2014-01-26

Kald det bare Pizza

Når jeg spiser Pizza er det normalt noget med en god tomatsauce, og fyld efter humør, men på det sidste har jeg lavet et par meget simple og lækre Pizzaer, godt hjulpet på vej af mandens gode dej med rugmel. Den giver en fantastisk sprød bund. Samt ikke at forglemme god inspiration fra River Cottage Veg Every Day.

Pizzafyldet består mest af løg, og der er ikke en eneste tomat involveret i de her pizzaer.

Pizzabund til 2 pizzaer
70 g rugmel
130 g hvedemel
1 dl vand
Olivenolie, ca. 1 spsk
salt
Tørgær, ca 1/4 tsk

Ælt sammen og lad hvile mindst 1 time.
Den kan stå flere dage i køleskabet, hvis den pakkes tæt, så hvis man ved man får en ekstra travel dag i løbet af ugen, kan man lave dejen klar i weekenden, og så er der Pizza på ingen tid.


Løgsauce :
3 store løg, halveres og udskæres i tynde skiver.
3 fed hvidløg
Chili, Frisk eller tørret (efter smag)
Salt og peber 

Løgene steges i olie og smør indtil de er gennemsigtige.
Tilsæt hvidløg og Chili, samt salt og peber.
Steg videre ved middelvarme  til løgene er dejligt bløde (de skal ikke være brune)


Pizza med Toscansk Palmekål


Eksempler på fyld :
  • 250 gram Palmekål (eller grønkål) , snittes groft og tilsættes løgene indtil det er faldet helt sammen. eller:
  • Tyndt skåret skinke og Ruccola Eller
  • Syltet peberfrugt. Eller
  • ....   som det nu er med Pizza, så er det kun fantasien og smagsløgene der sætter grænser.

Og så skal der selvfølgelig Ost på. Jeg har mest brugt parmesan, det synes jeg har passet godt til løgenes sødme, men man vælger selvfølgelig bare sin egen favorit.


Ovnen forvarmes i god tid til den højeste temperatur din ovn kan trække, min kan op til 300 grader.
Det bliver bedst med en Pizzasten, men kan sikkert også blive godt uden. Bruger du en sten skal den med fra starten.
Pizzadejen deles i 2 og rulles tyndt ud for at få en god sprød bund
Pensel bunden med olivenolie, og læg fyldet på lige inden den kommer i ovnen.


Det tager ikke mange minutter at bage pizzaen, så hold øje med den.

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Palmekål, Hvidløg, Chili

2013-12-28

Rosa andesteg og Varm rødkålssalat


Når alt kommer til alt, så er den traditionelle julemad ikke lige mig... Den er lidt for tung i det for min smag.
Andestegen er der ikke noget galt med, men fyldet og tilbehøret med de brunede kartofler ....
Nå men når man er omgivet af traditionalister, er der grænser for hvor meget man kan lave om..
Men hvis ... så havde jeg nok fyldt anden med perlebyg, gulerødder og grønkål, i stedet for de æbler og svesker som der alligevel ikke er nogen der spiser særligt meget af. og som man altid står med dagen efter. Lige nu ligger det i fryseren, og det er en af de få ting, som jeg næsten med garanti ikke ville få brugt, hvis ikke det var for facebook gruppen Stop spild af mad - inspiration til at bruge dine madrester.

Hvor man i år blandt andet kan læse følgende ideer :
- Fyld i forloren hare, eller laves til en chutney (Malou Rotvel Pagh)
- Blend noget af det i Andesaucen (Kirsten Wisborg)

- Spises med salt på groft rugbrød (Hanne Smith Mamdouh)

Tak for de gode ideer, nu er der ingen undskyldning.


Jeg har fået lov til at ændre en smule ved menuen, nemlig på den syltede rødkål, som jeg decideret ikke kan lide, og derfor nægter at servere til juleaften, Der må være en grænse.
Det er nu ikke rødkålen jeg ikke bryder mig om, så den er bevaret i en ny og friskere forklædning, som varm rødkålssalat.

4 personer : 
  • 400 g fintsnittet rødkål
  • 4 løg i både
  • 2 appelsiner, renset for hinder og skåret i kvarte skiver.
  • 3 uskrællede æbler i tynde både, (ca. 250 g)
  • 250 g svesker uden sten, halveres
  • 25 g smør i mindre stykker
  • 2 spsk balsamicoeddike
  • 2 store kviste timian (afstilkede) 
  • 1 spsk groft salt 
  • friskkværnet peber 
  • 1 tsk groft salt 
  • friskkværnet peber
  • lidt vand, (Andebouillon eller hvis den serveres til andebryst )
Det hele vendes godt rundt og hældes i et ovnfast fad.
Bages i en lille time ved 200 grader.

Væske fra fadet er en godt tilføjelse til andesaucen, det giver en lidt lettere smagsprofil og smager dejligt.

Anden blev i år behandlet ala Meyer.
På clausmeyer.dk har han listed en masse julede opskrifter, blandt andet langtidssteg and.
Nu har jeg altid langtidsstegt mine ænder, men ikke helt på denne måde  
Fremgangsmåde kan findes på Meyers hjemmeside. Jeg vil dog sige at jeg ignorerede hans forslag til æblesort. Alle ved da at det skal være Belle De Boskop, ikke sandt ?

Udfaldet var perfekte andelår, og rosa andebryst. Det smagte skønt.
Anden var økologisk og fra Gothenborg ved Silkeborg. Den var virkelig lækker, Mørkerød i kødet og ret mager af en and at være. Det er andet år vi får derfra, og der er officiel anbefaling herfra.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Rødkål, Timian, Æbler

2013-08-29

Det er derfor....

Det er et måltid som det her, der gør at jeg eeeelsker min køkkenhave og at hvert minut jeg bruger derude er et godt minut.

På få minutter kan man hente det hele i haven, smække det i et ovnfast fad, læne sig tilbage og vente 20 minutter og så er der lækker lækker mad

De fleste slags grøntsager kan bruges, vær opmærksom på at de kan kræve forskellig tilberedningstid.
Denne gang brugte jeg :


Broccoli i små buketter
Gule squash i store tern, kan med fordel forsteges lidt på en pande, mens man tilbereder de andre ting.
Tomater i kvarte eller halve,
Peberfrugt  (lidt chilifrugt ville heller ikke være af vejen.
Løg i grove både
Hvidløg, hele fed
Timian og salvie
Salt og peber
Olivenolie

Og jeg sluttede af med lidt Røget Scamorza ost.
Skal det være vildt kan lidt italiensk pølse i skiver også blandes i, men det er ikke nødvendigt.
Faktisk er det ikke nødvendigt med andet end grøntsager for at få et fantastisk måltid.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Tomater, Broccoli, Squash, Løg, Hvidløg, Peberfrugt, Timian, Salvie

2013-07-29

Grillede squash i Olie

En ualmindelig lækker måde at gemme noget af squash overskudet på. Det smager fabelagtigt som tilbehør til grillmad, eller til en god bøf/kotelet....
Første gang jeg lavede dem, var jeg positivt overrasket over, at 4 pænt store squash (20 cm) efter tilberedelse kunne være i et ret lille syltetøjsglas.

Opskriften er fra en bog af Joanna Farrow der hedder Seasonal preserves. Jeg har ikke helt fulgt opskriften (sådan er det med mig, jeg kan ikke følge en opskrift, tsk tsk) men metoden har jeg dog holdt mig til.

De skulle kunne gemmes i 2 måneder hvis de står i køleskabet.
Har du brugt olivenolie, så vil den blive lidt mærkelig grynet og ugennemsigtig at se på, når den har stået i køleskabet en uges tid eller måske lidt længere. Tag glasset ud af køleskabet en time før i skal spise, så kommer det til at se helt normalt ud igen.

Man kan naturligvis bruge en grill, men jeg synes det er lettere at styre på en grillpande, også fordi stykkerne bliver rimeligt små. Jeg har en løs kogeplade som jeg kan sætte op ude på terassen, så kan man stå der under parasollen på den varm dag, med et kølig glas vin i den ene hånd, og selvskab af manden der sidder med en bog i hånden.
Vil man lave mange, kan det betale sig at gøre det lidt mageligt, det tager nemlig lidt tid. og den åbne himmel er en god ting, for det kan ose ret meget. tænk over vindretningen før du går igang.



Forberedelse : 
Skær squash ud i diagonale skiver på ca. 5 mm i tykkelse.
Læg dem lagvis i en si og drys hvert lag med salt.
Lad dem stå i minimum 2 timer og skyl dem herefter grundigt for at fjerne alt salt, og dup dem derefter tørre.

Øvrige ingredienser : 
  • Valnøddeolie.
    Olivenolie, Rapsolie eller andre olie kan sandsynligvis bruges. Jeg supplerede med vindruekerneolie fordi valnøddeolie trods alt ikke er billigt.
  • Peber, friskkværnet
  • Krydderurter
  • Citronskal

Squashskiverne vendes/pensles i valnøddeolie, og krydres godt med sort peber.
Herefter grilles/steges de. på begge sider til de har fået gode grille striber og er bløde og bøjelige i konsistensen. Lige dem til side til afkøling, mens du steger de næste hold.
Jeg bruge en grillpande, men en almindelig stegepande giver sandsynligvis et lige så godt resultat.

Når alle skiver er grillet færdig ligges de lagvis med krydderurter og revet citronskal, herefter dækkes det hele med olie, og de er klar til at spise eller gemme i køleskabet.
De smager bedst når de har stået et par dage.

Er det nogen der kender et sted hvor man kan købe valnøddeolie i rå mængder til en billig penge ...   ;-)
-----------------------
Fra Haven er der brugt: Squash og krydderurter + solskin og terrasse.

2013-05-14

Jeg savner min blog men ....

Et lille forårstravlhedspip fra Grøntsagspigens hi.

Nej helt i hi er jeg nu ikke gået,  jeg udlever bare det der ambitions justerings noget som jeg tidligere har skrevet om, det med at man ikke kan nå det hele.
Det er gået ud over bloggen, til gengæld arbjeder jeg på fuld kraft for at indhente den tid den lange vinter har taget fra os (havefolket altså) der sås, omplantes og udplantes på livet løs, både på den ene og den anden side af vinduet.

Og projekter, tja dem er der jo altid nok af også de spontane, såsom at fjerne fliser i drivhuset så der liige kom 0.7 m2 ekstra jord at dyrke i, At begynde udgravningen til det bed hvor der skal være et lille bitte vandhul - uden jeg altså helt har detaljerne på plads for hvordan det skal se ud.
At rydde et andet bed for skvalderkål (her hjælper hønsene gerne bare de ikke skal spise det) og fortsætte indretningen af arbejdspladsen under halvtaget.
Joe, det har været en god ting med alle de fridage her i foråret, tiden er blevet brugt og musklerne er blevet ømme.

I køkkenet er der ikke sket de store revolutioner. Det er ikke her den kreative energi er blevet brugt, men mad bliver der da lavet.
F.eks lavede jeg en pesto af 5 forskellige blade fra haven + frisk hvidløg. Den serverede jeg som Pasta med Pesto, og dertil dampede Brocolliskud. Helt præcist er det Broccoli Rabe, en her i Danmark ret ukendt grøntsag, som har været brugt i Italien i mange år. Den kan sås og udplantes meget tidligt og er en af de første grøntsager der kan høstes. Den smager lækker lidt bittert, meget frisk og egentlig ikke ret meget af kål.


Fra venstre er det :
  • Spinat bede (overvintret fra sidste år)
  • Spinat
  • Broccoli Rabe
  • Ramsløg (yes der er begyndt at være så mange i min have at jeg kan høste lidt af dem)
  • Skvalderkål (nåeh ja, når nu det er der kan man jo lige så godt spise det)
  • Hvidløg
  • Havesyre
Pestoen lavede jeg med en forkert fattigmands pesto ! Fattigmandspesto er egentlig en pesto med rasp istedet for den dyre Parmesanost. Men i min version blev det rasp istedet for de pinjekerner jeg ikke havde nogen af. Det kan forøvrigt godt anbefales - men det skal være en fin rasp, ikke grov.

Sidste års høst skal jo også bruges. Der er blandt andet stadig en del bær i fryseren, og derfor lavede jeg en Trifli. Eller....
Egentlig lavede jeg en Pannacotta, der skulle serveres med en kompot af blandede bær, sødet med Honning. Pannacottaen stod dog i køleskabet og besluttede på egen hånd, at den hellere ville være en creme, så det blev den. En tyktflydende Pannacottacreme, der forøvrigt smagte ganske dejligt, men ikke lige kunne serveres som en Pannacotta.
En medblogger triggede en ide om at lave den til en Trifli og således blev det.  Jeg lavede en Crumble af Makroner og Honningristet Havregryn og valnødder. Og den trifli blev da ganske skøn.


