2011-08-01

Risotto med Blåmuslinger

Nu må det vist være på tide at fortælle hvad der skete med det sidste kilo blåmuslinger fra Årstiderne.
Bloggen er blevet lidt forsømt i den forgange uge, da ferien er startet og vi har været en tur i den skønne middelalderby Goslar, i Tyskland. Jeg vil ikke skrive om maden vi spiste, selvom vi fik lækker mad, og heller ikke om øllet vi drak, selvom det er mit ynglingsøl - nemlig tysk øl. Maden var nemlig ikke i fokus, det var hyggen og samværet, poker om aftenen og høje grin - og nåeh jo, det gode tyske øl :-)

Men tilbage til blåmuslingerne: som tidligere omtalt bestilte jeg 2 kg blåmuslinger ved Årstiderne, og det ene kg blev til Hvidvinsdampede Blåmuslinger med linguini.
Kg nr. 2 fik en lidt anden, men ikke dårligere, skæbne.

Risotto med Blåmuslinger:

Olie
1 kg Blåmuslinger
2 skalotteløg
2 fed hvidløg
1-2 glas hvidvin
Salt og peber

 
1 løg
1 gulerod
250 g. risotto ris.
evt. ekstra hvidvin.
Smør
Friskrevet parmesan.

Starten af retten er faktisk helt lige som at lave hvidvinsdampede blåmuslinger.

Muslingerne skal renses og sorteres inden brug. (se tidligere indlæg)
Fintsnittet Skalotteløg, og hvidløg sauteres i olie. Salt og peber tilsættes sammen med muslingerne og det hele vendes rundt et par gange, inden Der tilsættes Hvidvin, og det hele dampes til muslingerne er åbne. Vend rundt et par gange undervejs.

Hæld væden fra og stil muslingerne til afkøling, inden de tages ud af skallen.
Væden gemmes og holdes på kogepunktet, så det er klar til risottoen.

Risotto :
Løg og gulerod snittes fint (gulerod i små tern) og steges  i olie, til løgene er gennemsigtige.
Tilsæt risen, og rør rundt til alle ris er overtrukne med olie, og er begyndt at blive lidt gennemsigtige i kanten.
Tilsæt nu væden fra muslingerne lidt ad gangen, og lad det dampe  ind undervejs og under omrøring. Risen må ikke koge tør, men skal heller ikke flyde i alt for meget væske. Hvis nødvendig kan spædes med lidt ekstra hvidvin og ekstra vand.
Fortsæt indtil risene er næsten færdige. De skal ende med at være al dente - altså med en smule bid.

Tilsæt muslingerne og en god klat smør, fortsæt omrøring til muslingerne er gennemvarme.
Den færdige konsistens af risottoen, skal være lidt grødagtig og dejlig cremet. Men der skal stadig være en smule bid i risen.

Server med et godt drys parmesan på toppen.


En rigtig god ret, og selvom mange af ingredienserne er de samme som i de dampede Blåmuslinger fra dagen tidligere, så er det et helt andet smagsindtryk.
Det bliver ikke sidste gang jeg køber Blåmuslinger hos Årstiderne, eller hos fiskehandleren.



Fra haven er der brugt : Skalotteløg, Hvidløg, Gulerod,

4 kommentarer:

  1. Mums, det er virkelig en god måde at bruge muslinger på. Lækkert :-)

    SvarSlet
  2. Det både lyder og ser vildt lækkert ud.......ej, altså,det må prøves:o)
    Velkommen hjem fra ferien, den lyder også dejlig med massere af hygge, gode øl og høje grin - sådan:o)
    Kh

    SvarSlet
  3. Hej Malou
    Tak:-) Mums var lige hvad det var.

    SvarSlet
  4. Hej Helle
    Det var rigtig lækkert, så prøv det endelig :-)
    Ferien var dejlig afslapning i godt selskab, lige som sådan en skal være :-)

    Randi

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...