700 ml Eddike (Gerne Æble cider eddike)

2 spsk sorte peberkorn
1 spsk hele spidskommen frø
1 spsk Coriander frø
1 spsk hel allehånde.

Krydderierne pakkes ind i noget klæde eller noget andet der gør at man kan fiske det op igen.

Løg, Peberfrugt og salt steges ved middelvarme til grøntsagerne er møre.
Tilsæt hvidløg og steg med til det begynder at dufte.
Tilsæt nu krydderier og tomater der er skåret i grove tern, og lade det hele koge stille og roligt, til tomater er jævnet helt.

Sirup koges i en seperat gryde til det begynder at karamelisere. Tilsæt nu Eddike i en tynd stråle under omrøring.
Hæld sirup blandingen op til tomaterne.

Kog nu ind til det begynder at tykne. og det kan altså tage ret lang tid.
Passer nu det hele gennem en sigte og genopvarm. Synes du stadig den er for tynd, koger du den lidt mere ind.

Denne portion gav 5 liter, så en anden gang vil jeg nok nøjes med at lave ½ portion :-)
Men det smager fremragende. Lidt mere blus på krydderierne ville ikke have gjort noget, men det smager bestemt godt.


-----------------------
Fra Haven er der brugt:
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...