Jeg fik ikke brugt al cremen til triflien, så næste dag blev resten ved hjælp af et par æggeblommer omdannet til en dejlig Creme Brulee. Intet gik til spilde, sådan skal det være.
Og det var vel egentlig meget kreativt når det kommer til stykket

Men en lille tur tilbage til haven skal vi lige nå. For når nu jeg snakkede om høns og hjælp til rydning af skvalderkål, så hjælper de også gerne med at rydde køkkenhaven for snegle og andet kravl. Men det der "No Digging princip" jeg prøvede at fortælle dem om, havde de ikke den store forståelse for. Og skulle turen komme forbi en overvintrende kål eller nyudplantet salat, så tror jeg også godt jeg ved hvad deres holdning er til den slags ting. Derfor er de kun på udgang i køkkenhaven under strengt opsyn.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Spinat bede, Spinat, Broccoli Rabe, Ramsløg, Skvalderkål, Hvidløg, Havesyre. Ribs, Hindbær

2013-03-08

Beans on toast, med et tvist.

Uhh så kom kulden tilbage og det er passende med en lidt varmende ret, men tid til det helt store var der ikke her til aften.  Jeg fik lyst til at lave noget med nogen af de Borlotti bønner jeg har liggende i fryseren fra sidste sæson, men det skulle være nemt og hurtigt.
Jeg kom til at tænke på Beans on toast, og kom på nettet forbi rigtigt mange billeder at hvidt toastbrød med Baked beans. Det var ikke lige det jeg havde i tankerne, det måtte kunne gøres bedre.

Jeg kogte Borlotti bønner med hvidløg, salvie, tomat, Chili, salt og peber. (kogetid ca. 30 minutter)
Så moste jeg bønnerne groft, sammen med det kogte hvidløg og blandede det  med olivenolie og lidt rå presset hvidløg. Smagte til med salt og peber og serverede det på groft toast og sluttede af med parmaskine i tern, soltørrede cherrytomater, olivenolie, lidt tørret chili og citronsaft.


Mums siger jeg bare.
Superhurtigt blev det nu ikke, så det blev lidt sent inden vi spiste, men pyt - det var nemt og lækkert.


------------------------
Fra Haven er der brugt: Borlotti bønner, Tomat, Hvidløg, Salvie, Chili

2013-03-02

Haven på skrivebordet


Det er højsæson for havedyrkning på skrivebordsniveau. Dyrkningsplanen for køkkenhaven skal pudses af og de sidste frøbeholdninger skal tjekkes og evt. suppleres.
I går skinnede solen og jeg kunne ikke helt holde mig væk fra haven - den rigtige have ud på den anden side af ruderne, for selvom jorden stadig er frossen og meget våd, så var der enkelte steder hvor jeg kunne hive lidt ukrudt op, og så var jeg da lidt i gang.
Solens stråler er ved at få så meget kraft at man kan mærke varmen på ansigtet, og har bilen stået i solen, så er den lun indeni, men det er stadig alt for koldt til rigtig at være i haven, eller til at lave noget derude, og så er det jo heldigt at havearbejdet starter indendørs.


I vindueskarmen  står de første salat planter og spirer sammen med en tidlig kål, der nu er blevet alt for lang. Chili er også sået og står ved siden af en enkelt overvintrende Chili fra sidste år, der ser ud til at klare sig fremragende.
For første gang forsøger jeg mig også med at så mine løg selv, istedet for at købe sætteløg. De sidste 3 år har jeg haft løgskimmel der både har givet mindre udbytte og har gjort at løgene ikke har kunnet holde sig. Når man køber før kan man vælge mellem mange forskellige slags, blandt andet nogen der skulle være resistente overfor skimmel. Og så sparer man også en lille formue i sætteløg.

 Vindueskarmen med "UFO" lys

Indenfor de nærmeste dage er der meget mere der skal forspires :
  • Kål : Tidlig spidskål 'Hispi'
  • Peberfrugt
  • Aubergine
  • Knoldselleri : Noget jeg prøver for første gang
  • Valske Bønner : fordi jeg vil se hvor tidlig jeg kan få dem. sort = 'Express'
Inden for endnu et par uger gælder det :
  • Tomat
  • Mere kål
  • Spinat (En lille smule til forspiring så jeg kan få tidlig spinat i drivbænken)
Og det bringer mig til en anden del af havearbejdet der foregår indendøre, nemlig planlægningen. Jeg har altid været lidt af en 'Listenørd' forstået på den måde at jeg elsker at lave lister over alt muligt. En af de ting jeg laver lister over er mine frø. Hvilke frø har jeg på lager, hvor gamle er de, og hvornår skal de sås. Haveplanen er også på listeform, hvilke grøntsager skal sætter hvor, og hvordan passer det ind i sædeskiftet.
Men når det kommer til stykket, så er jeg ret visuelt orienteret, jeg kan bedste skabe mig en overblik når jeg kan se det for mig.
Derfor har jeg i år lavet en tegning af min køkkenhave. Den ser sådan her ud :



Det er ambitionen at jeg med tiden skal have små billeder af alle typer grøntsager, som jeg kan sætte på planen, men da jeg ikke selv er den store kunstner, så afhænger det at at jeg kan finde nogle billeder der kan bruges. Det er meget nemmere på den måde. Man laver en seddel for hvor grøntsagstype/sort man skal have sået, og så flytter jeg bare rundt på dem, indtil jeg har placeret dem alle.
Når så planen er lavet - Så skriver jeg det ind i mine liste, så jeg kan holde styr på sædeskifte til næste år

Og når nu vi er ved haveplanen, så er det ret pudsigt, at jeg de seneste år har udvidet køkkenhaven lidt hvert år, men alligevel har jeg svært ved at få plads til alt det jeg gerne vil dyrke. Har lidt på fornemmelsen at mine ambitioner stille og roligt følger med størrelsen på køkkenhave. Ikke en sort gulerødder men 3, Lidt flere squash planter (for hønsene kan jo godt lide squash...) osv. osv.

