Restaurant Oubæk var den billet jeg ikke troede jeg havde fået, men som dukkede op i min mailboks 2 dage efter jeg havde booket restauranter. Vi har ikke været på Oubæk siden han solgte og ikke længere selv er involveret i restauranten. Vi havde dog hørt at de nye ejere havde bevaret den gode stil, og var derfor spændte på at prøve restauranten.
Menu :
Cremet fiskesuppe med kammuslinger, scampirejer og pighvar
Braisserede svinekæber med gulerod, ventreche, sauce og pommes frites
Creme Brûlée
Forretten var en dejlig lækker cremet og på samme tid frisk fiske suppe. Den ankom til som på dette billede, helt og aldeles tør, og meget lidt suppeagtig.
Det blev der dog lavet om på, da tjenerne kom rundt med suppen i fine kander og hældte over skaldyr og porrer på tallerkenen. Det var en lidt morsom oplevelse, da man rundt omkring i restauranten kunne hører folk skumle lidt over den salat de havde fået, når nu de var blevet lovet suppe :-)
Vi hoppede på en vinmenu til 175 kr og fik en dejlig chardonnay til forretten, dens fedme gik fint i spænd med de friske porrer og den cremede suppe.
Hovedretten og de Braisserede svinekæber var virkelig lækker. Heldigvis var der nogle af de fritter som restauranten er så berømt for (eller er det Hr. Oubæk der er berømt for dem) med på tallerkenen, og de var virkelig gode. Derudover var der et par lækre babygulerødder og en gulerodsmos. Saucen var virkelig god, men der var ikke ret meget af den. Der blev serveret en Rhöne vin til hovedretten, og endnu engang var det et godt valg og en god vin.
Nu var det anden gang vi fik svine kæber denne uge, så en sammenligning virker oplagt. Kæberne hos Oubæk havde langt mere smag end de havde hos Numero 64 om tirsdagen. Til gengæld så foretrækker jeg tilbehøret fra Numero 64.
Desserten var et hit. Dejlig let og silkeblød Creme Brûlé, med en lille kugle Passionsfrugt sorbet ved siden af. Hertil en Muscat som sad lige i skabet.
Portionsstørrelserne var hele vejen igennem ret små, og jeg var stadig sulten da vi gik. Nu skal det så også siges at der var et seriøst hul i min mave allerede ved ankomst, så måske var mæthed også lidt meget at forlange. En lidt pudsig ting var, at kurven med brød blev fjernet efter forretten, selvom der stadig var brød tilbage, og den kom ikke tilbage, jeg troede ellers de ville komme med en refill, og protesterede derfor ikke.
Serveringen var venlig og hurtig - meget hurtig og meget samlebåndsagtig. Det er ok, og det var helt forventet til Dining Week hvor prisen er skruet ned, og den skal have 3 serveringer igennem på en aften. Det stod dog lidt i kontrast til Numero 64, hvor serveringen også var hurtig, men på ingen måde virkede samlebåndsagtig.
Alt i alt har vi foreløbig haft 2 dejlige aftener, hvor kvaliteten af maden har været i top.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar