2013-07-29

Grillede squash i Olie

En ualmindelig lækker måde at gemme noget af squash overskudet på. Det smager fabelagtigt som tilbehør til grillmad, eller til en god bøf/kotelet....
Første gang jeg lavede dem, var jeg positivt overrasket over, at 4 pænt store squash (20 cm) efter tilberedelse kunne være i et ret lille syltetøjsglas.

Opskriften er fra en bog af Joanna Farrow der hedder Seasonal preserves. Jeg har ikke helt fulgt opskriften (sådan er det med mig, jeg kan ikke følge en opskrift, tsk tsk) men metoden har jeg dog holdt mig til.

De skulle kunne gemmes i 2 måneder hvis de står i køleskabet.
Har du brugt olivenolie, så vil den blive lidt mærkelig grynet og ugennemsigtig at se på, når den har stået i køleskabet en uges tid eller måske lidt længere. Tag glasset ud af køleskabet en time før i skal spise, så kommer det til at se helt normalt ud igen.

Man kan naturligvis bruge en grill, men jeg synes det er lettere at styre på en grillpande, også fordi stykkerne bliver rimeligt små. Jeg har en løs kogeplade som jeg kan sætte op ude på terassen, så kan man stå der under parasollen på den varm dag, med et kølig glas vin i den ene hånd, og selvskab af manden der sidder med en bog i hånden.
Vil man lave mange, kan det betale sig at gøre det lidt mageligt, det tager nemlig lidt tid. og den åbne himmel er en god ting, for det kan ose ret meget. tænk over vindretningen før du går igang.



Forberedelse : 
Skær squash ud i diagonale skiver på ca. 5 mm i tykkelse.
Læg dem lagvis i en si og drys hvert lag med salt.
Lad dem stå i minimum 2 timer og skyl dem herefter grundigt for at fjerne alt salt, og dup dem derefter tørre.

Øvrige ingredienser : 
  • Valnøddeolie.
    Olivenolie, Rapsolie eller andre olie kan sandsynligvis bruges. Jeg supplerede med vindruekerneolie fordi valnøddeolie trods alt ikke er billigt.
  • Peber, friskkværnet
  • Krydderurter
  • Citronskal

Squashskiverne vendes/pensles i valnøddeolie, og krydres godt med sort peber.
Herefter grilles/steges de. på begge sider til de har fået gode grille striber og er bløde og bøjelige i konsistensen. Lige dem til side til afkøling, mens du steger de næste hold.
Jeg bruge en grillpande, men en almindelig stegepande giver sandsynligvis et lige så godt resultat.

Når alle skiver er grillet færdig ligges de lagvis med krydderurter og revet citronskal, herefter dækkes det hele med olie, og de er klar til at spise eller gemme i køleskabet.
De smager bedst når de har stået et par dage.

Er det nogen der kender et sted hvor man kan købe valnøddeolie i rå mængder til en billig penge ...   ;-)
-----------------------
Fra Haven er der brugt: Squash og krydderurter + solskin og terrasse.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...