Til sidst vil jeg lige nævne en helt fantastisk bog jeg fik af søsteren fornylig. "The Vegetable Garden"
Det er en Bog fra Taschen med nogle helt fantastisk tegninger af grøntsager. Jeg har allerede bladret igennem den flere gange, og er ret overvældet af detaljerne. Lindring af havelængsel kan også komme i bogform :-)
Her er lige et par billeder fra bogen, som forøvrigt er i stort format. billedet i toppen er også fra bogen.



Og husk så, at foråret er i gang - I følge kalenderen altså !
Og se bare på Erantis som blomstrer og vintergækker der står på spring.


2013-01-26

Tomat og Bønnesupe

Det er vinter, men heldigvis er lyset stille og roligt ved at kæmpe sig tilbage. Meteorologerne lover at frosten forsvinder lige om lidt og så kan vi igen komme i jorden efter de pastinakker som jeg ikke har fået dækket ordentlig til i år, Porrene kan tø op og grønkålen kan begynde at vokse igen.

Men mens vi venter på plusgrader, så er der nu ikke noget som en dejlig varm fyldig suppe med lidt chilivarme.
I River Cottage 'Veg Every day' er der en tillokkende opskrift, som Hugh godt nok kategoriserer som en sommersuppe, men det skulle nu ikke stoppe mig, når nu jeg har henkogte tomater i kælderen og frosne i fryseren.

Jeg var nød til at skrue en del på opskriften for at få den til at passe til det jeg lige havde. Her kommer min udgave.



2 små løg, hakkes fint
3 fed hvidløg, hakkes fint
3 små røde chili, medium styrke hakkes fint
½ tsk stød spidskommen
2 dl grøntsagsbouillon
1 glas henkogte tomater
2 dl tomat passata *
250 gram Borlottibønner koges i 30 minutter **
Krydderuter. Oregano, Timian og lidt rosmarin og Salvie
Saften af ½ lime
Persille til drys
Salt og Peber
Creme fraiche til at dryppe i tallerkenen ved servering.

Løgene steges i lidt olie indtil de er bløde.
Tilsæt hvidløg, Chili og spidskommen, steg videre i ca. 5 minutter.
Pasattaen steges nu med i et par minutter, det bringer mere smage og sødme ud i tomaten. Tilsæt nu bouillon, kogte bønner, henkogte tomater og krydderurter. Smag til med salt og peber.
Kog op og lad simre i ca. 10 minutter.
Tage suppen fra varmen og tilsæt limejuice og ekstra salt og peber hvis nødvendigt.

Server suppen med creme fraiche og et drys persille.
Det var en dejlig lille sjælevarmer med et strejf af sommer.

* Tomat passataen laver jeg ved at tø mine hele tomater op i god tid, og i en sigte.
De mister en masse væde under optøning som løber af. Sørg for at der er hul på skindet så væden kan komme ud. Nå de er tøet op, passerer jeg tomaterne gennem sigten, og har en dejlig tyk tomat passata.
** Jeg fryser de friske bønner ved høst, så skal de ikke udblødes. Bruger du tørrede bønner skal de udblødes natten over. I opskriften brugte de Sorte bønner på dåse.
-----------------------
Fra Haven er der brugt: Tomat, Chili,  Løg, Hvidløg, Borlotti bønner, Oregano, Rosmarin, Timian, Persille, Salvie,

2013-01-19

Grønkålslasagne med Karl Johan svampe

Jeg fik sidste år River Cottage kogebogen 'Veg every day' i gave. Opskrifterne i kogebogen er uden kød, og på den måde adskiller bogen sig fra de fleste af mine andre kogebøger. Men det afskrækker nu ikke, da vi alligevel ofte har kødløs dag, uden det er noget vi tænker videre over.

Jeg har kigget i bogen men aldrig fået lavet nogle af opskrifterne.
Men det skal der laves lidt om på, og jeg har startet med hans opskrift på Kållasagne.

Ude i haven kæmper selv grønkålen mod kulden lige nu. Den overlever men bladene er lidt slappe. Det gør dog ikke noget, når man alligevel skal dampe den.



Kållasagnen laves med en slags kålstuvning og ristede svampe i stedet for Kød og tomatsauce. 
Og den blev rigtig lækker. Jeg havde ikke alle ingredienser ved hånden, så jeg lavede en smule om undervejs (ikke meget), det håber jeg at Hugh tilgiver mig. Og så er opskriften herunder til 2 personer.

  • 200 g Grønkål og eller Palmekål, jeg brugte en blanding.
  • Ca. 250 gram svampe. Jeg brugte tørrede Karl Johan svampe, da det var de eneste svampe jeg havde. De skal bløde ud i lunken vand ca. 45 minutter før brug.
  • 3 fed hvidløg, finthakket
  • Lasagneplader, frisk er bedst, men jeg brugte tørrede, da det var det jeg havde.
  • Smør
  • 20 gram parmesan, fint revet
  • Timian
  • Olie, Salt og Peber
Fjern de grove stilke fra kålen og hak den i grove stykker. I følge opskriften skulle kålen nu i koldt vand og varmes op til kogning i 4-5 minutter. Det er mig meget imod at koge kål alt for lang tid. Så i stedet dampede jeg på følgende måde :
Put kålen i en gryde og hæld ca. 1/2 cm vand i bunden af gryden.
Bring vandet til kogepunktet, og rør rundt i kålen til den er faldet sammen, det går hurtigt. Læg låg på gryden og tage den af varmen. Lad gryden stå til du skal bruge kålen.

Svampesauce

Svampene steges i smør til væsken er ude af dem. Tilsæt herefter det finthakkede hvidløg Timian, salt og peber. Steg videre i 2-3 minutter og stil til side.

Bechamel sauce
Bechamelsaucen bliver dejlig krydret i smagen med gode smagsgivere.

3/4 liter mælk
1 løg i små tern
2 laurbærblade.
5-6 sorte peberkorn
Det hele puttes i gryde og varmes op tillige under kogepunktet. Stil gryden til side mens resten af retten forberedes.  Smagen trækker fint ud i saucen og giver en dejlig smag.
I opskriften står der også man skal bruge lidt knoldselleri, men det havde vi ikke og jeg er ikke den store fan.

  • 30 g smør
  • 30 g mel
  • 1 tsk Dijon sennep
Når du er klar til at lave Bechamelsaucen, laver du en smørbolle af mel og smør. Sigt mælken og hæld den langsom ned til melblandingen under kraftig omrøring.
Smag den til med salt, Peber og lidt Dijon sennep

Nu er alle delene til lasagnen klar, med mindre du liiige vil lave en hjemmelavet lasagneplade.

