2010-11-12

Bagt Pastinak suppe med krydderier.

Med en aften alene hjemme, er det oplagt at lave noget manden ikke er begejstret for, nemlig blendet suppe uden bid.
Da det er pastinak sæson og de står derude i jorden uden at være blevet smagt endnu, så var det endnu mere oplagt, at det skulle være en pastinak suppe. Efter lidt søgning på nettet efter inspiration (man skal jo ikke altid bruges den samme opskrift) besluttede jeg mig til at lave en udgave hvor grøntsager og krydderurter bages inden de blendes, i stedet for den mere almindelige stegning. (Faktisk ret smart for man kan side i sofaen og vente i stedet for at stå og røre i gryderne).


Her er hvad jeg gjorde :



Fat i lommelygten (for føj det er jo mørkt selvom klokken ej er mange) på med gummistøvlerne og ned i køkkenhaven for at grave rødderne op.
3 rødder blev i triumf ført til køkkenet hvor de sammen med løg, hvidløg, tomater og krydderier blev til dagens suppe. (Har man ikke en køkkenhave erstattes dette trin med en tur til grønthandleren, husk løg, hvidløg og tomater når nu du er der)

650 g pastinak (sådan ca.) i tern
2 løg i både
3 fed hvidløg, pillede
2 tomater (fra fryseren, desværre er det slut med de friske)

Grøntsagerne vendes med :


en god slat olivenolie (2-3 spsk)
1 tsk Spidskommefrø
1 tsk korianderfrø
½ tsk gurkemeje
½ tsk sennepsfrø
salt og friskkværnet sort peber.


Det hele puttes i ovnen ved 220 grader i ca 30 min til det har farve.



Put det i blenderen sammen med ca 1,3 liter grøntsags bouillon og blend til det har en cremet consistens
Server med lidt spidskommen frø på toppen

Resultatet blev ganske glimrende, selvom jeg næste gang vil spare lidt på korianderfrøene og nok nøjes med 3/4 tsk, og så til gengæld skrue lidt op for hvidløgene, som stort set ikke kunne smages.

Men alt i alt en dejlig cremet og fyldig suppe, og der er heldigvis rester.




Se tidligere opskrift på suppe med grønt fra haven her : Vintersuppe fra haven

5 kommentarer:

  1. Uhm, lyder lækkert. Turen i ovnen må nødvendigvis give en anden smag end hvis det hele var blevet svitset i olie. Jeg smutter i gummistøvlerne og går ned til grønthandleren.

    SvarSlet
  2. Lyder herligt - og var da perfekt mad på sådan en regnfuld og blæsende dag! Har du frosset dine tomater hele?

    SvarSlet
  3. Jeg kan godt lide step 1, gå ud i din køkkenhave med lys og gummistøvler. I mit tilfælde må det erstattes med grønthandleren, for selv om jeg ledte med lys og lygte, ville jeg ikke finde pastinakker i år. Kan det anbefales til næste år?

    SvarSlet
  4. Til Maria
    Jeg har frosset en del af mine tomater ned hele, det en en lynhurtig måde at gemme dem på, hvis man kun har nogle få i overskud i løbet af en uge. Langt de fleste har jeg dog henkogt.
    Når de fryses hele er de supernemme at flå. De frosne tomater skal bare i varmt vand et øjeblik, så kan skindet flås af.

    Til Kristine
    Jeg kan varmt anbefale Pastinakker.
    Det eneste tidspunkt de er lidt vanskelige på, er under spiringen som kan vare 3 uger og så rillen må ikke tørre ud. Derefter skal de bare have en god gang kompost når de er kommet i god vækst, og måske igen sidst på efteråret, for de vokser videre så længe de står i jorden. De kan tåle frost, så man behøver ikke beskytte dem om vinteren. Det er dog en god ide at dække jorden omkring dem med blade, for at holde den frostfri, ellers kan det være vanskeligt at grave dem op :-)
    I køkkenet er de et godt tilskud i løbet af vinteren hvor de kan bruges i supper, rodfrugtmos, og i ovnbagte rodfrugter, og meget meget mere.

    Hilsen Randi

    SvarSlet
  5. Til Birgitte.
    Det var faktisk ret lækkert, og dagen efter endnu bedre, nogen gange er det som om tingene samler sig i løbet af natten.
    Jeg tror turen i ovnen giver en "varmere" smag end hvis den var kommet i gryden, men det er lidt svært at forklare.

    Hilsen Randi

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...