2013-01-26

Tomat og Bønnesupe

Det er vinter, men heldigvis er lyset stille og roligt ved at kæmpe sig tilbage. Meteorologerne lover at frosten forsvinder lige om lidt og så kan vi igen komme i jorden efter de pastinakker som jeg ikke har fået dækket ordentlig til i år, Porrene kan tø op og grønkålen kan begynde at vokse igen.

Men mens vi venter på plusgrader, så er der nu ikke noget som en dejlig varm fyldig suppe med lidt chilivarme.
I River Cottage 'Veg Every day' er der en tillokkende opskrift, som Hugh godt nok kategoriserer som en sommersuppe, men det skulle nu ikke stoppe mig, når nu jeg har henkogte tomater i kælderen og frosne i fryseren.

Jeg var nød til at skrue en del på opskriften for at få den til at passe til det jeg lige havde. Her kommer min udgave.



2 små løg, hakkes fint
3 fed hvidløg, hakkes fint
3 små røde chili, medium styrke hakkes fint
½ tsk stød spidskommen
2 dl grøntsagsbouillon
1 glas henkogte tomater
2 dl tomat passata *
250 gram Borlottibønner koges i 30 minutter **
Krydderuter. Oregano, Timian og lidt rosmarin og Salvie
Saften af ½ lime
Persille til drys
Salt og Peber
Creme fraiche til at dryppe i tallerkenen ved servering.

Løgene steges i lidt olie indtil de er bløde.
Tilsæt hvidløg, Chili og spidskommen, steg videre i ca. 5 minutter.
Pasattaen steges nu med i et par minutter, det bringer mere smage og sødme ud i tomaten. Tilsæt nu bouillon, kogte bønner, henkogte tomater og krydderurter. Smag til med salt og peber.
Kog op og lad simre i ca. 10 minutter.
Tage suppen fra varmen og tilsæt limejuice og ekstra salt og peber hvis nødvendigt.

Server suppen med creme fraiche og et drys persille.
Det var en dejlig lille sjælevarmer med et strejf af sommer.

* Tomat passataen laver jeg ved at tø mine hele tomater op i god tid, og i en sigte.
De mister en masse væde under optøning som løber af. Sørg for at der er hul på skindet så væden kan komme ud. Nå de er tøet op, passerer jeg tomaterne gennem sigten, og har en dejlig tyk tomat passata.
** Jeg fryser de friske bønner ved høst, så skal de ikke udblødes. Bruger du tørrede bønner skal de udblødes natten over. I opskriften brugte de Sorte bønner på dåse.
-----------------------
Fra Haven er der brugt: Tomat, Chili,  Løg, Hvidløg, Borlotti bønner, Oregano, Rosmarin, Timian, Persille, Salvie,

2013-01-19

Grønkålslasagne med Karl Johan svampe

Jeg fik sidste år River Cottage kogebogen 'Veg every day' i gave. Opskrifterne i kogebogen er uden kød, og på den måde adskiller bogen sig fra de fleste af mine andre kogebøger. Men det afskrækker nu ikke, da vi alligevel ofte har kødløs dag, uden det er noget vi tænker videre over.

Jeg har kigget i bogen men aldrig fået lavet nogle af opskrifterne.
Men det skal der laves lidt om på, og jeg har startet med hans opskrift på Kållasagne.

Ude i haven kæmper selv grønkålen mod kulden lige nu. Den overlever men bladene er lidt slappe. Det gør dog ikke noget, når man alligevel skal dampe den.



Kållasagnen laves med en slags kålstuvning og ristede svampe i stedet for Kød og tomatsauce. 
Og den blev rigtig lækker. Jeg havde ikke alle ingredienser ved hånden, så jeg lavede en smule om undervejs (ikke meget), det håber jeg at Hugh tilgiver mig. Og så er opskriften herunder til 2 personer.

  • 200 g Grønkål og eller Palmekål, jeg brugte en blanding.
  • Ca. 250 gram svampe. Jeg brugte tørrede Karl Johan svampe, da det var de eneste svampe jeg havde. De skal bløde ud i lunken vand ca. 45 minutter før brug.
  • 3 fed hvidløg, finthakket
  • Lasagneplader, frisk er bedst, men jeg brugte tørrede, da det var det jeg havde.
  • Smør
  • 20 gram parmesan, fint revet
  • Timian
  • Olie, Salt og Peber
Fjern de grove stilke fra kålen og hak den i grove stykker. I følge opskriften skulle kålen nu i koldt vand og varmes op til kogning i 4-5 minutter. Det er mig meget imod at koge kål alt for lang tid. Så i stedet dampede jeg på følgende måde :
Put kålen i en gryde og hæld ca. 1/2 cm vand i bunden af gryden.
Bring vandet til kogepunktet, og rør rundt i kålen til den er faldet sammen, det går hurtigt. Læg låg på gryden og tage den af varmen. Lad gryden stå til du skal bruge kålen.

Svampesauce

Svampene steges i smør til væsken er ude af dem. Tilsæt herefter det finthakkede hvidløg Timian, salt og peber. Steg videre i 2-3 minutter og stil til side.

Bechamel sauce
Bechamelsaucen bliver dejlig krydret i smagen med gode smagsgivere.

3/4 liter mælk
1 løg i små tern
2 laurbærblade.
5-6 sorte peberkorn
Det hele puttes i gryde og varmes op tillige under kogepunktet. Stil gryden til side mens resten af retten forberedes.  Smagen trækker fint ud i saucen og giver en dejlig smag.
I opskriften står der også man skal bruge lidt knoldselleri, men det havde vi ikke og jeg er ikke den store fan.

  • 30 g smør
  • 30 g mel
  • 1 tsk Dijon sennep
Når du er klar til at lave Bechamelsaucen, laver du en smørbolle af mel og smør. Sigt mælken og hæld den langsom ned til melblandingen under kraftig omrøring.
Smag den til med salt, Peber og lidt Dijon sennep

Nu er alle delene til lasagnen klar, med mindre du liiige vil lave en hjemmelavet lasagneplade.

Bland kålen op med lidt under halvdelen af Bechamelsaucen.

Start Lasagnen med et lag Bechamel og herefter
Lasagneplader,
Kål,
Lasagne plader,
Svampene og lidt Bechamel,
Lasagne plader,
Bechamel.

Slut af med  parmesan på toppen, og dryp med lidt Olivenolie.

Bag lasagnen i ovnen i ca. 30 minutter, og spis den med stor nydelse.

----------------------
Fra Haven er der brugt: Grønkål, Toscansk palmekål, Laurbær, Løg, Hvidløg, Timian,
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...