Bland kålen op med lidt under halvdelen af Bechamelsaucen.

Start Lasagnen med et lag Bechamel og herefter
Lasagneplader,
Kål,
Lasagne plader,
Svampene og lidt Bechamel,
Lasagne plader,
Bechamel.

Slut af med  parmesan på toppen, og dryp med lidt Olivenolie.

Bag lasagnen i ovnen i ca. 30 minutter, og spis den med stor nydelse.

----------------------
Fra Haven er der brugt: Grønkål, Toscansk palmekål, Laurbær, Løg, Hvidløg, Timian,

2013-01-02

2013 - op på bloggen igen ?

Så står der 2013 i kalenderen, og det er tid at se tilbage - men også frem.
2012 har for haven og bloggens vedkommende været et meget blandet år. Jeg tror at jeg tidligere har skrevet om alt for mange ambitioner der slet ikke passede til den tid jeg havde i den virkelige verden, og som derfor resulterede i alt for mange fejlede ting i have, grøntsager der var brugt tid og energi på at så, men som ikke blev passet ordentlig, og derfor gav meget lidt, eller slet ikke noget udbytte.
Det samme har egentlig gjort sig gældende for bloggen, jeg har haft mange tanker med bloggen - hvad skulle den bruges til - hvordan skulle den fremstå, og hvilken type indlæg skal der skrives. På grund af den til tider temmelig fejlslagen køkkenhave, har der ikke været den store lyst til at skrive om grøntsager og køkkenhave, derfor er der nok blevet skrevet mere om mad end om det det egentlig skulle dreje sig om, nemlig grøntsagens vej fra jord til bord. Og specielt her sidst på året, har der været langt mellem indlæggene.

Men jeg har lært én ting af 2012 (så er det hele ikke spildt) jeg har lært at det skal være lysten der driver værket - at ambitionerne - dem kan jeg godt pakke sammen og nøjes med at gøre tingene i det tempo som jeg kan følge med til, og kun planlægge det jeg orker at gennemføre.

Jeg kan også glæde mig over, at der i haven lige nu står både pastinakker, jordskokker, Grønkål, Palmekål og porrer + dejlige krydderurter som bare kan hentes lige udenfor døren, og det inspirerer i den grad til en ny sæson i køkkenhaven, hvor der trods nedtonede ambitioner, nok skal blive rigeligt at høste og begejstres over. Og med begejstringen, kommer også lysten til at dele - det er jeg sikker på.
Og her ligger der vel egentlig et godt råd gemt for alle fritidsfornøjelser. Gør kun det du har lyst til, og i et passende tempo, så er det hele lidt sjovere.

Godt nytår, jeg håber at se jer her på bloggen i 2013.


Og som tidligere brugt, når jeg ikke lige har haft et passende billede, så får i her en video med kyllingerne fra i sommers, hvor hønemor er i gang med at plukke solbær til de små.  Hmm det var vel egentlig MINE solbær, men hvad gør man ikke for lidt underholdning :-)



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Forventningens glæde.

2013-01-01

Flæskesteg med æblesmag og vintergrønt.

Det første indlæg i 2013, Godt nytår til jer alle.


Mellem jul og nytår, har der været stor fokus på at få noget grønt og groft indenbords, og så gør det jo ikke noget at man kan hente det lige derude i haven.

Dagens ret var Nakkekamsteg, og der skulle være nok til at der kan laves en flæskestegs sandwich af resterne d. 1 januar.
Kamstegen blev peppet op med lidt Timian, Rosmarin, Salvie, og så fedtstof skummet af en dejlig æbleconfit jeg lavede efter Grydeskeens opskrift  + noget neutral indkogt æblemos.
Det hele blev mikset godt sammen og gnedet ind i kødet under sværen.

Det gav en rigtig dejlig smag til stegen, og stegeskyen blev blandet op med kogt perlspelt, hvilket ikke var en dårlig ting.


Det grønne tilbehør blev en blanding af Porrer, Toskansk palmekål og Grønkål der blev snittet i grove stykker og dampet let i en smule smør og en smule æblemost.
Nemt, sundt og meget lækkert.








-----------------------
Fra Haven er der brugt: Porrer, Toskansk palmekål, Grønkål, Salvie, Rosmarin, Timian.

2012-12-15

Kotelet med Jordskokpandekager og porrer

En tur i en sneklædt have leder ikke umiddelbart tankerne hen på høst. Men når man ved hvad der gemmer sig under de små snedækkede forhøjninger i køkkenhaven, så finder man alligevel greben frem og går på skattejagt.
8. December var jeg på udkig efter porrer og jordskokker. Det er altid spændende om man har fået dækket ordentlig af, så frosten ikke har gjort jorden hård. Jordskokker kan sagtens tåle frosten og jeg vidste at jeg ikke havde fået dækket dem til med blade som jeg plejer, så det var spændende.
Men jo frosten havde ikke nået ned rigtig gennem snedækket endnu, så jeg skulle bare lige gennem 1 cm hård jord. så var der blød og lækker muld lige nedenunder, og jordskokkerne var faktisk lige til at hive op med håndkraft.
Porrene er sat dybt, så selvom det tykke bladdække have holdt jorden frostfrit, så skal der alligevel gang i greben for at få dem op, men så er det også en meget stor tilfredsstillelse at stå med noget så grønt og friskt på denne årstid. Så skal man bare huske, at frosne grøntsager skal tøs langsom op for ikke at miste konsistensen,
Det er måske lige i overkanten at kalde en vinterhøst for en oplevelse, men uanset hvad man kan kalde det, så bliver dagen lidt bedre ovenpå sådan en tur i køkkenhaven, og den friske luft får gang i blodomløbet og lettet tankerne.



Jordskokker og porrer skulle bruges samme aften. Jeg stødte på et tidspunkt på en opskrift på jordskokkepandekager, og ville forsøge mig med sådan nogen.

Jeg prøvede mig lidt frem med at lave en nogelunde almindelige pandekagedej, og så tilsætte masser af revne Jordskokker og lidt krydderier (Cayenne, Peber,) + lidt gær, som dog ikke lige fik den effekt jeg havde tænkt. Der skal stortset være lige så meget reven jordskok, som dej.
Jeg stegte dem i en Blinispande, så det blev nogen små fine runde pandekager, som pyntede på tallerknen og smagte skønt.


