2010-08-24

Opklaring fra vest

Klokken er 6 om morgenen !
Det er alt for tidligt at stå op, men regnen på ruden vækkede mig, og jeg kunne ikke falde i søvn igen.
Nu sidder jeg i stuen og kigger ud over haven. Regnen er stoppet for nu, og der er opklaring på vej fra vest, men hvor længe ?
DMI forudsiger småregn resten af dagen, måske med små ophold ind i mellem. jeg må have fundet regnjakken og og gummistøvlerne frem, for kålen "SKAL" plantes ud, og der skal høstes og luges i køkkenhaven.

Det er mærkeligt at tænke på, at for en måned siden ville jeg have kigget mod vest, i håbet om at der ville være et par gode byger på vej, nu er det solen og opklaring vi længes efter. Man kunne ønske sig en bedre fordeling hen over sommeren, men måske er det noget vi skal vænne os til ?

Bliver det her vejr normen i årene der kommer, er der en del ting vi skal blive bedre til, for at tilpasse os.  I haven skal vi passe på vandet i de tørre perioder. Opsamle det vi kan når det regner, og holde jorden godt dækket for at mindske fordampningen i tørkeperioder. Undgå at vande med havevander når det blæser, eller når solen står lige på (begge dele giver et stort spild).
Vi skal også blive bedre til at håndtere store mængder nedbør, så vi kan undgå nogle af følgerne ved skybrud, såsom oversvømmelse af kældre, viadukter etc.
Der er meget der skal laves om, og det er ikke billigt. Løsningen bliver nød til at være et samspil mellem det offentlige og borgerne. Kloaksystemer skal udbygges så de kan håndtere større mængder vand, men samtidig er grundejerne rundt omkring, nød til at finde måder at håndtere det vand der falder på deres egen  grund. Det gælder ikke kun villaejere, men i høj grad også boligkomplekser, og erhvervsgrunde. Regnvandet skal ledes uden om kloak systemet, dels for at mindske trykket på kloakkerne, men også for at undgå at det ellers rene regnvand blandes med det beskidte vand i kloakerne.
Der har været tale om at beskatte afledningen af regnvand, den ide kan jeg godt følge, men kun hvis den kombineres med en belønning/skattelettelse for ikke at aflede regnvand til de offentlige kloakker. Der skal være et incitament for at gøre noget på egen grund, ikke kun et idealistisk, men også et økonomisk, ellers er der for mange der vil læne sig tilbage og bare betale regningen.

Nå men egentlig sad jeg bare her, og nød synet af opklaring fra vest, så det tror jeg at jeg vil fortsætte med. Måske man også skulle have en kop kaffe.
God morgen til jer alle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...