2011-04-23

Lammekølle med forårets første Pesto - Spis dit ukrudt

Kraftigt inspireret af Birgitte, kastede jeg mig idag ud for at plukke Skvalderkål. Det er ikke svært at finde i vores have (desværre) selvom det får kamp til stregen og dens territorier bliver mindre og mindre.
Det er de helt små friske blade der skal bruges, de store er alt for grove og slet ikke spændende i køkkenet.

Smagen af rå skvalderkål er faktisk ikke lige min stil. Så for at bløde lidt op på det hele plukkede jeg lige en Mælkebøtte med i skålen sammen med et par friske hvidløg. De vokser også lidt som ukrudt rundt i min køkkenhave i år, jeg er vist kommet til at sprede nogle topløg. Men det er da en charmerende slags ukrudt :-). De har ikke nået at sætte løg endnu, men stænglerne kan sagtens bruges og har en dejlig frisk hvidløgssmag.
Det blev til en stor skålfuldt grønt

I køkkenet kom det hele en tur i hakkeren, sammen med en lille håndfuld Valnødder, en stor Håndfuld Solsikkekerner og en stor klump Parmesan.
Sådan en Pesto gør et stort indhuk i oliebeholdningen. Til denne Pesto brugte jeg en blanding af Rapskim olie og Olivenolie. Til slut smagt til med Salt og Peber.

Her til aften serveret på kogte Kartofler til grillet Lammekølle, og med Citrondampede gulerødder.


Og jo mit første forsøg med at lave mad af mit ukrudt, smagte ganske fortræffeligt. Tror manden kom til at sige at kartoflerne smagte bedre end lammekøllen..
Hmm, skal man nu ligefrem til at glæde sig til Skvalderkålen kommer frem i foråret !

7 kommentarer:

  1. Uhm, lækkert med ukrudt til lam :-)

    SvarSlet
  2. Skønt, at du fik vendt din aversion mod skvalderkål på middagsbordet. Lige nu gælder det her i huset om at anvende alt der er grønt og kan spises. Vi trænger virkelig til frisk grønt. Vi spiste de sidste porrer og en god håndfuld ramsløg til vores lam. Det er blevet et hit hos os at vende ramsløgene i stegeskyen. Det giver en god kontrast og er supernemt efter en dag i haven.

    Ha´ en god dag
    Birgitte

    SvarSlet
  3. @Malou: Ja det er dejligt som man kan blive overrasket en gang i mellem :-)

    @Birgitte.
    Ja det er nok også derfor jeg kastede mig ud i forsøget efter at have læst dit indlæg. Meget frisk grønt er der ikke at hente derude lige nu, så det fristede at kunne bruge noget der stod lige uden for døren.
    Ramsløg er jeg selv ved at fremavle i haven, men der er stadig ikke nok til at jeg kan nænne at spise af dem.

    Hilsen Randi

    SvarSlet
  4. Hej Randi.

    Det ser lækkert ud og mange af de vilde urter kommer tidligt på året hvor man virkeligt trænger til frisk grønt.
    Jeg har for et stykke tid siden brugt brændenælde og mælkebøtte i hjemmelavet pasta. Jeg har lagt et par billeder ind på min blog, så du kan se resultatet.

    Med venlig hilsen

    Orla

    SvarSlet
  5. Hej Randi,

    Jeg synes også, det er lidt nemmere at forlige sig med skvalderkålene, når man spiser dem! - Og din pesto lyder god! - Jeg kan også godt lide at sautere banditterne med lidt hvidløg - og så spise dem til pasta sammen med god parmesan og lidt olivenolie.

    Men udover ukrudtet er løvstikken, citronmelissen og mynten også dukket op i vores have :-)
    Hilsen
    Jonna

    SvarSlet
  6. Hej Orla
    Din Pasta ser lækker ud. Brændenælde har jeg endnu til gode at lave mad af. Men det siges jo at Nældesuppe skulle smage godt.

    Mvh
    Randi

    SvarSlet
  7. Hej Jonna

    Løvstikken er også fremme her, men ikke særlig meget. Mynte er lige netop begyndt at vokse men Citronmelissen har jeg ikke set noget til endnu.

    Sauteret Skvalderkål, det lyder også udemærket. Men jeg må indrømme, at rå kommer jeg nok aldrig til at holde af den, den er simpelthen for skarp i smagen.

    Hilsen
    Randi

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...