Koteletten, som kommer fra en af Pers Frilandsgrise,  blev stegt helt normalt i smør og blev superlækker og mør. Porrene blev dampede, undtagen en lille tynd en som jeg snittede fint og dryssede over det hele.


Et dejligt måltid mad med friskhøstede grøntsager i december.
Og pandekagerne, det skal da også prøves med både pastinakker, og kartofler, måske ovenikøbet med rødbeder ?



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Jordskokker, Porrer, Cayenne peber.

2012-11-25

Rødkålssalat

Rødkål er en fantastisk ting. Det er en smuk plante i køkkenhaven der giver modspil til at det grønne og på bordet giver den farve, uanset om den er tilberedt eller rå.
Den er alsidig og kan bruges til varme retter og den traditionelle syltede rødkål til julebordet hvor den tilmed har højsæson.
I haven har den holdt en pause, da jeg i starten ikke rigtig kunne få dem til at lykkedes, det blev nogle alt for små hoveder. Men i år ville jeg prøve igen. Køkkenhaven var blevet udvidet så der var plads til at eksperimentere lidt, og det er gået godt. Jo der er nogle meget små hoveder i mellem, men de fleste har fået en rigtig god størrelse. så det skal afgjort gentages til næste år.

For mig er det en af de bedste kåltyper at spise rå. Den har en kraftfuld smag som samtidig er mild og ikke så skarp i kålsmagen som f.eks hvidkål kan være. Og så kan smagen tåle at få et skarpt modspil, som f.eks fra dressingen i denne supernemme og lækre salat :


 Samlesæt til rødkålssalat

Til 2 personer.
½ Mellemstr. Rødkål (diameter 20 cm)
Kikærter, udblødte og kogte.
Græskarkerner
Bacon i tern

Dressing : 
2 spsk Solbæreddike (evt. balsamico eller anden frugteddike)
1 spsk Grovkornet sennep
1 spsk Flydende honning

Græskarkerner, Kikærter og bacon ristes hver for sig.
Kikærterne får en dejlig smag af lige at få en smule farve på en pande.
Rødkålen snittes meget fint.

Det hele blandes godt sammen med dressingen og serveres som den er. Den er dejlig mættende så yderligere tilbehør er overfløding.




-----------------------
Fra Haven er der brugt: Rødkål

2012-10-30

Svampe: Jagt, speltotto og pastasauce

For et par uger siden holdt jeg havetræf for havelystfolket, men inden vi samledes i haven omkring det sammenbragte frokostbord, havesnakken og generel hygge efter sædvanlige rammer, havde vi denne gang udvidet konceptet med en svampejagt. Vi er så heldige at der er et par svampekyndige imellem som kunne hjælpe os med at kende forskel på spiselig og giftig, velsmagende og kedelig. Det var vores første svampetur så det var meget rart at have nogen med der kunne vejlede.

Det blev til en god portion svampe, og selvom en stor del blev kasseret af ekspertene ved gennemsyn, så fik vi alligevel et godt udbytte.


Honningsvampe
Vi fandt:
  • Honningsvampe, 300 g
  • Rørhatte, flere forskellige - 500 g.
  • Foranderlig skælhat - 150 g.
  • Stor tragthat, 100g 
  • Énkelte Blandede


Dagen efter blev Skælhat og tragthat brugt i en skøn svampecremesauce til en gang frisk pasta, herligt.
Meget nem sauce, der smager himmelsk og lidt syndigt.

Svampecremesauce
  • Svampe der er velegnet til stegning på pande (f.eks Champignon)
  • Løg, finthakket
  • Hvidløg, finthakket
  • Timian, masser af det uden grene.
  • Smør
  • Parmesan, fintrevet (en god håndfuld til 100 g svampe)
  • Piskefløde. (ca ½ dl pr. 100 g svampe)
  • Salt og peber
Steg finthakket løg og hvidløg i smør til løgene er gennemsigtige. Tilsæt grofthakkede svampe og timian og steg videre på middelvarme til svampene er faldet lidt sammen.
Tilsæt nu piskefløde og kog lidt ind, inden duu tilsætter parmesanen.
Smag til med salt og peber, Skulle saucen være blevet lidt for tyk, så juster med en smule vand.


I denne weekend vovede vi os ud på egen hånd i den lokale skov, og havde heldet med os.  Det kan være lidt svært at bestemme svampe når man er uerfaren og ude midt i en skov, hjemme ved spisebordet var det lidt nemmere i ro og mag at kigge på svampene og finde ud af hvad det var for nogen. Vi tog en del fra som vi havde taget med fordi vi var i tvivl, og tænk nu hvis de var gode. Dog kørte vi lige en tur forbi de føromtalte eksperter for at få set vores fund igennem, og de godkendte heldigvis størstedelen af vores fund.

Vi kom hjem med :
  • Champignon, 500 g
  • Foranderlig skælhat, 50 g.
  • Violet Hekseringshat ca 100 g
Champignon står i skrivende stund i køleskabet og venter på at blive brugt til en gang Boeuf Bourguignon, mens Skælhat og Violet hekseringshat er blevet brugt til en dejlig Speltotto sammen med et par store champignon for at fylde.




Speltotto med svampe.
(Endnu en opskrift uden mængdeangivelser, men det er altså ikke så vigtig, brug meget af det du bedst kan lide og mindre af det andet). Har du ikke spelt så kan byg, eller ris selvfølgelig også bruges.
  • Hel Spelt (ca 3 dl til 2 personer)
  • Violet Hekseringshat
  • Foranderlig skælhat.
  • Champignon
  • Løg
  • Hvidløg
  • Hvidvin
  • Timian
  • Olie, Smør
  • Hønsebouillon
  • Salt, Peber
Svampene hakkes groft, løg og hvidøg fint.
Rist løg, hvidløg og de groveste (mest faste) svampe i smør eller olie til løgene er gennemsigtige, tilsæt  spelt og vend rundt til alt spelt er dækket af olie/smør. Tilsæt nu de finere svampe og rør yderligere til de er faldet lidt sammen.
Hæld nu et stor glas hvidvin ved, og rør rundt til det er helt fordampet/opsuget.
Herefter tilsættes hønsebouillon i små portioner ad gangen, og hver gang skal spelten have lov til at opsuge det hele, inden der tilsættes nyt.
Fortsæt indtil spelten er færdig. Det kan være individuelt hvor kogt den skal være, jeg synes godt den må have et godt bid,
Tilsæt nu den revne parmesan og smag til med salt og peber. Speltottoen skal være cremet og lidt flydende i konsistensen, juster evt med lidt vand (eller fløde/mælk)
Der skal røres hele tiden, for at retten for den cremede konsistens den skal have. Det er noget med påvirkning af stivelsen.
Jeg sluttede af med et drys hakket bredbladet persille, det giver en god smagskontrast til 'ottoen.

