2011-04-20

Gæsteblogger : Restaurant Nose2Tail

 Vi har længe snakket om at det snart var på tide med en tur på en god restaurant. og efter at have læst Mira Arkins indlæg, om den nye Restaurant: Nose2Tail i kødbyen, var vi ikke i tvivl om hvor det skulle være .
Dagen var også oplagt, da Henrik i tirsdags fyldte 40 - og det skulle da fejres. Og da det nu var hans fødselsdag, så har han fået lov til at skrive anmeldelsen.

Konceptet på restauranten er lige vores stil, Råvarer der er blevet kælet for, og total udnyttelse af dyret, det kan vi lide. At de så også vidste hvordan man skulle behandle disse råvarer for at få et resultat der fik engle til at danse af fryd på tungen, det er en helt anden sag. og nærmere beskrivelse vil jeg hermed overlade til aftenens hovedperson og dagens gæsteblogger :
........................................................
Som en ekstra fødselsdagsgave har jeg fået lov til at gæsteblogge hos Grøntsagspigen. I går spiste vi på den nys åbnede Nose2Tail i Kødbyen. Stedet var lidt svært at finde, men det var stort set også aftenens eneste minus. Restauranten ligger i et kælderlokale, hyggeligt indrettet, uden at være for poleret. Restaurantens koncept går i korthed ud på, at alt fra dyret udnyttes. Det giver mening både ud fra en økonomisk og miljømæssig betragtning, og idéen tiltaler mig meget. l

Vi begyndte med nogle små retter fra baren. En enkelt østers med løg/agurke-vinagrette, velsmagende og enkelt. Rillette af confiteret and, serveret i et henkogningsglas, og et stort stykke paté med sennep og cornichoner. Dertil mørkt og lyst hvedebrød med smør. Det smagte himmelsk - den confiterede and var fuld af smag, krydret og saltet tilpas, og selv om det er en fed ret, blev det ikke for meget. Patéen af svinekød var fast, med masser af kødkraft, og igen præcist den rette mængde fedt. Øl fra Skands på fad (Humlefryd og Tæppefald) passede perfekt til. Det var meget, meget lækkert, længe siden jeg har smagt noget så godt.

Vi måtte meget mod vores vilje levne lidt af de "små" retter fra baren, ellers havde der slet ikke været plads til hovedretten: Sprængt oksespidsbryst i peberrodssauce med gulerødder, havrerod og porre. Kødet var meget mørt, og med rigtig god smag. Rodfrugterne velvalgte, det ekstra bid der er i havrerod dannede god kontrast til det møre kød. Igen måtte vi levne, egentlig lidt pinligt, når restaurantens formål var, at intet går til spilde. Til vores forsvar vil jeg sige, at portionerne var ganske store, men mon ikke det er noget de får justeret ind med tiden?

Der var ikke plads til dessert, selv om der var flere spændende ting på kortet. I stedet en Fernet Branca til lige at hjælpe fordøjelsen lidt i gang. Nose2tail må være klar over risikoen for at gæsterne overspiser, de sælger den italienske digestive for en 10'er / glas. Ikke ulig den venlighed vi flere gange har mødt i Toscana, hvor den hjemmekrydrede grappa kommer på bordet uden beregning, hvis man har fået lidt for meget at spise.

Udover at maden var rigtig god (og et fund til prisen, vi spiste 2 personer med rigelige drikkevarer for under 900 kr), så er der ganske enkelt rart hos Nose2tail. Tjenerne er venlige og entusiastiske uden at være oversmarte. De er med rette stolte af deres produkt, og håndterer serveringen professionelt og uden de store armbevægelser. Pausen mellem for- og hovedret var måske en anelse lang, men vi havde bedt om en pause, så det var helt ok. De har kun en seating, så hvis fx du har bord kl 20, kan du blive siddende til de lukker. Det er en rigtig god ting, som jeg håber de kan holde fast i.

Jeg var, som det fremgår, ganske overordenlig godt tilfreds med Nose2tail. Hvis kvalitets- og prisniveau holder bliver det snart svært at få et bord. Godt at vi allerede har booket igen :-)

P.S. ....og så spillede de Gasolin hele aftenen :-)

2 kommentarer:

  1. Det lyder som om vi skal se at få bestilt et bord. Jeg vil i hvert fald have det i tankerne næste gang vi skal ud og give den gas. Det er nemlig også lige vores stil og ikke særlig langt hjemmefra. Vi kan altså være ekstra miljøvenlige og tage cyklen ;-).

    God påske
    Birgitte

    SvarSlet
  2. Hej Birgitte.
    Ja det er bare at komme afsted.
    Næste gang vi skal derind bliver det for at spise lette retter og desserter :-)
    Ved ikke helt om jeg er enig i betegnelsen "lette retter" når det drejer sig om Fuldfed Paté og Confitteret And :-)
    Men lækkert er det, og det bliver spændende at se hvilket dyr de har på menuen til den tid.

    God Cykeltur :-)
    Randi

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...