Violet Hekseringshat                           Champignon        

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Løg, Hvidløg, Timian, Persille, Hønsefond (jo jo det er rigtig),

2012-10-28

Om Oktober vejr.

Tænk jeg synes jeg stod tidligt op idag, bare for at komme nedenunder og finde ud af at det var endnu tidligere end jeg troede... Det er jo blevet vintertid.
Ja vintertid det skal jeg da lige love for. Rim over det hele, og en kold fornøjelse at fodre høns her til morgen skulle jeg lige at sige fra manden som vandt den tjans idag.
Til gengæld så skinner solen smukt og skarp, så skarp at jeg har følt mig nødsaget til at bruge en stor del af morgenen på at følge efter solstrålernes afslørende tur rundt i køkkenet - og gøre rent. Ak ja

I oktober har vi for første gang kastet os ud i svampejagt, og det er egentlig på høje tid for sådan nogen som os, der godt kan lide det hjemme dyrkede, selvfundne...... Svampejagten kommer der mere om senere, men her vil jeg bare sige at det er en fornøjelse at være på svampejagt en klar oktober dag - herligt at sidde med alle svampene, vende og dreje dem for med en bog i hånden at finde ud af om de er spiselige eller ej - og så kun ende med at kassere en trediedel, fantastik - og så direkte i gryde med dem og smovse.

Noget andet der er knapt så fantastisk ved de klare oktoberdage, er at de bringer kulden med sig. Jo jeg kan faktisk godt lide de kolde klare dage med solskin og kolde kinder, det er frisk og energigivende, men haven ville jo gerne være foruden
Ved udsigt til nattefrost, var jeg ude og høste diverse grøntsager der skulle ind, læssede dem op i trillebøren, og lod så trillebøren stå på terassen.. Tjae bum bum hvor smart er man så ???
Men det ser nu ud til at jeg er sluppet nådigt. Enkelte slappe blade og et par rødbeder der skal kasseres, så det går jo nok. Nu står trillebøren i garagen, den lukkede altså, så nu skal jeg bare have kålstokkene sat i lidt jord, og lagt rødbederne i sand, så klarer vi nok det hele.

Men tilbage til de klare dage, for er det ikke alligevel fantastisk ? så meget sjovere og energi givende end regn og overskyet. Og havelyst træf her hos mig d. 20 oktober med forudgående svampejagt i 18-20 graders varme og frokost på terrassen bagefter.  Få dage efter var det så frostvejr. Tja så foranderlig, forunderlig kan vejret være.

Det her skulle være et indlæg om de ting jeg ikke fik gjort i haven i år, de ting jeg skulle gøre bedre til næste år, lave om og skrue ambitionerne lidt ned på nogle områder så der bliver bedre tid til andre.

Men i det her vejr, kan jeg simpelthen ikke huske noget som helst der er gået galt.....


-----------------------
Fra Haven er der brugt: Kulde, inspiration, glæder, solskin

2012-10-07

Æble Eddike + Hindbær & Solbær,

I år har jeg for første gang eksperimenteret med at lave min egen eddike.

På havelyst.dk (medlemsforum for landsforeningen praktisk økologi) faldt jeg over en vejledning på at lave æbleeddike som lød supernem. Jeg er ikke ved vejs ende endnu, så det færdige resultat kender jeg ikke, men det ser lovende ud. Og jeg synes jeg ville skrive om det sålænge det stadig er æblesæson.

Der er ingen mængdeangivelser, men det burde virke, uanset om man har 5 eller 50 æbler. og der skal ikke bruges andet dejlige modne end æbler.

Æbleeddike fra bunden.
Æblerne skylles let, men må ikke skrubbes, da processen benytter sig af naturlige gærceller der sidder på skallen. Fjern kernehuset og riv dem på råkostjern (foodprocesser eller hvad man nu har) og stoppes ned i et glas elle en krukke. Det skal presse ned som saften kommer til at dække for frugten.
Dæk glasset med et klæde der bindes fast, og stil det et lunt og mørkt sted i 3-4 uger (et køkkenskab er perfekt til formålet)
De naturlige gærceller vil sætte gang i gæring til alkohol, efter ganske få dage kunne jeg dufte gæren.

Efter de 3-4 uger skal den så filtreres men ikke for fint, og igen stilles mørkt og med et klæde over.
Den skal nu stå til væsken bliver klar og det smager af eddike i stedet for æblevin. Her taler vi om måneder.
Den filtreres nu gennem et kaffefilter og er klar til brug.

Min har nu stået i ca. 1 uge og der er allerede en let eddike duft og smag, hvilket er meget hurtigere end jeg havde forventet. (den står kun i vinduet for at blive fotograferet, til daglig er den gemt bort i et køkkenskab)


Den Hurtige.
Den nemme måde at lave en frugteddike på, er naturligvis at hælde eddike over noget frugt og lade det trække. hvorefter man smager det til med sukker.
Det er også det jeg har gjort, med Solbær og Hindbær. Bortset fra at jeg brugte Honning i stedet for sukker.
Jeg brugte heller ikke hel frugt, men  resterne efter at have passeret bærrene igennem en sigte for at lave sorbet. Der er masser af smag i resterne, så de kunne sagtens bruges til det.

Fyld et glas eller en flaske med frugt/bær, og hæld eddike over så det dækker (Hvidvins eddike eller lagereddike) Hvis det er frugt der skal bruges, skal det skæres op så frugtsafterne kan trække ud.
Lad det stå en uges tid og trække og omryst ca. en gang om dagen. Filtrer herefter og tilsæt sukker eller Honning pas på ikke at gør den for sød. Smag herefter en gang om ugen, og justere sødmen hvis nødvendigt.
Efter ca. en måned er den klar til brug, men mon ikke den bliver bedre at at stå ? - det tror jeg i hvert fald.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Hindbær, Solbær, Æbler, Honning

2012-09-30

Pizza med hvidløgssauce

Da jeg har ret mange hvidløg fra haven i år, gik jeg en tur på nettet for at finde opskrifter hvor hvidløg var hovedingrediensen.  Først og fremmest søgte jeg efter en god opskrift på en hvidløgscreme, der ikke bare gik ud på at rive noget hvidløg ned i en cremefraiche.
Cremen skulle bruges til Tapas og til at spise på godt brød, og så måtte det godt være en der kunne gemmes på glas. Jeg fandt ikke én - så hvis nogen har en god opskrift, eller et bud på hvordan man laver sådan en, så vil jeg blive glad for en kommentar.

Men i jagten på hvidløgscreme kom jeg forbi denne opskrift : Pizza: Garlic Creme Sauce
Den måtte straks prøves af, så manden blev sat til at lave pizzadej.


Som topping brugte jeg en rest flanksteak skåret i smalle strimler, og lidt frisk løg.
Og jeg skal lige love for at den smagte godt.

Denne portion sauce er nok til 2 små pizzaer
  • 1-2 spsk smør
  • Lidt olivenolie
  • 3 fed hvidløg, revet fint eller knus i morter.
  • 125 ml piskefløde
  • 75 ml mælk
  • 1 lille dl revet parmesan
  • Salt & Friskkværnet peber.
  • 1 lille smule tørret chili
Smør smeltes sammen med olivenolien ved lav varme, tilsæt hvidløg, rør rundt og hæv varmen.  Tilsæt fløde og mælk og rør til det koger. tilsæt salt, peber og chili sammen med parmesanen og fortsæt med at røre til saucen bliver tyk hvilket sker ret hurtigt. Fjerne gryden fra varmen. Og så er den klar til din favorit pizzabund

Min pizzabund må gerne være sådan en der hæver op i "bobler" selvom den på billedet var lige lovlig vild :-)

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Hvidløg, Løg, chili

2012-09-29

Carpaccio med Solbæreddike


I foråret var vi en tur i Toscana, hvilket jeg faktisk slet ikke har blogget om, der var ellers rigeligt med kulinariske emner at skrive om, men lad det nu ligge.

Med hjem havde vi et stykke dejlig Bresaolo, som i skiveskåret tilstand har opholdt sig i fryseren.
Nu havde vi lige lyst til en hurtig lille forret, så det blev til Carpaccio af Bresaolo.

Breasoloen blev lagt i et tynd lag på en tallerken, og der belv hældt generøse mængder god olivenolie (også hjembragt fra Toscana) over. Men lige da hånden nærmede sig flasken med Balsamico eddike, kom jeg i tanker om den flaske solbæreddike jeg havde lavet tidligere på efteråret (blogindlæg følger ...) , og den blev brugt i stedet.

Et drys rucola og parmesan + salt og Peber rundede retten af. en gaffel hver i hånden, og så var det  bare med at gå i krig.


Solbæreddiken gav et dejligt touch til retten, og var ikke lige så tung i det som en balsamico godt kan være.

-----------------------
Fra Haven er der brugt:
Solbær (godt nok ikke vores egen have, dem havde duerne spist men alligevel), Ruccola,

2012-09-18

Mig, bloggen, haven og tiden

Det er ikke meget jeg får skrevet på  bloggen for tiden, og jeg savner det.
For bloggen er mit getaway. Når jeg skriver her - så er det den det handler om og intet andet.
For her skriver jeg om det jeg holder af. Grøntsagerne fra haven og den dejlige mad der kommer ud af det.

Men der er det med tiden som har sat sine spor i haven i år og specielt i køkkenhaven. 
Det har været det mærkeligste år i køkkenhaven i år.
Der er så mange ting der bare slet ikke er lykkedes, mens andet er gået meget godt.

Jeg startede fejende flot ud med store ambitioner om hvad der skulle være i min have. Forspirede alt for mange tomater og chili planter, og satte gang i en masse kål tidligt på sæsonen. Da jeg så senere på året fik alt for travlt med alt for mange andre ting tog det for lang tid at ompotte tomat og chili, og så begyndte det hele at skride.

Mange ting er slet ikke blevet til noget, og samtidig er der sket mange fremskridt på den lidt større skala, men inddragelse af en helt ny del af haven - men det er en helt anden sag, som jeg må se at få skrevet et indlæg om senere.

Men al den manglende tid, og de manglende grøntsager sætter sine spor på bloggen, eller rettere det gør det ikke - for jeg får ikke skrevet noget.

Men nu har jeg da fået opdateret min deli liste for 2012 - så kan i jo selv se hvor sølle det står til i forhold til sidste år :-)

Men for at det ikke skal være alt for sørgeligt det hele, så er her en lille video af kyllingerne fra i år.
De er nu ved at være store og frække, og nogen af dem skal i fryseren, mens andre skal vokse op og levere æg.



-----------------------
Fra Haven er der brugt: Dårlig samvittighed, og "gode undskyldninger"

2012-08-19

Oscars nye favorit : Oksetunge terrine

Jeg kan altså ikke lade være med at tænke på Lærer Andersen og hans nevø Oscar, når jeg spiser eller laver noget med tunge. De var glade for tunge, og det kan jeg bestemt ikke bebrejde dem, for det er et meget lækker stykke kød.

Tunge er nok ikke det mest efterspurgte stykke kød. Der er mange der ikke bryder sig om tanken. Men hvad siger du ?

For nyligt lavede jeg denne lækre terrine, som gør sig rigtig godt sammen med sennep og en Rødbede på et stykke rugbrød. og så er den snyde nem at lave.



En oksetunge koges i  2½ time, sammen med en grisetå.
Grisetåen giver naturligvis smag, men er der først og fremmest for at give gellatine til terrinen.

Efter kogning, flås tungen og deles i småstykker. Kødes skal helst rives fra hinanden, ikke skæres med kniv så hænger det bedre sammen i terrinen.
Suppen fra kogningen, koges ind, så der kun er få dl tilbage.

En god håndfuld bredbladet persille hakkes sammen med et stort løg, og blandes op med kødet.
Kødet puttes nu i en Form (f.eks en rugbrødsform) og suppen hældes over.
Dæk med film og stil noget tungt ovenpå for at give pres, og stil det hele på køl til dagen efter.

En rigtig dejlig frokost ret.

-----------------------
Fra Haven er der brugt: Persille, Løg (og rødbede til rugbrødsmaden)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...